En af de mest spændende patienter på plejehjemmet var “skakspilleren”. Han lå i spændetrøje det meste af tiden, der spillede han blindskak mod sig selv. De troede han sov, men han var i en verden langt væk. En verden med sorte og hvide brikker i en kamp på liv og død som han gerne fortale om når han kom til sig selv.
Når skakspilleren var i sine “gode perioder” og derfor var oppegående lurerede han på at stikke af og af og til lykkedes det for ham.
Det er jo almindelig kendt, at nogle få skakspillere er sindssyge. Igennem tiderne har der været flere af slagsen, der ikke har kunnet begå sig i samfundet, men når de satte sig til et skakbræt vandt de over alt og alle.
Sådan var min ven “skakspilleren”, når jeg ind imellem havde tid fik vi os en god snak. og af og til et parti skak. Jeg har jo selv dyrket skakkunsten og kunne derfor nemmere forstå hans tankegang.
Vi spillede altid blindskak, ingen grund til at sætte brikker op på et bræt, sagde han altid. Vi ved jo hvor de står.
Jeg havde nu lidt svært ved at huske alle brikkers placering hele partiet igennem så derfor var jeg et nemt offer.
En skakspiller forsøger altid at finde det ultimativt bedste træk. Det er dog sjældent muligt men det forhindrer ikke skakspilleren i at forsøge.
Men der er et problem. Uret der ustandselig fortæller dig at du kun har begrænset tid til din rådighed.
Når modstanderens ur går skulle man tro at der var fred til at tænke over stillingen, men alt for ofte går tankerne på andre veje som jeg altid skriver ned. Tilbage til oplevelser og et væld af faktiske og langt fra fiktive figurer fra mit liv, opvækst, skole, arbejde samt politikkens, religionernes, filosofiens og kunstens verdener, som derfor nu optræder på disse sider.
Nogle gange genkendeligt selv om det hele ikke er fri fantasi, andre gange ude i fiktionens yderste overdrev. Alt på disse sider er naturligvis som jeg husker det.
Enhver lighed med nulevende personer og virksomheder bygger på tilfældighed og har intet med historien at gøre.
Jeg har set hvorledes virksomheder, organisationer, politiske som religiøse og andre foreninger systematisk har forfremmet de mindst kompetente til leder- og ikke mindst mellemlederstillinger, for derved at minimerer omfanget af den skade de kan forvolde. Nu, jeg har haft lejlighed til at se mig mere om i verden, er jeg blevet klar over at enhver organisation om det er på en arbejdsplads, i en forening, politisk eller andet, eller hvor folk nu samles, rummer en række personer der ikke er i stand til at bestride deres opgaver.
Herudover har jeg set hvor lidt nødvendigt arbejde der bliver udført. Jeg vil mene at mere end 2/3 af alt arbejde er unødvendigt og kun tjener til det formål at holde folk i arbejde.
Dette ændrer dog ikke ved at mange medarbejdere har udført et fantastisk stykke arbejde, unødvendigt eller ej.
Det kan være svært at afgøre hvorfra arbejdspladsens problemer kommer.
Uduelige arbejdere, uduelige ledere eller på grund af griskhed og egoisme.
Ifølge skaberen af tegneserien Dilbert, Scott Adams,
er alle idioter. Men ser man lyset kan selv idioter skaber gode resultater,
og det er sjældent at man finder nogle der er idioter til alt.
Men når det er sagt så er gode resultater en fri og uafhængig fugl uvedkommende.
Der skal også være plads til at leve livet, også i arbejdstiden.
En stor familie
Min jobsamtale hos Guldager A/S i 1977 er i skrivende stund mange år siden. Det var en anden tid og nogle ville nok mene en bedre tid og en bedre verden.
Jeg kom fra en job i Frelsens Hær, kørende til jobsamtalen i frelserbilen, hvor der med store bogstaver på siden stod: “Frelsens hær, socialtjenesten”. En god anbefaling når man søgte job i et familiefirma, hvor jomfru Maria havde sin særlige plads.
Jeg havde stort kendskab til katolicismen, da jeg som ung blev ekskluderet af den katolske ungdomsklub i Herlev, og derfor brugte meget tid på at angribe katolicismen og andre religiøse bevægelser.
– Vi er en stor familie, der alle udfører det som er aftalt, fortalte Anders, den tekniske direktør til ansættelses samtalen. Når du er færdig med at rense de aftalte tre beholdere har du fyraften også selv om det er før tid. Er der dage hvor du må arbejde lidt længere skriver du naturligvis ikke overtid på.
Det skulle siden vise sig at det var ønsketænkning for Finn, Bjarne og alle de andre montører på den tid fik hurtigt fortalt mig hvad der skulle skrives på arbejdssedlen.
Det tog sjældent mere end 4-5 timer at rense de tre beholdere og tog det længere tid blev der skrevet overtid på.
At rense beholdere dengang var en kunst i sig selv. Vi smed alt tøjet, trak i en, ofte våd og brugt, kedeldragt eller nøjes med bar røv og kravlede ind i beholderen gennem et mandedæksel. Det foregik i bare tæer, selv om det var forbudt, men det var godt mod fodsved.
Ejeren Hans Guldager så gerne vi brugte de vandsåler han havde opfundet og derfor skulle alle afprøve dem. En fed fidus mente han, men de kom vist aldrig i produktion. Måske fordi man kunne købe nogle tilsvarende til den halve pris i Brugsen, Føtex , eller hvor det nu var.
Hans ville så gerne opfinde noget selv og ikke bare stå i skyggen af sin far og bedstefar. Senere hen blev det bakterie bekæmpelse i vandsystemer, men det blev aldrig nogen succes. Det kommer en dag, sagde Hans, elektrolysen tog også fler årtier.
Vi skulle skrabe beholderne ned for kalk, slim og møg? Til det brugte vi en trekantskraber, som man skulle passe på ikke at træde på med de bare tæer. Vi havde kun 4-5 kedeldragter med til en uges arbejde. Det var ikke mange til 12 beholdere, der ofte var meget utætte. Det er anderledes i dag, der bliver ikke kravlet ind i beholdere og resultatet er jo også derefter, men kravet til kvalitet ændrer sig jo med årerne.
Ofte arbejdede vi til langt ud på aftenen for at blive før færdig med de 12 beholdere. Ikke altid for at tage tidligere hjem, men der var jo andre ting en rask ung mand kunne foretage sig efter arbejde og så slap man jo også for at gå tur med hunden.
En vinteraften, hvor vi var flere montører igang, syntes vi det var sjovt at løbe mellem beholderne på begge sider af vejen i bar røv. Der var en beholder i hver boligblok. Det var jo bare over vejen og ind i den næste beholder.
Lige midt på vejen i snestorm blev den nøgne montør fanget i billygterne af en politibil. De stoppede ikke. Også dengang havde politiet travlt med så meget andet. Da en anden montør rendte over vejen lidt senere, også i bar røv og gummistøvler kom politibilen tilbage. Denne gang stoppede politibilen heller ikke. De har nok ikke troet deres egne øjne.
Efter en måneds oplæring i beholderrensning blev jeg sendt til Jylland.
Dengang gik turen til Jylland stort set altid med færgen fra Sjællands Odde til Æbeltoft. Lidt uden for byen ved vejen til Femmøller lå der en købmand. Her startede vi altid dagen med at drikke øl.
Arbejderbørn sad bagerst i klassen
Jeg var 13-14 år da jeg kom til Jylland første gang i mit liv. Det var med skolen. Som børn af en fattig kreaturpasser, som oven i købet var spiller eller ludoman var tilværelsen ikke bestemt til luksus. Ferie var der ikke noget af. Og Jylland anede vi dårligt nok hvad var. Hul i tøj og sko var dagens orden, hvis vi i det hele taget havde nogle sko. Som børn rendte vi altid i bare tæer, men det var jo også altid sommer dengang.
Jeg gik i skole sidst i 50´erne og mere end halvdelen af 60´erne. De børn der havde velhavende forældre sad forrest i klassen, husmandsbørn og arbejderbørn sad bagerst i klassen. Min far var kreaturpasser så der var ingen tvivl om hvor min bror og jeg skulle placeres.
Det var ikke god pædagogik, men det var tingenes selvfølgelige orden.
Jeg sad bagerst sammen med andre fattige børn. Vi blev sjældent spurgt om noget og skete det endeligt og vi ikke kunne svare, hvad vi oftest ikke kunne, blev der uddelt øretæver. Eller vi blev mobbet af læren på grund af vores slidte tøj, udseende eller hvilke ondskabsfuldheder han kunne finde på.
Vi lærte hurtigt i skolen, som på de første arbejdspladser, kæft trit og retning. Det betød, at vi skulle holde vores mund, og kun tale, når vi blev spurgt. Vi havde bare at gøre, hvad der blev sagt. Vi skulle ikke spørge om hvorfor, vi skulle bare gøre det. Men, som det i dag er normalt at sige til børn med et fremmed efternavn at de “ikke er gode nok” på samme måde var det med os. Nogle ville ikke i længden finde sig i det.
Allerede dengang startede min oprørestrang.
Første år jeg arbejdede hos Guldager mødte jeg min gamle gymnastiklærer i en svømmehal, hvor jeg skulle måle et anlæg. Han var ansat som bademester. Jeg genkendte ham med det samme og han mig. Jeg syntes han var skrumpet noget med årene der var gået, men i virkeligheden var det mig der ikke længere var en lille knægt, som han kun give øretæver.
– Kan du huske dengang, du gav mig øretæver, sagde jeg
– Øh, hvad mener du?
Nu er jeg jo en fredelig mand så det hele endte med vi fik en snak om gamle dage, men mon ikke han skulle kikke efter i underbukserne da jeg var gået.
Jeg og andre børn af fattige forældre blev placeret i kategorien af dem der var opgivet på forhånd. At nogle af os kunne langt mere og var klogere end flere af de velstillede forældres børn talte ikke med. Vi havde jo ikke forældre, der interesserede sig for vores skolegang, som kunne protesterer. De var vel også ligeglade når det kom til stykket.
At vi ikke hjemmefra havde fået nogen form for opdragelse og ikke anede hvordan man skulle opføre sig var nok med til at give os denne placering.
I det hele taget blev der aldrig stillet nogen krav til os børn i min barndom. Ingen fortalte os fx hvornår vi skulle være hjemme eller interesserede sig for hvor vi gik. Vi lærte selv, helt fra små at styre vores eget liv.
Den “gamles hovedbeskæftigelse ” når han ikke passede kreaturer eller senere arbejdede på en fabrik var tips og duer. Under krigen slog han sekseren op, men det er en anden historie.
Hver søndag gennemgik han stakken af tipskuponer. Når han en gang imellem vandt “den store gevinst”, der dog var brøkdele af det han havde spillet for var der glæde i det lille hjem. Ugen efter blev der derfor mulighed for at spille et endnu større system.
Det var nu ikke kun tips han brugte sine penge på. Brevduerne havde en stor plads i hans hjerte. Især var der en due som hed Bamselejse, der var det helt store i mange sæsoner. Den due vandt han mange penge på og tabte endnu flere når duen ikke havde medvind.
Det var ikke så lige til at spille på duer. Der var noget med vindretninger og skov og vand. Duer flyver ikke gerne over skov og vand på grund af duehøge, så det kunne blive en længere flyvetur. Men alt dette var far naturligvis inde i. Der blev brugt mange timer med at studere ruten og ofte blev ruten kørt på knallert inden løbet.
Jeg husker engang, da vi boede i Holbæk. Vi flyttede ret tit. Når bønderne solgte køerne fandt den gamle en ny bonde der havde køer. Da min ældste bror foreslog ham at tage arbejde på en fabrik råbte han og skreg som en sindssyg “
– jeg kan ikke kaste mig ud i det uvisse”.
Duetotalisatoren ventede og han kunne ikke starte knallerten og duetotalisatoren i Roskilde lukkede klokken 16, køerne skulle malkes klokken 17, så manden havde travlt. Han løb ned af vejen med knallerten og råbte:
– “Det gælder liv eller død”, men lige meget hjalp det. Han forsøgte at blaffe, men han så alt for vild ud, så ingen turde stoppe og tage ham med. Den uge blev der ikke spillet på Bamselejse som naturligvis vandt.
Studier viser at kommunikationen mellem hjerneområder er svækket hos mennesker, der lider af ludomani. Det indikerer, at lidelsen snarere skyldes en afvigelse i hjernen end en svag karakter.
Tja, Hvorfor drikker Jeppe? Eller hvorfor spiller Gunnar?
Når duer og tips havde fået deres penge var der ikke meget tilbage. Han styrede jo selv økonomien i det lille hjem. Mors løn blev udbetalt til ham. At vi ikke sultede ihjel skyldes det faktum at landarbejdere havde både bolig og have som en del af jobbet. Mælk fik de på gården og de fleste grøntsager dyrkede vi selv. Det var ikke altid vi fik kød, med set i bakspejlet er det nu ikke så usundt endda. Og den dag i dag er det jo min livsstil at undvære kød, men det er en anden historie.
Nu skal man ikke tro at vi hader vores forældre fordi vi var fattige og alle pengene blev spillet op. Vi anede jo ikke, at det ikke skulle være sådan. Vi troede at det var normalt og andre bare var mere heldige end os. Senere i livet var det mig der samlede due Gunnar op når han var faldet, og ryggen ikke kunne mere. Slid og slæb gennem et langt liv er ikke noget man bliver gammel af.
Jo mere du ved, jo længere vil du drive det
På trods af min manglende erfaring og viden gik jeg efter skoletiden, som efter Gunnars valg var alt for kort, og som tidligere mine ældre søskende, ud i verden med oprejst pande klar til de udfordringer der måtte komme og uanset hvor jeg gik, var det med hele mit hjerte.
Jeg fik jeg at vide, at de mænd der befandt sig oppe på rangstigen vidste hvad de gjorde. Man sagde til mig: “Husk, jo mere du ved, jo længere vil du drive det.
Jeg fandt hurtigt ud af at dette ikke var helt rigtigt. Det er nemlig ikke kun viden der får dig op på toppen af rangstien. Gode forbindelser, bedrag, løgn og rige forældre er langt vigtigere. Og derfor er mange folk højere oppe i hierarkiet, nået videre end deres evner kunne bære. Dem der har forfremmet dem derop, vil naturligvis ikke indrømme deres fejl og uanset hvor mange gange de handler på en måde, så opvakte personer kan se at grænserne for vedkommendes talent er blevet passeret, har det sjældent den konsekvens, at yderligere fremgang ophører. Og langt mindre at deres handlinger bliver afsløret.
Et af de første job jeg havde var på Laurits Knudsen, en fabrik hvor man lavede stikkontakter.
Jeg arbejde på lager sammen med to andre. Det var også mig, der som sidst ankomne og den yngste fik alt det hårde arbejde. De to andre brugte det meste af tiden med at drikke øl og diskuterer verdenssituationen.
Den ene, John hed han var eksistensidealist fordi han engang havde læst noget af Søren Kirkegaard. Den anden, Samuel var kommunist, tidligere KZ fange under krigen og nu rød tillidsmand.
Ingen tvivl om at de to retninger påvirkende en ung mand som mig.
John, eksistensidealisten rablede de samme sætninger fra “Enten Eller”, dag efter dag.
“Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil også fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele.”
Når man så hans kone var jeg ikke i tvivl om hvorfor han remsede denne sætning hele tiden.
Det var sikkert det eneste han kendte fra Søren Kirkegaard, men han gentog det så tit at jeg efterhånden kunne det udenad.
Samuel, kommunisten derimod var godt skolet, han havde været i Sovjetunionen på skole og var vel det man kalder en ægte stalinist. Vi havde mange spændende og dybsindige samtaler om den materialistiske historieopfattelse og merværdi. Jeg tror de færreste overhovedet aner hvad merværdi er i dag, men kort fortalt er det de penge som kapitalisten stopper i lommen, når produktionsomkostninger og salgspris trækkes fra hinanden.Vi er vel under den samme kappe, sagde han ofte til mig
Det var i de år hvor man på de københavnske husmure kunne se teksten “Tak Kina”, Under Mao Zedong blev den første kinesiske satellit opsendt i 1970
Muligvis svarede jeg og hev Mao´es den lille røde op af lommen og gav ham mit ynglings citat.
-Vi kommunister må ikke ringeagte dem der er politisk tilbagestående, vi skal derimod hjælpe dem frem til den rette opfattelse….
– Det behøver jeg ikke en bog for at vide, sagde han surt til mig..
Når der et par gange om dagen kom produkter fra produktionshallen var det mig der måtte pakke det i kasser. De to andre havde ikke tid for der var altid et eller andet problem der skulle diskuteres og løses før de kunne gå igang med det de var ansat til. Der skulle også lige drikkes en masse øller eller sort kaffe med snaps.
-Du er ung og frisk, sagde de til mig – det er en fordel at du får brugt kroppen. Det tog nu sjældent mere end et par timer om dagen så der var tid nok.
Forvalteren kom forbi en gang imellem, men han sagde aldrig noget. Bare kasserne kom ud til aftalt tid var han fuldstændig ligeglad med hvordan og hvem der sørgede for det. Jeg mødte ham iøvrigt nogle år senere, hvor han var blevet jaget på porten på grund af tyveri og svindel. Den slags chefer har jeg mødt mange af gennem mit arbejdsliv. Chefer der ikke kun er uhæderlige men også for længst er nået til niveauet for deres egen inkompetence. Ja det er vel nærmest mere reglen en undtagelsen. Men der er naturligvis undtagelser.
Det var nogle skønne år og på trods af den meget fritid dagen lang. Jeg nåede at arbejde der i lidt over 4 år inden jeg syntes jeg ville prøve noget nyt og livets dør stod jo åben for mig.
I morgen skal du arbejde i Norge
Jeg var med til at bygge broen ved Bispeengen først i halvfjerdserne. Det er nu flot sagt at jeg var med for min opgave var ret beskeden. Jeg arbejdede som jernbinder, hvilket gik ud på at binde jernet sammen inde i broen, inden det blev fyldt op med beton.
Jeg var sgu ret nervøs da jeg mødte første dag. Arbejdet foregik i 5-10 meters højde og vejen derop var op ad en stige. Men da man først var kommet op blev det hurtigt en vane at se det sådan lidt fra oven.
Efter nogle måneder var arbejdet slut og de fleste blev fyret, hvilket var meget normalt for jord og betonarbejdere dengang.
Jeg havde også regnet med jeg skulle til at finde noget andet men formanden sagde til mig:
-I morgen skal du arbejde i Norge så gå hjem og pak kufferten.
-Hvor længe
-Aner det ikke?!
Hvorfor det lige var mig der fik lov at blive ved jeg ikke, men måske hænger det sammen med at jeg kom hver dag, hvilket ikke var normalt dengang.
Norge er et fantastisk land og jeg har været der af flere omgange, først og midt i halvfjerdserne.
Jeg arbejdede på noget de kaldte Eccofisk. Det var en kæmpe betonbeholder, der blev støbt i fjorden ved Stavanger. Herefter blev den fragtet ud til Norges oliefelter i nordsøen.
Jeg fandt aldrig helt ud af hvad mine arbejdsopgaver var. Vi var 5 danskere der var sendt derop.
Hvor vi skulle bistå den franske entreprenør med spænding af betonelementer, hvor vores firma var eksperter.
Det var en arbejdsplads med mange hundrede ansatte fra mange lande. Men på en eller anden måde var det som om der manglede lidt styring. Der var ingen der fortalte os hvad vi skulle lave så vi rendte bare rundt på platformen og forsøgte at holde varmen for det var hundekoldt.
Det var 3 holdsskift og især om natten var det lidt anstrengende.
Nordmændene havde stærk saftevand med, hvilket hjalp med til at man kunne holde varmen.
Underligt så mange arbejdspladser hvor jeg af en eller anden grund havner og bare driver den af. Til en fed hyre naturligvis. Da vi nåede marts blev jeg nød til at rejse hjem da jeg skulle på en allerede bestilt ferie i Sovjetunionen og derefter ind og være soldat. Da jeg vente tilbage nogle år senere var intet ændret.
Jeg mødte en masse mennesker ved alt det rejseri, men mistede også kontakten med mange jeg kendte. Når man pludselig var væk så var vennerne det også tit, når man vendte tilbage.
Der var penge nok i det olieeventyr..
Fortæl alt om dine tidligere kollegaer
På mine forskellige arbejdspladser har jeg mødt mange med symptomer som kendetegner en psykopat. Danske arbejdspladser rummer op mod 50.000 psykopater, siges der og her er der tale om fuldblodspsykopater. Dertil kommer dem, der blot har psykopatiske træk og forskellige personlighedsforstyrrelser. De er ofte vanskelige at få øje på og komme af med, og så er de et alvorligt problem for arbejdsmiljøet og produktiviteten. Størstedelen af psykopaterne lever et liv, som udefra ser helt almindeligt ud – de går rundt mellem dig og mig. På samme måde som de døde, der endnu ikke er gået over på den anden side. De er her men kun de færreste kan se dem.
Nogle mener at halvdelen af de skader, der bliver forvoldt i denne verden, skyldes folk med et overdrevet behov for at føle sig betydningsfulde. De har ikke til hensigt at gøre skade, skaden interesserer dem bare ikke, de har ingen fornemmelse for den, de ser den ikke – eller de retfærdiggør den, når den er sket, fordi de er så opslugt af at synes godt om sig selv.
I de mange år jeg arbejdede hos Guldager, har jeg set ledere og medarbejdere komme og gå.
Da jeg selv gik på pension efter 40 års ansættelse, blev jeg opfordret til at fortælle alt om mine snart tidligere kollegaer, nu da jeg jo ikke længere havde noget i klemme, som den nye direktør sagde. Efterfølgende erfarede jeg at andre, der holdt op fik samme tilbud.
Dette blev naturligvis afslået, hvad de fleste sikkert ville, men hvad med fedterøvene og morakkerne bliver de modtaget med åbne arme?
Direktøren blev i øvrigt selv jaget på porten et par år senere, da han ikke formåede at skaffe det overskud som kapitalfonden forventede.
Jeg kunne jo have fortalt om en jeg kendte så godt efter så mange år hos Guldager. Som lille var han en ganske pæn dreng, for pæn ville nogen måske sige. I skolen viste han især en forbløffende evne ud i fysikken og kemiens verden. Men hans største interesse var nok hans sygelige trang til at se nogen lide. Han havde fortalt, at han allerede som barn var lidt klejn i det og han fik som regel bank af de større drenge på vej hjem fra skole, men han klarede sig på forbløffende vis ved list i mange tilfælde. Når han fik tæsk og buksevand afreagerede han, når han kom hjem, ved at hive vingerne af en flue. Han kunne sidde i timevis og betragte dens vingeløse krop der vred sig i kramper. Dette var en skavank, som ingen bemærkede.
Han arbejdede som regel lidt længere end alle de andre. Det gav ham muligheder for at gå rundt og snuse på de andre medarbejders skriveborde og i deres papirkurve. Når man ikke er egnet til sit arbejde må man skaffe sig fordele på andre måder. Hvornår han startede i virksomheden husker jeg ikke men det var mange år efter mig. Nej jeg fortalte ikke om ham, den nye ledelse havde fortjent ham. Der gik dog kun kort tid før kapitalfonden også smed ham på porten.
De første år jeg var ansat hos Guldager havde vi en ingeniør, tekniker eller sælger, eller noget i den retning. Otto var utrolig gavmild når vi var i byen på vores rejser. Der blev givet drinks til alle og det var ikke kun kollegaerne fra fabrikken, men hele værtshuset. Betalingen foregik med firmaets check. Det forlyder at direktøren havde store problemer med at få ham til at forstå hvad han skulle betale og hvad der var fabrikkens andel.
Han levede livet for fuld udblæsning. Han var høj og tynd, havde sit væsen med sig, var venlig og havde blink i øjet.
På grund af vellevned var han ikke køn, men kvinderne hang på ryggen af ham. Nok ikke på grund af hans udseende, men som nævnt var han meget generøs.
Det endte som regel med han blev rullet og måtte låne penge af os andre.
En aften han var ret så bedugget skulle han på toilettet, men han var bange for at blive rullet. Derfor gik han ind på dametoilettet.
Han mente, at han var kommet derind for at tisse. Det var han ikke, blev han klar over, da han pludselig sked i bukserne. Der sker mærklige ting når sprutten stiger til hovedet.
Han forsøgte at skylle underbukser ud i toilettet. Det kunne han ikke. Underbukserne stoppede toilettet, så vandet løb over og skyllede ud under døren. Han opgav. Trak sine bukser på, lynede dem så langt op han kunne.
Da han senere kom hjem til konen havde han glemt at han ikke havde nogle underbukser på. Jeg fandt aldrig ud af hvordan han klarede sig ud af den sag.
Han var nu ikke den eneste direktøren havde problemer med når det handlede om penge, der var også andre der havde fundet på fiduser.
– Man stjæler ikke fra sin gamle mor, sagde direktøren dengang.
Årsagen var den simple at nogle værkstedsfolk havde fundet en god fidus. Alle anoder blev klippet 10 centimeter kortere end det fremgik af tegningen. Derved blev der nogle kilo aluminium i overskud, der røg direkte til produkthandleren.
Herudover var det ikke altid kun gammelt og brugt aluminium som montørerne solgte samme sted. Det blev opdaget men da det var blevet en kutyme gennem mange år blev det kun takseret til en advarsel.
8 Havskum på en arbejdsdag
Det var ikke meget anderledes dengang jeg havde et job i Frelsens hær. Jeg skulle tømme dødsboer og hente møbler og andet ragelse som folk i deres godhed gav til hæren.
Da jeg blev ansat sagde kørselschefen til mig. Hvis du drikker en øl får du en advarsel og hvis du drikker en mere, og det er lige meget om der er tre måneder imellem, så bliver du fyret!
Og han fortsatte
-Lønnen er ikke andet end almisser men til gengæld er Jesus med dig.
Min tildelte makker blev kaldt Gokke, han drak 8 Havskum på en arbejdsdag og vel lige så meget efter fyraften. Jeg ved ikke om det stadig er muligt at købe Havskum, men det var en stærk øl af porter typen. Af uransaglige årsager havde han ikke noget kørekort længere. Han var blevet dømt på indicier, fortalte han. Han lå og sov med alt tøjet på og bilnøglerne i lommen da han blev vækket i sin brandert af politiet. Hans bil var banket ind i et vejtræ ude på vejen og motoren var stadig varm. Men det var naturligvis ikke ham, der havde kørte bilen fortalte han mig.
Vi havde fået en liste med steder, hvor vi skulle hente møbler og hvad folk ellers ville give til organisationen. Gokke, der havde været flere år i hæren, styrede ruten. Vi startede med at køre på “den døde høne” et værtshus eller cafe, eller hvordan man nu så på det. Det viste sig at alle de andre i kørselsafdelingen også var her da vi ankom.
Der blev vi 2 timer. Der var en spilleautomat, som de alle var meget interesseret i. Kvinden der ejede “den døde høne” udbetalte nemlig kontanter for de point de havde opnået.
Jeg var faktisk lidt urolig, havde jo regnet med at jeg var ansat for at udføre et stykke arbejde. Men mine protester overhørte de. Efter et par timer kørte vi så endelig ud på vores første sted. Her hentede vi nogle gamle møbler og vi nåede at hente 3-4 steder mere inden min makker dirigerede mig hen til “den døde høne” igen. De andre kom også lidt efter lidt. Her gik der så et par timer mere og det endte jo med, vi måtte arbejde over for at nå dagens besøg. Naturligvis til overtidsbetaling.
Nogle af møblerne forsvandt på mystisk vis fra læsset da vi opholdte os på kaffebaren. Jeg fandt senere ud af at Gokke havde en aftale med en klunser og havde en lille ekstra fortjeneste her. Næste morgen læssede vi af på lageret og her erfarede jeg, at der igen blev der sorteret fra. Denne gang til de frivillige og de ansatte. Kun en lille del af de ting, som folk i deres godtroenhed gav væk gik til velgørende formål.
Gokke havde i øvrigt to brødre.- Begge to driftige forretningsfolk. Den ene solgte ting fra Brugsen eller andre forretninger på bestilling, til alle i Sydhavnen som han kendte. Der var fast pris, 50% af det der stod på prismærket. Hans metoder var enkle. Han gik ind i Brugsen eller hvor det nu var varen befandt sig. Tog varen og gik igennem kassen uden at betale. Hvis de løb efter ham, hvad de ofte ikke nåede, smed han bare varen.
Den anden bror tog sig af øretæver på bestilling. Han var så glad for at slås at prisen for at uddele øretæver kun var et par guldbajer.
Det var ikke altid brødrene var til at få fat i da de ofte sad i fængsel.
Jeg mødte Gokke nogle år efter jeg var begyndt hos Guldager. Han kørte rundt på en budcykel og klunsede. Kørekortet var opgivet for evigt.
Bekendtskab og kærlighed
Det var ikke meget anderledes da jeg fik et job som nattevægter på vægtergården i København. Mens vagtmesteren havde travlt med at sidde hjemme på vagtcentralen havde hans folk travlt ude hos kunderne. Travlt med at se hvad der var i køleskabet eller få en time eller to på øjet på kundens sofa. Hvis de da ikke havde travlt med at se hvad der var i skuffer og skabe. Ofte var både lommerne og maven fyldte når vagten forlod kunden.
En af mine vægterkollegaer var lidt underligt. Af en eller anden grund blev han kaldt “sorte laksko”. Han ville ikke rigtigt ud med hvor han boede men jeg fandt ud af at han boede på hotel, hvor han fortalte, at han var handelsrejsende og altid på farten.
Når finanserne tillod det boede han altid på Scandia hoteller. Men for tiden boede han på et dårligt hotel i Istedgade. Han havde ikke råd til at flytte til et andet hotel for det var småt med finanserne, fortalte han. Det var længe siden han havde haft penge og dem han havde “lånt” fra sit sidste bekendtskab var næsten brugt op.
Men alt dette er midlertidigt, sagde han til mig, idet han startede bagfra på avisen i en af vores lange hvilepauser. Dér på en af de sidste sider stod hans annonce:
-Yngre forretningsmand, sporty livsnyder, netop hjemkommet fra Det fjerne Østen, søger uafhængig Lady til varigt fællesskab på højt plan. Giv os en chance, skriv straks til billet mrk. X-2913. Dengang var der ikke noget der hed Facebook eller computere i det hele taget.
Han lå slapt hen over stolen i vores vagtlokale i Baltica, et forsikringsselskab i Bredgade og læste med hurtige trænede øjne gennem resten af spalten.
-“Ærligt venskab, udflugter på delebasis…” Ikke med mig, sagde han
-”Fattig men kærlig….” Vorherre bevares.
-Unge ven, sagde han, kvinder og især de lidt ældre vil bedrages, de betaler gerne for mine ydelser.
I gamle dage ville man have kaldt ham ægteskabssvindler. Tiderne havde gjort det nemmere. Ægteskab var noget, der sjældent blev talt om mellem ham og hans ofre. Bekendtskab og kærlighed
– eller hvad de nu bildte sig ind at det var
– og så værdierne op af skufferne, kvindens underskrift på en fuldmagt eller hvordan det nu lod sig gøre.
-Er der aldrig nogen kvinder som du ikke har taget for penge, spurgte jeg?
-Jo, kvinden man kan se fra loftsvinduet på Østre Landsret, svarede han og fortsatte – hun ville have mine penge.
Østre Landsret var en bevogtning vi havde på vores rute. Et tilsyn efter klokken 02.30 hver nat. Det tog som regel en time til halvanden at gå bygningen igennem. Ret uhyggeligt sted med dystre malerier på gangene. Et sted jeg ikke på daværende tidspunkt var klar over at jeg ville tilbringe mange timer i, senere i livet.
-Som jeg husker det ligger de vinduer helt oppe under loftet, der kan du sgu da ikke komme op, sagde jeg.
-ingen problem, svarede “sorte laksko”, du kravler bare hen over nogle bjælker så kan du se ud af vinduet, og det er ulejligheden værd.
Det måtte naturligvis prøves da vi senere på natten skulle føre tilsyn omtalte sted.
Vi startede ruten i kælderen, nede ved fængselscellerne. Ikke fordi der sad nogle fanger for de blev kun brugt i åbningstiden, men de kunne jo have glemt en morder eller andet afskum dernede.
Oppe på loftet hang der en nøgle inden for døren. Vi gik jo rundt med et ur hvor der skulle drejes en del nøgler med forskellige numre, så det kunne bevises vi havde været der.
Jeg kom nu sjældent derop, havde lige som flere andre for længst opdaget hvor der var gemt en nøgle med samme nummer. Naturligvis nede i stuen.
Vi havde en kollega, der havde en ekstra taske med samtlige nøglenumre. Han sad på et værtshus i Algade hele natten og drejede nøgler.
En nat brændte en bygning hvor han havde været ifølge nøglerne og så var den fidus ødelagt.
Han blev ikke fyret, for han var engang blevet stukket ned af nogle indbrudstyve. Det betød at man var fredet.
Oppe på loftet fik jeg anvist ruten op af stolperne og kravlen hen over bjælken. Det var med livet som indsats, men med lidt øvelse var det ikke svært.
Allerede ved første kik på vinduet overfor bemærkede jeg den nøgne kvinde.
Hun var i færd med at lægge nyt sengetøj på sengen, da jeg fik øje på hende. Hun var afrikaner, tror jeg, hun var i hvert fald meget brun.
Jeg ville først ikke glo, men hun kunne jo selvfølgelig bare trække gardinet for, hvis hun havde noget imod det. Men måske kunne hun ikke forestille sig en lurer fra det lille tagvindue overfor.
Hun forsvandt ind i rummet ved siden af, hvor persiennerne var lukkede, så jeg ikke længere kunne se hende
-Der kommer nok en anden gang, tænkte jeg ved mig selv.
Vi sluttede naturligvis besøget af i kantinen hvor vi fik os nogle øller inden vi skulle på næste bevogtning.
“Sorte laksko” havde en eller anden forkærlighed for hospitaler. Af og til tog han en hvid kittel på og vandrede rundt på hospitalernes gange. Han havde stjålet et navneskilt så det så meget troværdigt ud. Med stetoskop i lommerne og en vigtig mine jagtede han sygeplejeelever eller hvad han nu kunne finde.
Når finanserne var små fandt han ofte en tom hospitalsseng, hvor han kunne overnatte.
Rendte han ikke rund med hvid kittel sørgede han for at blive indlagt. Han var den fødte hypokonder og kendte alle symptomerne på alverdens sygdomme.
-Det er ret nemt at blive indlagt sagde han til mig.
-Du smider dig på fortovet foran en telefonboks og jamrer og stønner som en gal. Før eller siden kommer der nogen forbi, som ringer efter en ambulance.
-Når du er kørt ind på hospitalet fortsætter du naturligvis dine klager og det ender med du bliver indlagt natten over til observation.
-Når freden har lagt sig og du har fået din seng kræver du naturligvis mad, sluttede han.
Det gik nu ikke altid som planlagt, og det kostede ham blindtarmen. En overlæge ville ikke høre på hans forsikringer om, han nu havde det bedre. Men som “Sorte laksko” sagde:
-De tager den jo kun en gang.
En dag inde på en hospitalsgang mødte han en høj transvestit, med lange skægstubbe stikkende ud igennem pudderet. “Sorte laksko” kendte ham lidt i forvejen, da han også af og til kom på værtshuset i Algade. Han græd som pisket og Sorte laksko gav ham lov til at græde ud ved hans skulder, fordi hans ven var flyttet tilbage til konen.
Det havde vennen gjort, fordi hans kone havde ringet og fortalt, at Gurli som var hendes mor var død af et eller andet ubestemmeligt.
Konen havde sagt til ham, at nu havde hun ikke mere at leve for, da hendes mor siden fødslen havde været hendes eneste fortrolige ven.
Vennen havde i mange år gået i konens tøj, og hun mente derfor, at han skyldte hende at være ved hendes side i den svære tid efter morens død og endeligt.
”Tranvisitten var utrøstelig og han havde flæbet, at det var svært at være til, når vennen holdt mere af en gammel kone en af ham.
Da tranvisitten begyndt at tage Sorte laksko mellem benene sluttede festen med et kæmpe blåt øje til tranvisitten, der heldigvis ikke havde langt til skadestuen.
“Sorte laksko” havde mange fiduser som han ville have mig med i, men af en eller anden grund stolede jeg ikke på ham.
Jeg har nu godt nok fået taget min blindtarm, men det var nu min egen læge der fandt på det.
Sidst jeg hørte om “Sorte laksko” var at han sad i fængsel. Han havde vist kastet sig over mere end han kunne klare med en dommers kone. Og det endte med at dommeren fik ham kastet i “hullet”.
Jeg skubbede jo kun lidt til ham
At sende folk i fængsel var ikke ukendt for mig. Hæderlig og ærlig som jeg var blev jeg udpeget til domsmand i Østre Landsret.
Det blev en lang og begivenhedsrig tid på 5 år, som domsmand med mange spændende sager om mord, brand, voldtægt, narkohandel og meget mere. I retsvæsenet møder man mange interessante mennesker. Foruden de kriminelle er der jo advokater, politifolk, anklager, dommere og andre domsmænd og mange andre, som er med til at gøre tilværelsen afvekslende og meningsfuld.
En af de første sager var en voldsmand der var tiltalt for at have gennemtæsket sin nabo. Årsagen var angiveligt at han havde råbt “Smatso” efter hans kone, hvad hun formentlig også var, men det er jo en anden historie.
Ingen tvivl om at naboen var en utiltalende person, Grim i sproget, dranker og en bums men det berettiger jo ikke nogen til at slå ham til plukfisk.
Voldsmanden, der var autoforhandler, gik over til naboen og bankede ham gul og blå. Da hjemmehjælperen kom lidt efter lå han på gulvet og var smadret til ukendelighed. På skadestuen konstaterede de at han havde brækket armen, næsen og adskillige ribben. Han måtte ligge på hospitalet i længere tid før han kom sig sådan nogenlunde.
-Det var ikke mig, sagde automekanikeren og fortsatte
-han væltede på cykel inden jeg kom. Og alt andet lige så skubbede jeg jo kun lidt til ham, var det ikke faldet på cyklen så det må være nogle andre der kom på besøg efter mig.
Han kunne i øvrigt ikke forstå hvorfor politiet altid var efter ham. Gang på gang har de været efter ham og alle de voldsdomme han har haft har alle været justitsmord.
Han fik 4 måneder ubetinget i skyggen.
Hvis alle forbrydere og tyveknægte blev opdaget og spæret inde var der ikke mange til at opretholde samfundet. Men jeg kunne nu godt have ønsket en anden skæbne til “øksemorderens offer” fra Rude skov, der stjal mine sko.
Jeg have en overgang et job på en Højgaard & Schultz, en betonelement fabrik i Herlev. Det var et ret beskidt arbejde der bestod i at rense betonelementer så beklædningen var gummistøvler og regntøj. Da jeg skulle hjem var mine nye sko væk og jeg måtte tage hjem i gummistøvler.
Næste dag i frokostpausen, slog jeg på glasset med det resultat, at der blev helt stille
-Der er en der har stjålet mine sko, brune, størrelse 47 og i er alle under mistanke, sagde jeg og satte mig ned igen.
Lidt efter kom der straks nogle meddelere. De havde set “øksemorderens offer”, hvad han naturligvis ikke var på det tidspunkt, tage mine sko. Han mødte på aftenholdet der startede klokken 15.
Klokken 15 ventede vi på ham, tillidsmanden, værkføren, overformanden og mig.
Tillidsmanden havde i øvrigt en god fidus, med de døde duer. Der var anderledes duer end dem min gamle far spillede på i min barndom. Her trak man dues nummer op af en hat, og dem der havde de rigtige numre vand præmien. Der var mange der undrede sig over at det altid var en fra bestyrelsen, der vandt.
Fidusen var ligetil og blev lige som alle andre forbryderiske handlinger afsløret.
De numre der skulle trækkes op, var varmet op med en svejseflamme så de var lette at finde.
Øksemorderens offer gloede på os.
-Har du set mine sko?, sagde jeg til ham
Han blev helt underlig og det var tydeligt at han ikke havde ren samvittighed.
-Jeg fandt nogle sko i skraldespanden sagde han
-Hit med dem, sagde jeg
Han åbnede skabet og jeg fik mine sko.
Nu er jeg jo en tilgivelsens mand og da hans forklaring kunne være rigtigt sluttede sagen her.
Men skæbnen indhentede ham senere i livet.
Du tager altid dine handlinger med dig. De klæber sig til dig og dette kunne være det sidste søm, der afgjorde hans skæbne.
Han var medlem af fronten til Palæstinas befrielse. Viste ofte billeder af sig selv med Kalashnikov og fuld uniform. Egentlig skulle han fyres for han var dårlig til sit arbejde, men ingen ture sige det til ham.
Til sidst fik overformanden den yngste kontorist til at sende ham en fyreseddel. Kort tid herefter blev han fundet i Rude skov. De revolutionære har mange fjender.
Overformanden, Børgesen hed han, var en sjov størrelse. På et tidspunkt hvor jeg arbejdede med en 1 meter høj boremaskine syntes jeg den ikke var helt som den skulle være.
-Der er overgang i det gamle lort, sagde jeg til ham
-Pjat, giv mig den, sagde Børgesen
Et øjeblik efter lå han vandret og spjættede med benene, mens strømme løb igennem ham.
Der var en der hev stikket ud og gav ham hjertemassage. Det var hans held, men det gav meget kritik efterfølgende.
Børgesen var i øvrigt nærig og passede på pengene, der måtte ikke bruges noget på unødvendigt luksus eller gode fiduser som medarbejderne kunne finde på når han vendte ryggen til.
En god fidus
Arbejdseffektiviteten på Løvens Kemiske Fabrik, der var min første arbejdsplads, var anderledes stor. Økonomichefen eller lønningschefen havde fundet en god fidus. Han havde ansat 4 ekstra medarbejdere, der ikke eksisterede. Det var før CPR nummerets tid og dengang hvor pengene blev udbetalt kontant i en lønningspose.
Han gik selv rundt og uddelte lønningsposer til samtlige hundrede ansatte. De 4 ekstra poser røg lige ned i hans egen lomme.
I ferieperioder blev de fire medarbejdere fyret og nye blev ansat efter ferien.
Nemesis er i den græske mytologi gudinden for både retfærdighed og hævn. Hendes vrede er rettet mod menneskernes overtrædelse af den naturlige orden og den arrogance, der er skyld i det.
Dette blev økonomichefens skæbne i form at en akut blindtarm på lønningsdagen.
Pludselig stod hans afløser med fire lønningsposer som ikke havde nogen ejermand og så rullende lavinen.
Abilgaard, ejeren af pille fabrikken havde arvet hele molevitten fra konen hvilket måske var årsag til han var indbildsk og hoven.
En dag han kom kørende i sin Ferrari på pille fabrikkens område mødte han en håndværker med en smøg i munden. Har sprang ud af vognen og råbte mens fråden stod ud af munden på ham:
-Du er fyret, gå hen på lønningskontoret og hent din afregning.
Der havde engang være ild på en af bygningerne og derfor stod der skilte overalt med “tobaksrygning forbudt”.
Økonomichefen, som på daværende tidspunkt ikke var afsløret, ville dog ikke sådan lige umiddelbart udbetale løn til håndværkeren, da han henvendte sig for han var jo overhovedet ikke ansat på pille fabrikken. Han var en fremmed håndværker der var hyret til et bestemt stykke arbejde.
Da økonomichefen ringede til ejeren fik han den besked:
-Når jeg siger han er fyret og skal have sin ugeløn så skal du bare rette dig efter dette.
Måske var det denne sag der gav økonomichefen den fede fidus han praktiserede efterfølgende.
Omme bag ved portvagten havde kørselsforvalteren Benny kontor. Kørselsforvalteren var tidligere politimand. Han sad i Buchenwald under krigen, da politiet blev taget af tyskerne. På trods af meget velvillighed mellem det danske politi og Gestapo var mange af dem alligevel en hæmsko for nazi drengenes arbejde, så de fik en tur sydpå det sidste stykke tid af krigen.
Selv om politifolkene blev bedre behandlet end de fleste i KZ – lejrene, var det en meget ubehagelig oplevelse og cirka 70 politifolk døde. Kort før jul i 1944 blev en gruppe alvorlig syge hentet hjem.
Men alligevel så var de så meget venner, at tyskerne visse steder tilbageholdt Røde Kors pakkerne til de danske betjente.
Historien melder ikke noget om hvorfor han ikke kom tilbage til politiet efter krigen, men gode venner skaffede ham det fede job på pille fabrikken.
Hans hovedopgaver var at sørge for at chaufførerne fik kørt piller ud til folket og passe benzinstanderen, som var placeret uden for kontoret. Der var indført selvbetjening bortset fra når fabrikanten skulle have fyldt Jaguaren op, så kunne han bevæge sin store krop. Det var tydeligt at han tidligere havde båret skrårem og sorte støvler, når han galopperede hen over pladsen.
I et sidelokale til forvalternes kontor holdt vi unge knægte til. Vores opgave var udbringning af pakker og breve samt i øvrigt forfaldne arbejde. Det blev organiseret med hård hånd af forvalteren, der hver gang der blev ringet sendte den næste knægt i rækken ud på en opgave. Det var tit ordinært slidearbejde, rundt omkring på pille fabrikken.
Arkivsekretæren havde en særlig forsmag for at ringe efter os unge knægte. Det var ikke kun tungt arbejde der havde hendes interesse. Men der skulle knokles først. Kasse efter kasse med tunge bøger skulle placeres rundt omkring i arkivet, efter et sindigt system som hun selv havde opfundet. Når det så var klaret gav hun som regel kaffe og kage og mere til. Det var noget af et valg for en ung knægt på 15 for hun var jo en gammel hejre på mindst 40 år.
Vil du have mig, så tag mig, sagde hun…
Ti år senere, hvor jeg var rejsende montør for Guldager var der også damer der var ude efter vores kroppe. Det resulterede af og til i afholdenhed, når der lige var noget der skulle helbredes på klinikken eller hos lægen, der altid havde kritiske spørgsmål.
På klinikken eller hos lægen skulle der udfyldes et skema. De skal vide, hvem montøren har været sammen med, der skal noteres navn og adresse.
-Jeg skal have navn og adresse, sagde lægen
-Jo, hun hedder Marie.
-Øh det er da ikke hele hendes navn. Hvad er hendes rigtige navn?
-Marie! Tror jeg nok, eller det var måske søsteren der hed det!
-De har pligt til at oplyse navn og adresse sagde lægen med en bister mine.
-Hun bor i Viby eller har boet der. Hun kommer kun når der kommer store skibe til havnen. Jeg har hørt, at hun og flere af de andre, rejste hjem for et par dage siden.
-Hjem? Hvor er det?
-Det er i Esbjerg eller Kolding, så vidt jeg da ved.
Hvor i Esbjerg eller Kolding?
Det aner jeg ikke, jeg har kun besøgt hende i Aarhus, eller det var nu hende der besøgte mig på værelserne jeg og andre montører boede på. De var faktisk med også og der var også andre damer.
-jeg skal have navn og adresse på de pågældende.
-jeg kan da ikke lige huske hvem af de andre der var med lige der
-Altid det samme svar fra jer. Enten skal I holde jer fra de kvinder, eller også skal I bruge et præservativ
-Det plejer jeg også at gøre, men kunne ikke lige finde et der ikke var brugt. Jeg var heller ikke helt ædru. Og hun stjal også alle mine penge.
Problemet, som nogle nok syntes det var, blev løst af sig selv nogle år senere da rejserne blev erstattet af en Jyllands afdeling.
Gule fagforeninger
Hos Guldager var driftsresultatet sidst i 70´erne utilfredsstillende.
“De væsentlige årsager ligger i, at der har været mere sygdom end sædvanligt,” skrev direktøren i personalebladet, “hvilket dels har medført en ringere indtjening end budgetteret, dels højere lønomkostninger. Øget konkurrence omkring salg og service på nyopdukkede firmaer skærper kravene til virksomhedens spare evne og arbejdsindsats. Næste år er det derfor nødvendigt at virksomheden indtjener den tabte egenkapital.”
Sikkerheden for udekørende var stort set ikke eksisterende i starten af disse år, hvilket have indflydelse på den øgede sygdom. Der var asbest på de fleste anlæg, uden der blev taget højde for dette. Først da pædagogerne rundt omkring i landet begyndte at protesterer over den langt mindre asbest der dryssede fra lofterne, blev medarbejderne opmærksomme på det var et problem. Der blev naturligvis stillet krav om ordentlige sikkerhedsforhold overfor en meget modvillig teknisk direktør. Han forsøgte alle mulige krumspring b.la. skulle montøren ringe hjem til fabrikken, til ham personligt for at aflyse et asbestanlæg. Men sammenholdet blandet montørerne var meget stærkt på det tidspunkt. Alle var medlem af “Blik og rør”, gule fagforeninger blev ikke accepteret. Og med trussel om arbejdsnedlæggelse og Arbejdstilsynet, måtte firmaet give sig. Dette blev dog aldrig glemt og der blev båret nag til montørerne mange år fremover.
Foruden asbesten var der adskillige led og knæskader grundet den meget kravler i beholdere. Ledelsens svar var kort og godt. Find et andet arbejde.
Mange år efter blev det stærke og gode sammenhold blandt montørerne ødelagt. Om det var tiderne der ændrede sig eller hvad ved jeg, men sammenholdet forsvandt. I sin tid var alle ansat til samme løn og arbejdsforhold og vi accepterede ikke “skruebrækkere”.
I dag er mange medlem af “gule” fagforeninger, hvis de i det hele taget er medlem. Det betyder at nye folk bliver ansat på timeløn til væsentlige lavere løn. Undrer mig det kunne nå dertil.
Der var andre væsentlige årsager der ikke blev nævnt af direktøren. Nyopdukkede firmaer skyldes udelukkende egne fejl og mangler. Skaberen af et af disse, Dansk Elektrolyse, havde været tekniker på fabrikken, men læste efterfølgende til ingeniør. Da han ville tilbage til fabrikken var han jo dygtigere end alle de andre og det går jo ikke.
Dette er en egenskab der hænger ved fabrikken også i disse år. Jante har ikke levet forgæves.
“ Et andet forhold, der påvirker driftsresultatet, er naturligvis en større arbejdseffektivitet, skrev direktøren. For kontorpersonalet vil det her især dreje sig om, at man bruger lidt mindre tid på “udenomssnak” o.l. til fordel for at få et stykke arbejde fra hånden i en fart. For udekørende er det mere end nogensinde nødvendigt, at man lægger vægt på at udføre et godt stykke arbejde, så kunden bliver tilfreds. Når vi er dyrere end vore konkurrenter, er det fordi vi satser på et bedre produkt og en bedre service. Der skal imidlertid ikke mange utilfredse kunder til at standse vores førende position på markedet.”
Et forhold der har ændret sig meget de følgende år.
På værkstedet blev effektiviteten løst med “værkstedsbåndet”, som var en bånd hvor der var optaget larm fra maskinerne. Under de ofte meget lange pauser, blev værkstedsbåndet startet og alle troede der blev knoklet på livet løs.
Vi var ret heldige os der var ansat hos Guldager i 80´ erne. På grund af servicekontrakterne var der brug for folk i et årti hvor der ellers var stigende arbejdsløshed.
Nogle år før jeg startede hos Guldager var der ikke de store problemer med arbejdsløshed. Kunne du ikke li værkførerne gik du bare over på den anden side af gaden for at få et job. Dengang blev der ikke spurgt om hvilken uddannelse du have men hvad du kunne. Noget man godt kunne bruge i dag. Hvor de unge mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet og tror de er verdensmestre og skal være chefer, for det har deres forældre fortalt dem.
Mange af dem får en grim oplevelse. Sådan var det ikke med os fra arbejderhjem i 60 og 70´ erne, vi havde lært at klare os selv, også på en fabrik med hårdt arbejde.
I dag er det de ufaglærte job der forsvinder. De ufaglærtes vilkår bliver stadig dårligere. Men ingen kæmper imod, for fagbevægelsen er selvtilfreds, solidariteten er væk, og arbejderne har travlt med at debattere frikadeller og muslimer. De er hoppet på mediernes limpind og stemmer på Venstre eller Dansk Folkeparti. De fatter ikke at disse partier vil alt andet end det bedste for almindelige lønmodtagere. Og samtidig gnider “den kreative klasse” sig i hænderne over lønmodtagernes dumhed.
Folk der stemmer Dansk folkeparti er ikke, som mange venstreorienterede går og tror, kun pensionister, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere eller andre syge og svage grupper i samfundet.
DF-vælgerne er fortørnede arbejdere og andre som har ondt i røven over at de svageste i samfundet får hjælp. DF-vælgerne gider ikke velfærd. Dette gælder også socialdemokratiet efter de har hægtet sig på Dansk Folkeparti.
Det er, som om fagbevægelsen har forladt os. De gode arbejdsforhold, vi normalt bryster os af i Danmark, hviler på mere end 100 års faglig kamp, men i dag synes der langt fra toppen af fagbevægelsen og ud til medlemmerne.
Mange er endda ikke medlem af en fagforening og er de medlem så er den “gul”. De fatter simpelthen ikke forskellen.
Løn for en dag og 45 minutter
I 75 havde fik jeg et job på noget der hed O&N Electric. En dag og 45 minutter inden jeg gik min vej. De havde altid skilt ude ved vejen med besked hvor de søgte folk.
Så jeg fik arbejde med det samme jeg kom forbi. Fandt dog hurtigt ud af at værkføren var småtosset. Det fortalte de andre mig og det viste sig hurtigt at de havde ret. Men lad det ligge, de var for længst nået til niveauet for deres egen inkompetence.
Jeg stod ved en maskine og udstansede hjørner på plader til kaffemaskiner. Da jeg havde lavet den første palle med plader, hvilket tog den første dag, kom værkføreren og sagde det gik for langsomt. Inden jeg nåede at svare var han gået igen. Det sagde han til alle nye, fortalte de andre.
Næste dag kom han for sent eller mødte først 45 minutter efter mig. Det var derfor jeg nåede at være der i 45 minutter. Jeg opdagede nemlig, bag et forhæng, plader til resten af mit liv og det var mange når man nu kun var i begyndelsen af de tyve år.
Da han kom, sagde jeg til ham:
Du han godt sende mit guld for det er en lorte arbejdsplads så jeg stopper nu.
Hvad for noget sagde han, her holder man ikke op af sig selv – du er fyret.
Så fik jeg min løn for en dag og 45 minutter og gik over på den anden side af gaden hvor de søgte folk.
Det var en gummifabrik og formanden blev ved med at spørge mig om jeg havde problemer med ryggen. Det syntes jeg lød lidt for meget af slæbearbejde så gik i stedet ned på jernbanen og købte avisen. Her stod der masser af job for en rask ung mand, der trods vinterkulden gerne ville have et job.
Der var et job i det offentlige. Det måtte jeg prøve.
Jeg udfyldte de specielle formularer, vedlagde de krævede dokumenter og rettede mig uden indvending efter alle de bureaukratiske bestemmelser.
Adskillige uger senere kom min ansøgning retur sammen med alle dokumenterne. Nej, der var ikke noget i vejen med mine papirer; de var korrekt udfyldt; et officielt stempel viste at de var ankommet i god behold. Men i et ledsagende brev stod der: – “De har på ansøgningen skrevet modtageren som staten men imidlertid har amtet overtaget disse arbejdsopgaver. De bedes derfor på ny fremsende dokumenterne til ministeriet under iagttagelse af at modtageren skal være amtet..” Jeg begyndte at få mistanke om at den lokale arbejdsplads ikke havde monopol på inkompetence.
Han stjal is og slik ud af hånden på de små børn
På et tidspunkt fik jeg midt i 70´ erne et job på Psykiatrisk plejehjem i Ballerup. Jeg arbejdede i maskinhuset med forefaldne arbejde.
På plejehjemmet lå der lort alle steder. Personalet havde ikke tid til at komme forbi lige så tit som patienterne sked i bukserne eller på gulvet.
En af de mest spændende patienter var “skakspilleren”. Han lå i spændetrøje det meste af tiden, der spillede han blindskak mod sig selv. De troede han sov, men han var i en verden langt væk. En verden med sorte og hvide brikker i en kamp på liv og død som han gerne fortale om når han kom til sig selv.
Jeg havde nu ikke noget med plejen at gøre. Jeg var som sagt ansat i maskinhuset og kørte rundt i afdelingerne med mad og foretog reparationer af diverse apparater og installationer.
Når skakspilleren var i sine “gode perioder” og derfor var oppegående lurerede han på at stikke af og af og til lykkedes det for ham.
Han rendte altid ned i det nærliggende indkøbscenter, hvor han stjal is og slik ud af hånden på de små børn. Han endte naturligvis på politistationen, hvor vi så kunne køre ned og hente ham.
Det er jo almindelig kendt, at nogle få skakspillere er sindssyge. Igennem tiderne har der været flere af slagsen, der ikke har kunnet begå sig i samfundet, men når de satte sig til et skakbræt vandt de over alt og alle.
Sådan var min ven “skakspilleren”, når jeg ind imellem havde tid fik vi os en god snak. og af og til et parti skak. Jeg har jo selv dyrket skakkunsten og kunne derfor nemmere forstå hans tankegang.
Vi spillede altid blindskak, ingen grund til at sætte brikker op på et bræt, sagde han altid. Vi ved jo hvor de står.
Jeg havde nu lidt svært ved at huske alle brikkers placering hele partiet igennem så derfor var jeg et nemt offer.
Min makker, Knud blev hentet af politiet en dag vi gik og bar vasketøj op fra kælderen. Jeg så ham aldrig igen, det var noget med et pengeskab der blev tømt, men politiet kunne nu godt have ventet til de sidste sække var båret op.
Jeg fik en ny makker.
Hans var ret god til at køre med traktor. Egentlig gik det på skift. Den ene dag kørte du og den næste dag stod du bag på og sørgede for at madvognen kom sikkert over rampen. Men Hans, der var min nye makker, efter Knud fik andet at se til, var så glad for at køre traktoren at han fik lov til det. Nogle skulle jo også snakke med personale og patienter når madvognen blev afleveret og hentet, og den opgave stod bagmanden for.
Det var ikke en uvæsentlig opgave at være bagmand. Der skulle flirtes med sygehjælpere og plejersker. Den gang skulle de naturligvis have et klem og et klask i røven når det bød sig. Og en ung mand midt i tyverne var jo bedst til den slags.
Herudover var der forskellige forsøg der skulle snakkes om. Nogle plejere havde spændende forsøg igang med hospitalsspritten. Der var godt nok tilsat æter men kogte man den først forsvandt det meste. Blandet op med cola kunne det give en kæmpe rus og det var vel meningen med den slags.
De fleste patienter var bæltefikseret så der var et stort forbrug af stiklagner og undertøj som plaskvåde af pis og andet blev smidt ned af en skakt til kælderen, hvor vi slaver så måtte bære dem op. Det kan man sikkert ikke få unge mennesker til i dag. Det gav ellers god motion når bare man holdt sækkene lidt væk fra kroppen og ikke tog stanken så alvorlig.
Senere hos Guldager var det “kalk” -sække der skulle bæres op. Forskellen var ikke så stor.
Men sækkene med gamle underbukser og stiklagner var ikke noget man havde lyst til at snuse nærmere til med mindre man var syg i hovedet. Men det var jo kun urin og lort, ikke lig der lugtede af.
Jesus er med dig alligevel
Stanken fra lig er den værste lugt der findes. Sødligt og rigtigt guf for fluer og mider. I Frelsens hær tømte vi tit dødsboer hvor ejermanden havde ligget død i mange måneder. Ofte var der rester tilbage i madrasser og andet som bedemanden ikke havde fået med.
Et sted på Jagtvej lå der en paryk tilbage under dynen. Da jeg løftede op i den var den helt levende.
I dag er det jo blevet et trend at spise insekter og orme, men de mider og orme der røg ud her tvivler jeg på ret mange vil spise. Det er det samme med ål, de elsker at bore sig ind i lig, strandvaskere. Underligt at nogen vil spise ål. I Jylland kalder de dem i øvrigt bakke ål. Det var hugorme som jyderne slagtede og spise som ål. Det var billigere.
Madrasserne var hullede og fyldt med urin. Kvinden der havde ringet efter os havde en god forklaring:
-Min mor ville købe nye madrasser i Magasin og min far i Daells varehus…
-De kunne ikke blev enige og derfor fik de aldrig købt nye…..
Hos de mennesker der gav deres afdøde slægtninges effekter væk var det ikke alle der gav væk af et godt hjerte. Tit var vi ude for, at møbler var smadret og madrasser flået op, efter arvingernes jagt efter penge.
Hun var flov. Nok ikke over at hun ikke selv for længst havde købt nye til dem, men nok mere over at vi opdagede hvordan det stod til. Men ikke flov nok til bare selv at smide madrasserne ud. Hun kunne jo komme af med dem gratis ved at ringe til os. Mange gange tømte vi dødsboer, hvor folk som nævnt, havde ligget døde mange måneder i deres senge og først da stanken eller mider fik naboerne til at reagerer skete der noget. Som regel blev vi altid tilkaldt for at fjerne det ingen alligevel gad have.
Engang skulle vi tømme en lejlighed, hvor ejeren netop var afgået ved døden. Arvingerne havde forladt stedet. Der var stort set ikke noget tilbage der var intakt. Madrasser var splittet op, i deres jagt efter penge og andre værdier. Vi tømte lejligheden. Det meste blev kørt på lossepladsen og resten blev solgt fra organisationens loppemarked.
Kort tid efter var der en gammel kvinde, der ringede til chefen i Frelsens Hær og fortalte, at hun havde fundet så mange penge i en symaskine som hun gerne ville afleverer. Uheldigvis for Frelsens hær havde kvinden også fortalt det til pressen, der lavede en historie ud af det og var med da hun afleverede de fundne penge. Omkring 80.000 kr.
Arvingerne fik deres penge og jeg lærte, at symaskiner skulle undersøges nøjere inden de blev afleveret i organisationen, så jeg fik æren som den, der afleverede store formuer.
En anden gang rullede der en 25 øre ud af et møbel, som vi skulle have med fra en anden ældre dame. Da den rullede ned på gulvet og hen foran hendes fødder samlede jeg den op og gav hende den. Efter nogen tid blev jeg kaldt ind til organisationens leder der gav mig en check på 250 kr. Denne skulle afleveres til den ærlige medarbejder, som havde afleveret en funden 25 øre.
Jeg fik checken og chefen hængte brevet op i en ramme over sit skrivebord. Den slags breve var man ikke vandt til at modtage. For mig var det en meget fin anbefaling da der en dag manglede et tobaksskab, som vi havde hentet hos en kunde. Dette kendte jeg absolut intet til..
På vores rute, når vi tømte tøjcontainere kom vi af og til forbi KFUM ved Sandholmlejren i Allerød. Jeg kendte stedet godt fra min tid som soldat ved livgarden. Lederen af KFUM var så hellig, at der blev skruet op for lyset på de film der blev vist for soldaterne, når der var lidt bart og kysseri.
På lokummet i kælderen stod der i øvrigt skrevet
-Jeg er en stakkels rekrut med over 300 dage tilbage..
Neden under var der en der havde skrevet:
-Det skal du ikke være ked af kammerat, for Jesus er med dig alligevel og KFUM Mutter er villig når manden er i kirke.
Om det stadig står der ved jeg ikke, nu hvor andre har taget over, men det var en kendt sag at der var noget sandhed i teksten.
Min makker og jeg havde naturligvis udstyret i orden. Vi var jo kun almindelige lønslaver men havde alligevel taget kasketter på med Frelsermærkatet, hvilket gav gratis pølser med brød i kantinen.
De unge ved disken så meget op til Frelsens hær og håbede en dag at komme ind i organisationen.
Og fik en næse nok så lang!
I enhver organisation eller arbejdsplads er der for det meste rigtigt mange gode og skønne arbejdskammerater men der er som regel også et ukollegialt røvhul, hvor kun egne interesser tæller. Hos Guldager var der også nogle stykker og en af dem var værre en de andre. Han opførte sig indsmigrende, viste kritikløs beundring for socialt højerestående personer og samtidig føle sig vigtigere el. finere end andre. Han var godt til at møve sig ind i “såkaldte tillidsposter” hvorfra han kunne manipulerer sine omgivelser. Kunne han stikke de andre på arbejdspladsen og derved opnå fordel var han ikke længe om at føre det ud i livet. På nogle arbejdspladser var der mange af hans slags.
Det lykkedes dem naturligvis kun fordi alt for mange, for længst var nået til niveauet for deres egen inkompetence.
Men uanset hvor han førte sig frem havde kollegaerne for længst afsløret ham. For nemheds skyld siger vi “ham”. Hans falske grin eller måde at indgyde sig på var kendt af alle. Ofte sad han helt alene til de indkaldte møder. Ikke mange gad at bruge tid på ham. De fleste havde gættet hvad han ville sige minutter før han afsluttede sin sætning. Hvad han ellers fik tiden til at gå med viste ingen.
Der var rigtigt meget pseudoarbejde hos Guldager i flere perioder. Unødvendigt arbejde som kun havde til formål at holde folk i beskæftigelse.
Det er almindeligt kendt at tredje generation i et familieforetagende ofte bliver årsag til foretagendes endeligt eller hvad det nu ender med. Dette var også gældende for Guldager som tredie generation solgte til et kapitalforetagende. En af årsagerne til det nåede hertil var ansættelse af nye direktører. Tidligere var det mere beskedne titler som afdelings eller funktionschefer. Men nu skulle det være direktører. Om disse direktører var hældt ud andre steder blev der ikke snakket højt om. Tværtimod blev der hængt opslag op med alle deres bedrifter og her blev det ikke nævnt den slags bagateller. Det blev dog altid afsløret, det er nemt at søge et navn på nettet. Om årsagen til denne pludselige ændring står hen i det uvisse men mange mener ikke det var et klogt valg.
Igennem 40-50 år var medarbejdernes viden årsag til fabrikkens succes. De startede alle som montører, lærte håndværket indefra og de dygtigste af dem kom videre op i systemet og endte helt oppe i direktørstillinger. Dette betød naturligvis at der var vægt bag deres måde at lede firmaet på og den afgørende årsag til firmaets ledende position på markedet. De havde deres viden om produktet også blandt kunderne hvor produktet blev brugt.
At fabrikken alligevel ikke straks gik neden om og hjem med de nye direktører skyldes udelukkende medarbejdere som havde været ansat i mange år. De var ikke som de nye ledere nået til niveauet for deres egen inkompetence, inden de startede deres job. Men det holder jo ikke evigt. Mange vil gå på pension og andre vil finde nye og bedre job og atter andre vil blive arbejdsløse.
Hos Guldager var der en årerække en montør, Finn som vel nok mest var kendt for at have fejlet alverdens sygdomme. Den eneste sygdom, han ikke mente at have var hypokonder, men på den anden side selv en hypokonder kunne blive syg.
Vi andre kunne med fordel spørge Finn, om den skade eller skavank vi nu havde pådraget os kunne give i antal sygedage.
Jeg skar mig engang i hånden på en rusten jernbæring i en beholder ude på Emdrupvej. Jeg smed noget kalk på men det blev sgu ved med at bløde så jeg måtte kravle ud af beholderen og vikle en klud om.
Finn kunne straks fortælle mig at det var meget alvorligt og jeg måtte på skadestuen.
Da jeg kom tilbage viste jeg først min forbundne hånd gennem døren.
-Ved i hvad det betyder, sagde jeg
-Du gjorde det med vilje, sagde Erik
-Det tager mindst 14 dage sagde Finn
Med til historien hører at de 6 beholdere hos Albert ikke var de sjoveste. Dæksel i bunden 4-5 meter høje, med kappe og næsten umulige at køle ned.
-Du kan jo nok forstå, sagde Flemming til Albert, og fortsatte
-Hvis man har dårligt hjerte kan de varme beholdere slå en ihjel.
Det faldt ikke i god jord hos Albert der sagde:
-Nu har jeg passet denne ejendom i 40 år og da jeres direktør var knægt kom hans far her og rensede beholdere.
-Vi har altid startet med en øl og bagefter blev beholderne renset uden problemer, selv om de var lidt varme. Og sådan fortsætter vi, ellers må jeg ringe op og sige at de næste gang skal sende nogle mænd, der kan klare opgaven.
Efterfølgende ringede Albert til den tekniske direktør og brokkede sig over at firmaet sendte folk med hjerteproblemer.
I planlægningen sad en tidligere tekniker, Torben der af mystiske årsager ikke længere kørte ude men nu styrede planlægningen af montører. Et af han største problemer var Finn. Enten var han syg eller også aflyste han det ene anlæg efter det andet.
Hver gang planlæggeren troede at nu fik han ramt på ham, smuttede Finn fra ham.
En dag Finn havde taget røven på ham, skrev jeg på en rapport, som naturligvis blev sendt uden afsender:
-Og katten efter rotten sprang og fik en næse nok så lang!
Meningen var at fortælle Torben at endnu engang havde Finn taget røven på ham.
Det blev totalt misforstået. Det var på samme tid hvor der skete andre ting i firmaet og rapporten røg helt op til direktøren, der var meget vred over de blev betragtet som rotter.
Torben var dog godt klar over hvordan det hang sammen, for det fortalte jeg allerede inden det var nået så langt, men det var åbenbart sjovere at køre videre på misforståelsen.
Men det gav jo så lidt morskab og fornøjelse for dem der ikke havde andet at lave. Det var det rene politik, som man ser i de politiske partier.
Alle 3 medlemmer mødte op
Jeg har prøvet en del i politik. Jeg har været medlem af adskillige partier, ofte flere på samme tid. Dette for at undersøge det politiske klima indefra. Fælles for alle partier er det samme. De vil blæse på medlemmerne. Det handler kun om at fremme egne interesser. Og egne interesser er i den forbindelse magthaverne i partiet.
Lige efter valgt bliver alle de upopulære ting vedtaget, især på lokalt plan. Folkets hukommelse er kort og der er lang tid til næste valg. Det er fuldstændigt lige meget hvilket parti du har stemt på når først de går igang med plattenslagerierne.
De nye hellige er meningsdannerne, politikere, præster, spindoktorer, journalister, mediefolk og andre af den type. Alle er de frelste med de rigtige meninger. Alle dem der aldrig har prøvet, men kun hørt eller læst om det de udtaler sig om. I befolkningen som helhed udgør disse mennesker en meget lille minoritet De prædiker moral, etik og alt det de mener andre burde gøre, uden de dog selv kan leve op til noget af det.
Fælles for mange af de nye hellige er de har indflydelse, eftersom vi lever i et mediesamfund. De er, eller har adgang til medierne og fører sig frem på slap linje i prime time. De har en politisk dagsorden, hvor den eneste klasse de kender er den kreative. De aner intet om klassekamp eller merværdi.
De nye hellige er lige som andre religiøse sekter kun krusninger i den historiske overflade. Og ja, McDonald’s medarbejderen der bare vil være rig og have en fed bil, er mere ærlig.
Det første politiske parti jeg blev medlem af var det Radikale Venstre. Tidligere bevægede jeg mig, uden at være medlem, rundt ude på den yderste venstrefløj hos kommunisterne.
Til en 1. Maj demonstration var Fredensgade besat af nogle slumstormere og anarkister. Dette så betydeligt mere spændende ud end det kommunisterne kunne leverer og jeg samt tæppehandlerens søn, der var min lærling ud i kommunismen, sivede stille og roligt ind til de besatte ejendomme. Det var starten på min anarkistiske tilgang, som jeg har den dag i dag.
Radikale var som nævnt det første politiske parti jeg blev medlem af. Ikke fordi jeg på nogen måde kendte noget til deres politik, bortset fra deres humanistiske indstilling som jeg var enig med dem i.
Men jeg havde besluttet mig til at forsøge at komme i byrådet i Frederiksværk. At det blev det radikale venstre jeg valgte, skyldes udelukkende at det skulle være et parti der stort set ikke eksisterede i Frederiksværk så jeg ikke skulle kæmpe om pladserne med allerede etablerede medlemmer. Radikal politik i Frederiksværk blev så det jeg besluttede skulle være radikal politik, hvis jeg vel og mærke blev valgt.
Årsagen til denne beslutning om at gå ind i lokalpolitik var borgmesteren, Helge Friis, der havde set sig gal på Sai Baba bevægelsen, der havde købt Arresødal. Sai Babas lære handler om uselvisk næstekærlighed og enhed. Men på samme måde som socialdemokraterne i dag ikke bryder sig om fremmede brød de sig heller ikke om fremmede dengang. Og slet ikke at de skulle bo på Arresødal, som de ellers fulgt ud lovligt havde købt. Men Arresødal var noget helligt for Frederiksværk fordi byens grundlægger boede her.
Jeg skrev et par læserbreve om sagen og mødte endda op til et protestmøde som borgmesteren havde indkaldt til sammen med hans makker kommunisten Jørgen Tved og den lokale præst.
Præsten (jeg har glemt hvad han hed) var den første, der fortalte om sin modstand mod at få Sai Baba til Frederiksværk. Han kom med en lignelse om nogle mennesker der intet foretog sig i en anden tænkt situation med en oversvømmelse, og det samme måtte ikke ske her. Han glemte helt Jesus ord om ikke at dømme andre. Og det fremgik tydeligt, at han i virkeligheden var bange, for at få lidt konkurrence.
14 dage efter blev jeg medlem af det radikale venstre.
Efter kort tids medlemskab blev jeg kontaktet af kredsformanden hos de radikale der spurgte om jeg var interesseret i at opstarte en lokal vælgerforening. Det sagde jeg naturligvis ja til, da det hele tiden havde været min plan.
Der blev indkalder til stiftende generalforsamling hvor alle 3 medlemmer mødte op. Jeg blev valgt til formand og nummer 1 på opstillingslisten og kunne hermed gå videre med min plan.
Der var et år til valget og tiden blev brugt til læserebreve og indlæg i de lokale aviser. Som regel et om ugen hvor der blev skrevet om svineriet på stålvalseværket med miljøfarligt affald og alt det andet som jeg naturligvis kunne gøre bedre hvis jeg kom i byrådet.
At jeg ikke havde nogen forstand eller erfaring på byrådsarbejde blev der ikke snakket om. Det skulle senere vise sig at det havde de andre i byrådet heller ikke.
Det utrolige sket, jeg blev valgt ind i byrådet. Godt nok med hjælp af et valgforbund med kristendemokraterne, men det betyder mindre da jeg ville være gået i forbund med fanden selv, om nødvendigt.
Fire år efter blev jeg ikke valgt igen. De radikale i byen fandt nok ud af at det var en ulv i fåreklæder de havde valgt.
Og jeg fandt derfor det selv var på tide at forlade partiet med følgende bemærkninger:
Jeg er tidligere byrådsmedlem for Det Radikale Venstre og har indtil mit brud med partiet brugt timer og dage på at føre Richard Floridas teser om den kreative klasse ud i livet. En klasse af videnskabsmænd og ingeniører, professorer fra universiteterne, digtere og romanforfattere, kunstnere, entertainere, skuespillere, designere og arkitekter og også de intellektuelle ledere i det moderne samfund: redaktører, kulturelle personer, medlemmer af tænketanke, analytikere og andre meningsdannere. Men de var også alle som en, bedrevidende personligheder, der aldrig selv har prøvet at mangle noget. Ikke har været så fattige, at de havde hul i skoen og fik våde tæer når det var regnvejr.
Den asociale poltik der kom fra den kreative klasse blev for meget for mig. For hvem var det i virkeligheden underdanmark skulle betjene? Det var De radikale og den kreative klasse. Så de som bedre herremænd kunne nyde frugterne af andres arbejde.
Denne kreative klasse er i øvrigt nu flyttet til Alternativet.
Jeg vil blæse på den kreative klasse. Jeg var med til verdensbankdemonstrationen, til Vietnamdemonstrationer, medlem af PFLP, kommunist, socialist, anarkist og med Mao´s den lille røde i lommen. Vi kæmpede mod ondskab og udbytning. En udbytning som også finder sted i dag, men nutidens kreative klasse ser det ikke.
I er nu blevet journalister og spindoktorer. I dagens danmark har i fået alt foræret og har overhovedet ingen historieforståelse.I tror man kan sammenligne hvad der skete for 20 år siden med nutidens tankegang. Råber man bare højt nok og gentager det tit nok så tror nutidens læsere af skandalemedierne på jer.
I radio og tv hører vi den ene akademiker efter den anden slikke for USA fascisterne og fordømme kommunismen som værende værre end nazismen og fascismen. Men aner disse kloge mennesker overhovedet hvad kommunismen var? For kommunisme var ikke kun det, der skete i Sovjetunionen og andre østlande. Det var også kampen for retfærdighed overalt i verden og det var ikke kommunismens lære, der var årsag til nogle diktatorer tog magten. Det skete også i ikke kommunistiske lande.
Har de ovennævnte bedrevidende nogensinde selv prøvet at blive udbyttet og udnyttet af deres arbejdsgiver, dem vi dengang kaldt kapitalister. Aner de overhovedet noget om hvad merværdi er for noget. Har de prøvet at arbejde på samme måde som den ældre generation har? Hårdt manuelt arbejde fra de var 14, eller endnu før. Tidligt om morgenen til sent på aftenen, 6-7 dage om ugen. Dette var normalt i 50´erne og 60´erne indtil fagforeningerne ledet af kommunisterne fik bedret forholdene. Det var nemlig kommunisterne som gik forrest i kampen for retfærdighed, men det aner i intet om i jeres hylen og selvretfærdighed.
Det er rigtigt der var diktatorer i Sovjet, Kina og andre østlande, men det har der også og er stadig i den vestlige verden. Ingen af dem har nogen sinde været kommunister.
Vi kaldte os kommunister, socialister eller anarkister. Vi kæmpede for de svageste og gør det stadig, men det har i velbjærgede kreative egoister aldrig gjort. I tænker kun på jeres egen friværdi og har travlt med at give skylden for den økonomiske nedgang på de svageste, de fremmede og de handicappede. En dag er tiden moden til en ny revolution.
En hæderlig sælger er en mangelvare
I Guldagers personaleblad kunne man læse om opsigelser af nogle montører sidst i 70´erne.
Afskedigelsen af Jan og Sven er sket efter, at vi har konstateret, at de
ikke havde de nødvendige kvalifikationer for at kunne udføre montørarbejde. Herunder væsentligt at de ikke var ærlige ved udførelsen af rapporterne, og der for Sven’s vedkommende blev brugt alle mulige og umulige undskyldninger for at aflyse et anlæg. Sven blev opsagt med normal opsigelsesvarsel, der for hans vedkommende var 4 måneder, men allerede efter en måned havde han fundet nyt arbejde, hvorefter samarbejdet ophørte. Jan blev sagt op med omgående virkning, idet der forelå grov misligholdelse af samarbejdsaftale (han havde dog inden middag fået nyt arbejde).
Det skriger mellem linjerne at firmaet ikke havde det godt med at afskedige medarbejdere og vi der var i firmaet sidst i 70´erne husker, der skulle meget til før en montør blev fyret.
Ærligheden ved udfyldelse af rapporter løste firmaet på en helt anden måde 30 år senere på en meget raffineret måde. Der blev ikke skrevet rigtige rapporter. Der skulle kun krydses af på nogle få punkter elektronisk og kontrollen blev afskaffet.
Dette var ikke kun afskaffelsen af rapportkontrol men også kontrol af indhentede data elektronisk. Hvis det i det hele taget blev udsendt. Hvis kunderne ringede fik postvæsenet skylden.
At der var kontraktlige forpligtigelser der ikke blev overholdt blæste de ansvarlige på. Det var jo ikke alle kunder der opdagede det.
Om kundens anlæg blev kontrolleret eller virkede, bekymrede kun nogle få og de råbte for døve øre.
Men tilliden til montører og teknikere var stor. Havde de krydset af i OK så var anlægget i orden og det også selv om dem, der havde lidt indsigt kunne se på aflæsningen at anlægget ikke kørte.
Tilliden til den nye sælger var nogle årtier senere også stor, indtil ledelsen fandt ud af at hans historier byggede på luftkasteller. Underligt som sælgere generelt overdriver og fylder kunderne med løgn. En hæderlig sælger er en mangelvare.
-Nu har jeg læst hele udbuddet og skrevet under på kontrakten, det eneste jeg ikke ved noget om er “et enkelt direktiv”, men det må projektledelsen så tage sig af.
Det blev så mig der fik æren, men der var ikke meget ære i at producere et anlæg, hvis kostpris lå væsentligt over salgsprisen, fordi “ nogle direktivet” fordyrede materialerne med flere hundrede procent. Et eksempel er beholderisolering som sælgeren havde beregnet til 2500 kr., som var normalt for en varmtvandsbeholder, kom til at koste mere end 100.000 kroner. Han havde ikke set, at der i betingelserne fremstod at der skulle bruges et materiale til eksplosive områder og temperaturer under frysepunktet. Sådan var det stort set med det hele.
Det var nu ikke derfor sælgeren blev jaget væk. Han var raget uklar med salgschefen i anden anledning og så måtte han til at sælge manufaktur eller hvad han nu fandt på.
Hvorfor det lige var mig der fik aben og blev projektleder aner jeg ikke. Der var sikkert ingen andre der ville og især ikke de par stykker i firmaet, der også havde viden og forstand på den slags.
Den tekniske chef gav mig kontrakten og bilag med betingelser og sagde, at det kunne jeg sagtens finde ud af.
Adskillige gange havde jeg fat i den tekniske chef og forklarede ham at jeg ikke forstod de forskellige tekniske specifikationer, som var på mere end 1000 sider.
-Du skal bare læse det hele igennem en gang til, eller to var svaret.
Det var lige som ved militæret, dem der dumpede ved køreprøven skulle skrive hele lærebogen af i weekenden.
Nej, her var ingen hjælp at hente. En ting der var kendetegnet for hele fabrikken også i årene fremover.
Efter et år og adskillige mavesårs -og nervepiller var anlægget færdigt. Jeg måtte købe hjælp ude i byen til at udarbejde alt det jeg ikke have forstand på og det var det meste. Det bekymrede ikke den ansvarlige chef for det var den måde man arbejder på i dag fortalte han mig. Først da den endelige regning kom blev han lidt betænkelig, men så var det lige som for sent. Men jeg fik bygget et anlæg der virker den dag i dag.
Det gav så ikke firmaet lyst til at fortsætte af den usikre vej før flere år senere, men det er en anden historie.
Når det regner på præsten
Min kammerat, Poul bekymrede sig ikke om vejen var usikker. I en af de religiøse foreninger, hvor jeg en overgang kom og filosoferede over livets gang mødte jeg første gang min gamle ven.
Poul havde fundet det hensigtsmæssigt at præsentere sig i kirkelige kredse som broder Poul, og det havde han unægtelig succes med. Det lykkedes ham nemlig blandt andet både at få sine kone til at trække for sig i diverse klubber, og samtidig hygge sig med kvinder i den forening han havde sin gang. De var hver især helt sikre på, at de derved kom Gud, eller hvem det nu var, nærmere.
-Når det regner på præsten, så drypper det på degnen, sagde han altid.
Degnen var naturligvis hans kammerater.
Pouls’ kone var også helt sikker på, at hendes mand havde forbindelse til Jesus og Jehova. Han havde således blandt andet fortalt hende og den øvrige menighed, han var hyrde for Gud, og at han havde modtaget et tegn om, at han skulle være far til en ny profet. Noget der ikke er helt usædvanligt i disse kredse. Det specielle ved det tegn, Broder Poul havde modtaget, var, at den kommende profet skulle avles når stjernerne stod et bestemt sted på himlen. Det var naturligvis kun Poul, der kendte stjernernes placering. Hvem der skulle være den nye jomfru Maria, Magdalena eller hvad hun nu kaldtes, var usikkert og derfor skulle så mange som muligt deltage. De skulle naturligvis testes først om de var værdige til titlen.
Der bliver fest om aftenen i kirkens mødelokaler. Poul er så fuld, at han fører lange gådefulde samtaler med nøgleskabet, som han opfatter som en vigtig forretningsforbindelse.
-Min herre, Deres betingelser ka’ jeg absolut ikke gå ind på, hikker han. – Jeg lader Dem afhente af politiet for ulovlig handel med kvinder.
-Han glemmer ikke han engang købte en billig luder i Aarhus, men da hun fandt ud af at han ingen penge havde, tævede hun ham.
Forkvinden i spiritistkredsen var for længst drukket under bordet og lå der sammen med prædikanten, som var kendt som en hellig mand i hele området.
“Herre, vær mig nådig,“ hviskede prædikanten med et citat fra Salmernes Bog. „For jeg er fortvivlet, mit øje er forpint af sorg ligesom min sjæl og krop.”
Og han fortsatte:
-Gud var overmåde barmhjertig, men kun mod ordentlige mennesker og ordentlige kristne, ikke mod sådan en bande som jer, det menneskelige samfunds hæsligste udskud. Han hævede krucifikset til en slags hilsen, kaldte på søster Mette, og krævede mere snaps.
-Han jamrede som alle i andre tilsammen, grinede søster Mette, der skulle hygge med en mand mindst to gange i døgnet for at bevare det gode humør.
Søster Mette var ikke som den type damer, der går i kirke hver søndag, og hvis kristendom består i at være forelsket i præsten, og ikke vise deres fornærmelse, når de ugudelige ved de store højtider får siddepladserne.
-Jeg kunne tænke mig en pølse. Ikke bare en almindelig pølse, sagde min ven Poul,
-en pølse af svinekød med røget smag og stærk som sort peber. Den skal have en anelse af agern. Det får den, hvis grisen har gået løs i skoven.
-jeg ved det for jeg har mange gange været med til jagtgudstjeneste i Kirken, som oveni købet giver en dram bagefter. Dette er måske ikke det bedste signal at sende. Også i jagtkredse er der fjolser, der ønsker et forbud imod alkoholindtagelse i forbindelse med jagtudøvelse.
Mon der er nogen der vover at påstå, at skydningen har som formål at regulere bestanden af harer, fasaner, ænder og agerhøns. Ej heller skydes og anskydes dyrene for at stille sulten hos jægerne.
De nedskudte fasaner destrueres, for konsummarkedet kan kun aftage en brøkdel af dem.
Rådyrene bliver vel som regel spist, men mon ikke de fleste ville miste appetitten hvis de vidste, at det ofte er hunde, der optræder som slagtere af disse prægtige dyr, efter anskydning.
Men vi skal ikke glemme, at jagtgudstjenesten skal give rum for jægernes taksigelser til Vorherre fordi han har skabt dyrene, så mennesket kan forlyste sig med at skyde på dem. Skål på det i Jesu navn!
Gunnar havde en anden opfattelse af hvad dyr kunne bruges til. De var mad og måske et tilskud til ludomanien. Først blev hanen slagtet og spist om det var fordi den larmede for meget er dog tvivlsomt for han var cyklet på arbejde længe før solopgang. Det var det tidspunkt hvor haner normalt galer.
Men hønsene blev herefter slagtet en efter en til aftensmåltidet. Vi levede af høns hele sommeren.
Da de sidste høns var slagtet fik min bror og jeg hver en kanin.
Der gik ikke langt tid før vi have mange flere kaniner.
Naboen, der var forkarl på gården brød sig ikke om kaniner. Især ikke vores der naturligvis rente løs som det passede dem. De var glade for hans grønsager og hver gang han slog ud efter kaninen hoppede den væk.
Da Gunnar opdagede dette fik forkarlen en spytklat med snus lige i hovedet og truslen om mere hvis han fortsat mishandlede værgeløse dyr.
Vi nået vel op på omkring hundrede før Gunnar byttede dem til en gris.
Det var en sjov gris. Den var helt tam og kunne give pote som en hund. Og elskede at grave forkarlens grønsager op.
Grisen blev spist juleaften.
Vi har alle en iboende trang til at anskaffe os ting eller oplevelser, der får os til at føle os godt tilpas og omvendt utilfredse, hvis det ikke lykkes. For Poul var det kvinder og gris og for Gunnar var det mad.
Anskaffelsestrangen gør, at vi tit har en tendens til at måle vores anskaffelser og oplevelser med andres. Og vil naturligvis altid have mere.
Det er ikke et ukendt fænomen, at nye ting eller sko kun giver en tidsbegrænset lykkefølelse. Mange reklamer har fokus på anskaffelsestrangen, når deres budskab kobler løftet om et lettere, bedre eller sjovere liv sammen med købet af et givent produkt.”
På nøjagtig samme måde lover politikere et bedre og sjovere liv, hvis man lige stemmer på vedkommende til valget. At det efter valget er glemt bliver der ikke snakket så højt om og når næste valg først kommer om 4 år er alle løfter glemt.
Det gælder om at vedtage de upopulære beslutninger kort efter valget, betroede borgesteren mig, da jeg blev valgt ind i byrådet. Folks hukommelse er kort.
Stjålet penge fra hendes gamle senile far
Dommerne i Østre Landsret var for de flestes vedkommende sikre på at de godt kunne styre domsmændene. En stor del af disse domsmænd var gode partikammerater, der skulle have en ben fordi de var gode plakatophængere, kaffebryggere eller hvad de nu var dem der skulle have en belønning for deres indsats. Det var sjældent at valgte politikere selv tog en post som domsmand, men jeg var så en af de sjældne.
Der var overraskende mange fra folkepartiet og de radikale.
Dagens sag var en kvinde og hendes mand der var tiltalt for at have stjålet penge fra hendes gamle senile far. Det var som det ofte sker et anden familiemedlem, broderen, der havde meldt dem til politiet.
Parret nægtede tyveriet men fortalte at den gamle selv havde givet dem pengene. Broderen der havde inviteret den gamle på ferie i udlandet, som den gamle skulle betale, blev sur over de ikke kunne komme af sted nu pengene var væk.
Pengene skulle være opbevaret i en pengekasse på loftet, men den gamle kunne ikke huske hvordan den så ud da han vidnede i retten.
Men naboen havde set parret gå foroverbøjet gennem baghaven bærende på noget tungt og det var kun søsteren der viste hvor nøglen til loftlemmen lå, sagde en af dommerne.
Dog var domsmændene af en anden opfattelse. De kunne ikke se de helt klare beviser som dommerne kunne.
De begyndt at stille spørgsmål.
-Hvordan kunne naboen se igennem en 2 meter høj tæt hæk?
-Hvad skulle man med en nøgle til loftet når låsene i byggeriet kunne åbnes med en papegøjetang?, spurgte en lokalkendt domsmand
-Der er da ingen der går foroverbøjet når man bærer tunge ting, sagde en anden
-Jeg har aldrig været uden for noget lignende, sagde den ene dommer så klare beviser kan i ikke bare afvise.
Dette førte til en irettesættelses af domsmændene fra retsformanden, der tydeligt vise at han ikke regnede os domsmænd for ligeværdige, men noget dommerne var blevet påduttet af politikerne.
-Hvis vi ikke må stille spørgsmål og debatterer sagen, hvorfor sender i så bud efter os, spurgte jeg.
At brormand sad og rystede på hovedet under retssagen blev det ikke bedre af. Vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at han selv havde tiltænkt sig pengene.
At søsteren så godt ud og virkede langt mere troværdig var jo kun en følelse som ikke betød noget for vores vurdering.
Resultatet blev 3-3, Tre dommer for skyld og tre domsmænd for frifindelse. Dermed faldt sagen og søsteren blev frikendt.
En dom, er ikke altid sikre beviser men hvad dommere og domsmænd opfatter som sikre beviser.
Men der er styr på tingene, det ender altid med dom eller frifindelse.
Når Russerne kommer sagde kaptajnen
I militæret først i 70’erne var der også styr på tingene. Her var vi ikke et øjeblik i tvivl om hvem fjenden var. Når Russerne kommer sagde kaptajnen altid, der var ikke tvivl i hans sind.
-hvad nu hvis det ikke er russerne, spurgte jeg
-Så er det polakkerne eller østtyskerne, svarede kaptajnen.
Jeg var soldat ved Livgarden, her blev vores kaptajnen senere ceremonimester hos dronningen. Jeg mødte ham igen adskillige år senere, da jeg var politiker, hvor dronningen kom på besøg til vores by.
-Du var et stort røvhul, sagde jeg til ham
-Ja, det er rigtigt, men jeg var det over for alle, svarede han.
Hans store nummer var at kalde hele kompagniet ud på pladsen foran bygningerne midt om natten eller tidligt om morgenen. Opstillet i geledder kom kommandoen.
-Alle der kan engelsk, to skridt frem
-Alle der kan tysk, to skridt frem
-Alle der kan fransk, to skridt frem
Herefter var alle, på nær mig og et par andre der enten ikke kunne tale sprog eller også var lidt klogere, trådt to skridt frem.
-Alle der kan engelsk fejer gården
-Alle der kan tysk pudser vinduer
-Alle der kan fransk vasker trapper
-Og jer fire røvhuller der ikke kan en skid, kan bare gå ind og sove videre..
Det var her jeg lærte at fuglen med de flotteste fjer bliver fanget først. Og hvorfor lade sig begrave med en perle i munden. Der kommer ligrøveri og smadre ens kranie, hvis ikke bedemanden klarer det.
Om aftenen blev byrådet inviteret om bord på kongeskibet. I modsætning til andre byer var der vist ingen der stjal sølvtøj ved den lejlighed.
Vi havde fået den klare besked at vi ikke måtte tiltale dronningen hvis vi mødte hende på skibet. Vi var jo tyende og den slags taler ikke til majestæten. Det var ikke smøger der manglede. Overalt var der askebægere og æsker med cigaretter.
Mine holdninger til kongehuset er helt klare, hvilket jeg under militærtjeneste fortalte kaptajnen mere end en gang. Det kostede dog marchture at fortælle ham dette.
I Danmark er vi alle født frie og lige. Vi er mulighedernes land, hvor det ikke er børns baggrund, der skal afgøre deres fremtid. Man kan uddanne sig, man kan arbejde sig frem, man former selv den retning, ens liv skal tage. Men ikke alle, vi har et kongehus, hvor nogen fødes med privilegier, med magt, politisk såvel som økonomisk, med ære og med et hverv, som ingen andre har eller på nogen måde kan opnå. Det er ikke demokrati.
Kilometer var hans ynglings straf. Når vores støvler ikke var pudset godt nok eller noget andet der mishagede ham blev vi smidt op i en lastvogn og kør ud på “Lars tyndskids marker”, og måtte marcher hjem. Det var naturligvis altid om natten. Forplejning havde vi ikke noget af.
Af en eller anden grund var vi altid fire – fem stykker der skulle på straffemarch.
En i gruppen var Niels, der var den fødte kaffedrikker.
-Jeg ville nu hellere ha’ kaffe, siger han trist, under marchturen i pisse regnvejr, og tørrer sig med bagen af hånden over munden.
-Man går ved siden af sig selv hele dagen uden morgenkaffe. Jeg elsker sådan en kop dampende kaffe om morgenen og bagefter en enkelt stærk tobak.
-Selv dengang jeg tog mig af de løbende forretninger for grønthandleren i Bredgade, fik jeg min morgenkaffe, først hjemme hos fru mor, der i sin tid bragte mig til denne verden. En halv time senere drak jeg igen morgenkaffe hos grønthandleren. Senere når jeg bragte kartoflerne til Hovedbanegården, snuppede jeg igen en tår sammen med den gamle, der vaskede tallerkner på jernbanerestauranten. Her fik jeg varme rundstykker med kommen. Er der noget bedre end dampende varm kaffe og varme kommenrundstykker med tandsmør, medens man kigger ud på en flok frysende idioter, der ska’ nå S-toget? Det er det, der har givet os vores danske kultur.
Man siger, salig Prins Henrik ikke drak morgenkaffe. Det er det første tegn på dekadence, men han var jo også fra Frankrig.
Nu husker jeg ikke om Frankrig nogensinde har været fjenden men det var noget nemmere dengang, vi var klar over hvem fjenden var. Det har ændret sig noget efter murens fald, men de sidste års tilbagevenden til fascistiske idealer bliver der kørt stærkt for at nå tilbage til de “gode gamle dage”.
Koden var 6666
Om montørerne hos Guldager kørte stærkt eller mere råddent end alle andre kan man jo have sine meninger om men danskerne er Nordeuropas dummeste trafikanter.
Det er helt klart indiskutabelt. Sverige og Norge halvt så mange trafikuheld, på trods af at indbyggerne typisk kører hundredvis af kilometer ad mindre, snoede bjergveje og gennem bælgmørke, nåleskove fyldt med elge og bjørne. Det kan vores nabofolk øjensynligt sagtens hitte ud af, hvorimod vi danskere åbenbart ikke kan køre fem meter i vort lille, flade, overskuelige land, uden at kvæste os selv og et par medtrafikanter.
Vores montør var tit allerede for sent på den, og så går det ned ad modsatte vejbane med fuldt tryk på efterbrænderen. Ser man en møgbeskidt kassevogn styrte af sted med 120 km/t, er det oftest en montør, der skal nå en aftale med en kunde for nogle dage siden og derfor forsøger at køre hurtigere end han magter.
Man er allerede for sent på den, og så går det ned ad modsatte vejbane med fuldt tryk på efterbrænderen
Vi kender alle montørerne standarder for et ordentligt udført arbejde.
Samme kvalitetsstandard gør sig gældende, når montøren bevæger sig i trafikken. Det vil sige: Man må leve med et ikke helt perfekt resultat, når det skal gå stærkt. En typisk køretur omfatter adskillige buler. Det er naturligvis kedeligt, men den slags sker jo, når man har travlt. Heldigvis er de fleste montører flinke nok til at udbedre fejlene uden beregning. Så de kommer gerne forbi en eftermiddag ved lejlighed og hjælper dig med dine problemer.
På vej til fabrikken skulle der ofte byttes fører. Ham uden kørekort skulle køre de sidste meter så ingen opdagede at han ikke længere havde noget kørekort.
Forslag om at alle skulle vise kørekort en gang om året blev afvist af direktøren. Man kunne jo ikke mistænke folk for at køre uden kørekort, sagde han.
Men det var jo “kun midlertidigt” der blev kørt uden kørekort, før eller senere fik han det jo igen, så det ikke gik ud over sikkerheden.
Som vægter på vægtergården dengang i 70’erne var sikkerheden også i top. Mange var begyndt at få alarmer på døren. Ikke så avancerede som i dag. Der skulle normalt bare indtastet et firecifret nummer. Langt de fleste var nemme at huske. 1,2,3 og fire var de foretrukne koder.
Nogle tyrkere havde en pornobutik i Istedgade, hvor der skete mange indbrud. Så købte ejeren en hund, men da den blev stjålet fik de en alarm. Koden var 6666. Der må være mere, men det har jeg glemt.
“Det er umuligt at huske alting på én gang, men det er klart, at jeg tager fejl. Grunden til at jeg sagde det, eller troede jeg sagde det, rummede fejlkilden.
I Gothersgade var der en tæppehandlerbutik. Det var nærmest en fabrik. I de bagerste kælderlokaler og baghuset var der produktion. I den lille kantine stod der et gaskomfur. El var ikke så normalt dengang.
Her fandt jeg ejeren, som havde taget gas. Han var helt grøn i hovedet og havde sgu også lavet lort i bukserne. Fandens postyr, men det måtte andre heldigvis klare. Jeg skulle bare finde en telefonboks og ringe efter hjælp.
Jeg spiste ikke længere min frokost her men fandt et andet sted.
Lidt længere ned af gaden lå Berlingske. Jeg skulle igennem en port, hvor der også var indgang til et værtshus. Der stank af pis i den port. Der var åbenbart trængsel på toilettet på værtshuset så værtshusets drukkenbolte stod og pissede i porten.
En morgen stod der en og pissede da jeg kom..
-hvad satan, står du og pisser i min gård dit møg dyr?
Han svarede ikke på min venlige henvendelse men spyttede mig i ansigtet. Så stillede han sig op som en bokser og ville slås. Jeg så ingen grund til at spille helt og trak gummikneblen op af baglommen og daskede lidt til ham. Så forsvandt han ind på værtshuset.
Heldigvis opdagede jeg, da jeg skulle derfra at hele værtshuset stod og ventede på mig da jeg var færdig med min runde. Jeg måtte ringe til vægtergården, der så måtte komme og hente mig. Jeg fik en anden kreds at gå et stykke tid.
Jeg havde lige tænkt på noget, som jeg nu har glemt. Dvs. i det øjeblik jeg kom i tanke om det, huskede jeg det, og i samme øjeblik strømmede som et overfyldt bus alle erindringer igennem mig. I virkeligheden burde jeg skrive: „Erindringernes sum er konstant,“ eller noget andet sludder som: „Man husker det hele tiden.“ Nåh, men det kommer sikkert senere og tid er der jo nok af.
Status udadtil at have mange ansatte
Hos Guldager var der igennem de 40 år jeg var ansat nogle enkelte perioder hvor jeg ikke havde meget at lave. Ikke fordi der ikke var arbejde nok, men den chef jeg havde på dette tidspunkt kunne ikke give opgaver fra sig. Alt skulle gå gennem ham først og det nåede han sjælden. Derfor var opgaverne så få, at det ikke kunne fylde hele arbejdsdagen. Ja ofte ikke engang en time om dagen.
Det eneste problem, jeg havde er: Hvad skal jeg egentlig lave? Men det er faktisk ikke noget problem. For som den gode Parkinson også observerer: Arbejde udvider sig, indtil det fylder den tid, der er afsat.
Claus, den nye direktør spurgte en dag hvor meget tid jeg brugte på mine opgaver og svaret var nemt
-alt den tid jeg har til rådighed.
Jeg var dog ikke det eneste, der var flere der kun sad og ventede på pensionen. Når det blev for kedeligt at surfe på nettet gik man ofte en tur rundt på fabrikken og sinkede de få, der havde noget at lave.
Men selve turen rundt var dog ikke det værste. Det værste var at komme tilbage til mit intet, i det samme kontor med det samme bord, den samme computer og hvad der ellers var.
Selvfølgelig kan man ideelt set gå til chefen og sige, at man mangler arbejde, men det er både et stort tabu, at man ikke laver noget, og de fleste chefer kommer til kort, hvis de ikke kan finde på noget arbejde til dig, og det kan de ofte ikke. Ofte forsøger de ansatte at insinuere over for chefen, at de har tid i overskud, men chefen vælger bevidst at overhøre det. For det er jo besværligt at opfinde noget arbejde, når der intet er eller måske ikke selv er færdig og kan give arbejdet videre. Og det er en myte, at der altid er arbejde at lave, har jeg oplevet. Og chefen er ikke interesseret i at få afsløret, at der ikke er nok arbejde til hans ansatte, for det kunne betyde, at han bliver nødt til at skære ned på mandskabet. Det var jo en status udadtil og i vennekredsen at have mange ansatte. I de kredse hvor direktørerne spørger man hele tiden hinanden ‘hvor stor er din afdeling, division eller hvad de nu kalder det?’, så det går ikke at skære ned.“
Dette skaber unægtelig den mærkelige situation, at en leder, der ikke kan finde arbejde, har fejlet, og medarbejderen, der ikke har arbejde, har også fejlet, så de er begge bedst tjent med, at man ikke snakker om situationen.
For en rigtigt mange mennesker har dette systematiske selvbedrag fungere år ud og år ind uden synderlige vanskeligheder. Men på et tidspunkt bliver det for meget for nogle. Det blev det for mig.
Kedsomheden udviklede sig for mig til en form for stress som normalt kan komme af travlhed, men i mit tilfælde var resultatet af dyb kedsommelighed og manglende udfordringer.
Men sådan havde det ikke altid været. Da jeg startede som montør 40 år tidligere var der en aftale mellem montører og firma, ikke hvor mange timer der skulle arbejdes, men hvor meget arbejde der skulle udføres. Der skulle renses 3 beholdere hver dag bortset fra fredag hvor der kun skulle renses en enkelt beholder da eftermiddagen var beregnet til at pakke næste uges arbejde. Når det aftalte arbejde var udført havde man fri.
Kom der ekstraarbejde f.eks. på grund af sygdom fik man overtidbetaling.
Det var den bedste aftale i hele Guldagers historie for både firma som montører. Firmaet fik udført det de forventede og kunne derfor fastsætte priserne over for kunderne.
Aftalen om opgaver og ikke arbejdstid var kun gældende for montører og det endte med at nogle kontorfolk fik ondt i røven. Efter meget pres i det skjulte og vel også ønsket om at få lavet noget mere blev aftalen ændre så montørerne skulle arbejde en hel arbejdsdag.
Det resulterede i at der blev lavet mindre. Hvorfor arbejde hurtigt når det kun gav mere arbejde.
Resultatet for firmaet blev at der måtte ansættes flere medarbejdere for at nå det samme antal beholdere som tidligere.
Det medførte så ansættelse af flere medarbejdere til at føre kontrol med de udekørende.
I en årerække kørte jeg rundt og kontrollerede montører og teknikere. Skrev en masse besøgsrapporter så det kunne vise vigtigheden af mit arbejde. Men det der var ingen der læste disse rapporter, ledelsen ønskede kun statistik over antal besøg så de kunne dokumenterer over for direktionen at der var kontrol. Helt klart pseudoarbejde, men jeg kom rundt i landet, til gode kilometerpenge og ophold på fine hoteller. Dem jeg besøgte var mine gamle arbejdskammerater og vi havde gode timer sammen under disse besøg og de kunne naturligvis ikke nå mere arbejde.
I flere perioder havde jeg andet pseudoarbejde som b.la. kvalitetschef. Jeg skrev adskillige procedurer og tegnede endnu flere diagrammere om arbejdets udførelse. Ingen gad læse dem eller i det hele taget rette sig efter dem. Og det meste af tiden gik med at skrive rettelser og tilføjelser som ingen fulgte alligevel. Da jeg var færdig fandt direktionen ud af at der skulle skrives en ny på en anden måde. Jeg var endda ude for at en direktør havde overtaget opgaven, uden jeg fik besked om at opgaven ikke længer var min. Jeg arbejde videre med denne opgave et år før det gik op for mig.
Hvad så smukke mænd?
Den Høje i Aarhus fungerede i nogle år, sidst i 70´erne og først i 80´erne som stamværtshus for Guldagers medarbejdere, når de var på job i Jylland.
Jimmy og jeg var lige dumpet ind for at slukke tørsten.
Loftet var dekoreret med hjemmelavede lamper hen over hvert enkelt bord. Det var flettede papirkurve med en fatning i. Ret moderne på det tidspunkt. På gulvet var der noget der havde lignet gulvtæpper, men for længst ødelagt af alverdens stoffer. En flok piger i ubestemt alder mellem 18 og nærmere de 80 spjættede rundt på dansegulvet.
For enden af baren sad, Aage, det så ud som om han var langt væk. Jakken var krøllet, flippen sad skævt, og hans blik var fæstnet til et ubestemmeligt punkt i området mellem den øl, der stod placeret foran ham, og kvinden i den modsatte ende af baren. Hendes svulmende røv syntes at gå i ét med stolen, men resten af kroppen kun var skind og ben. Hun pustede grådigt på en cigaret. Røgen pustede hun kraftfuldt ud mellem de malede læber, mens hun indgående studerede gløden, der hastigt nærmede sig de tykke fingre med de røde negle.”
Ovre i hjørnet sad en fyr, der for et øjeblik siden havde fået en på hovedet af konen. Skjorten var flået op over hans bryst, og han forsøgte at standse blodet fra et par smadrede læber med et lommetørklæde, mens konen var ovre for at hente mere øl.
Der var nogle mænd der forsøgte at spille og synge fra en lille musiktribune. Da musikken stoppede, væltede de dansende parvis hen til bordene, med de mere eller mindre snavsede duge.
En fedladen kvinde med kulsorte rande under øjnene og bævrende flæsk under hagen havde længe haft et godt øje til vores bord og nu, var det åbenbart tid hvor de potentielle kunder skulle fanges ind. Nærmest tilfældigt lænende hun sig ind over vores bord og forsøgte at besnære mig og Jimmi med sin svedige barm.
-Hvad så smukke mænd? Vil I med et godt sted hen, hvor vi kan fortsætte, spurgte hun og afslørede koket sine kuglerunde knæ pakket ind i nylon, hvor en maske var sprunget og blottede et par store åreknuder.
Det havde nu ingen interesse og hun blev viftet væk, da der lige var kommet et par elever ind af døren som manglede et ledigt bord. Og helt tilfældigt var der nu plads ved vores bord.
Vi fik hurtigt fyldt nogle guldbajere på dem, men de blev nu alligevel lidt mistænksomme på vores reelle hensigter fordi vi kun drak danskvand.
Inden fortællingen fortsætter må det være tid for et parti.
[pgn] [Event “BSF EMT 91”] [Site “?”] [Date “1991.09.07”] [Round “?”] [White “Jensen, Per”] [Black “Nielsen, Jan”] [Result “1-0”] [ECO “C27”] [WhiteElo “1854”] [BlackElo “1729”] [PlyCount “43”] [EventDate “2017.??.??”] 1. e4 e5 2. Bc4 Nf6 3. Nc3 Bc5 4. d3 d6 5. Be3 Bxe3 6. fxe3 O-O 7. Nf3 c6 8. Bb3 Qb6 9. Qd2 Nbd7 10. d4 a5 11. O-O Qc7 12. a4 b6 13. Qe1 Ba6 14. Rf2 Rae8 {[#] Jeg brugte lidt tid til næste træk og fortsatte så… } 15. d5 Nc5 16. Nd2 Nxb3 17. cxb3 c5 18. Rf3 Qd7 19. Qg3 Qg4 20. Qf2 Bd3 21. Rg3 Qd7 22. Qxf6 1-0 [/pgn]
per4jensen.wordpress.com 