Alt er opdaget

alteropdaget

Da jeg var dreng fik jeg at vide, at de mænd der befandt sig oppe på rangstigen vidste hvad de gjorde. Man sagde til mig: “Per, jo mere du ved, jo længere vil du drive det.

Jeg fandt senere ud af at dette ikke var helt rigtigt. Det er nemlig ikke kun viden der får dig op på toppen af rangstien. Gode forbindelser er langt vigtigere. Og derfor er mange folk højere oppe i hierarkiet nået videre end evner kunne bære. Dem der har forfremmet dem derop, vil naturligvis ikke indrømme deres fejl og uanset hvor mange gange de handler på en måde, så opvakte personer kan se at grænserne for vedkommendes talent er blevet passeret, har det sjældent den konsekvens, at yderligere fremgang ophører.Alt er opdaget

Jeg har set hvorledes virksomheder, organisationer og foreninger systematisk har forfremme de mindst kompetente til leder- og ikke mindst mellemlederstillinger, for derved at minimerer omfanget af den skade de kan forvolde.

Nu jeg har haft lejlighed til at se mig mere om i verden, er jeg blevet jeg klar over at enhver organisation om det er på en arbejdsplads, i en forening eller hvor folk nu samles rummer en række personer der ikke er i stand til at bestride deres opgaver.

.

.

Reklamer

Sådan startede det hele

Mit uheld her i livet startede i virkeligheden før jeg blev født eller kort efter. Min mor havde lovet nabokonen eller godsejerfruen, at hun måtte få den ene, hvis hun fik tvillinger. Hun havde jo mange børn i forvejen.

Nu fortaber historien sig i det dunkle og hvordan det gik til og hvilken variant der var den rigtige.

 

foto-4-345x400

Per´s skolefoto 1960

Nabokonen skulle være gift med det lokale postbud og godsejerfruen giver jo sig selv, men begge havde nokgivet et andet liv. Historien er også lidt forskellig om det nu var mig eller min bror, der blev givet væk. Men på den anden side så kan vi være forbyttet så mange gange at det ikke kan siges hvem af os det var.

Men historien endte med at far også kaldet “due Gunnar”, ikke ville give mig væk. Pokkers til uheld. Dårligere start i livet kunne jeg vel ikke få.

 

Fra vi var helt små, to – tre år tror jeg eller fra vi kunne gå rendte vi rundt som vi nu havde lyst til. Jeg ved ikke om der var nogen til at se efter os,  når ikke lige vores store søskende var i nærheden. De havde jo fået pålagt den store opgave som det var, at passe på os.

Engang kom en af os tilbage og sagde at den anden var faldet i et hul. Da fik de gamle nok travlt. Det viste sig at hullet kun var ude på marken hvor der havde ligget en sten på 5-6 centimeters dybde.

1961-400x261

Vi rente naturligvis altid rundt i bare tærer. Sko havde vi ikke. Som barn blev jeg indlagt på Holbæk sygehus med brok. Jeg har været omkring 8 år. Der gik naturligvis betændelse i såret og jeg lå der 21 dage. Datidens læger var lige så sjuskede som dem vi har i dag. Hverken sygeplejersker eller læger er gode nok til vaske deres hænder. Men lægerne er de værste.

Problemet med håndhygiejnen er ikke nyt. Tal fra firserne fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at under halvdelen af alle ansatte på sygehusene vasker hænder som de skal.

Maden var ikke værd at æde. Især leverpostejmadderne smagte af sild og gav mig brækfornemmelser. Jeg blev skældt ud til hvert måltid fordi jeg ikke ville spise maden. Det ente naturligvis med at jeg begyndte at gemme maden i skuffen. Det gik også godt indtil de begyndte at lugte så brød helvedet løs.

Vi boede et par kilometer fra sygehuset og mor kom og besøgte mig hver søndag. Far så jeg aldrig og de øvrige dage fik jeg som den eneste på børneafdelingen ikke besøg.

 

Skoletiden

Jeg gik i skole sidst i 50´erne og det meste af 60´erne. De børn der havde velhavende forældre sad forrest i klassen, husmandsbørn og arbejderbørn sad bagerst i klassen. Jeg og min bror sad naturligvis bagerst. Vi blev sjældent spurgt om noget og skete den endeligt og vi ikke kunne svarer, hvad vi oftest ikke kunne, blev der uddelt øretæver.
Vi lærte hurtigt i skolen som på de første arbejdspladser, kæft trit og retning. Det betød, at vi skulle holde vores mund, og kun tale, når vi blev spurgt. Vi havde bare at gøre, hvad der blev sagt. Vi skulle ikke spørge om hvorfor, ve skulle gøre det. Alle skulle gøre det samme på samme tidspunkt. Vi var som små soldater. Og de voksne var flittige med at give lussinger, når de mente, at poderne ikke opførte sig ordentlig.

Det jeg husker bedst fra min skolegang, er et ekstremt spild af tid og talent. Vi brugte det meste af tiden på noget, der lignede et kursus for lydighedstræning af hunde. Det var os elever der var hundene.

Allerede i skolesystemet bliver man opdraget i arbejdsmarkedets ånd. Man lærer at sætte sig tæt på læreren, så man kan få gode karakterer. Man skal opfylde kravene og blive til noget. Det gælder om at passe ind.

Men det skaber sådan en underlig form for apati, hvor man mister lysten til at styre sit liv, mangler evnen til at kreere og skabe sit liv, og man giver langsomt op, fordi mønstret gentager sig, hver eneste gang man støder ind i en autoritet – skolen, Skat, staten og kommunen.

skolenMin bror og jeg samt andre børn af fattige forældre blev derfor placeret i kategorien af dem der var opgivet på forhånd. At nogle af os kunne langt mere og var klogere end flere af de velstillede forældres børn talte ikke med. Vi var opgivet på forhånd.

At vi ikke hjemmefra havde fået nogen form for opdragelse og ikke anede hvordan man skulle opføre sig var nok med til denne placering.

I det hele taget blev der aldrig stillet nogen krav til os børn i min barndom. Ingen fortalte os fx hvornår vi skulle være hjemme eller interesserede sig for hvor vi gik. Vi lærte selv, helt fra små at styre vores eget liv.

Den “gamles hovedbeskæftigelse ” når han ikke passede kreaturer eller senere arbejdede på fabrikken var spil. Hver søndag gennemgik han stakken af tipskuponer. Når han en gang imellem vandt “den store gevinst”, der dog var brøkdele af det han havde spillet for var der glæde i det lille hjem. Ugen efter blev der derfor mulighed for at spille et endnu større system.

Det var nu ikke kun tips han brugte sine penge på. Brevduerne havde en stor plads i hans hjerte. Især var der en due som hed Bamse Lejse, der var det helt store i mange sæsoner. Den due vandt han mange penge på og tabte endnu flere når duen ikke havde medvind.

Jeg husker engang, da vi boede i Holbæk. Vi flyttede ret tit. Når bønderne solgte køerne fandt den gamle en ny bonde der havde køer. Da min ældste bror foreslog ham at tage arbejde på en fabrik råbte han og skreg som en sindssyg “- jeg kan ikke kaste mig ud i det uvisse”. Men det skete nu en dag alligevel. Men tilbage til Holbæk. Han kunne ikke starte knallerten og duebanen i Roskilde lukkede klokken 16 og køerne skulle malkes klokken 17 så manden havde travlt. Han løb ned af vejen med knallerten og råbte at “Det gælder liv eller død”, men lige meget hjalp det. Den uge blev der ikke spillet på Bamse Lejse som naturligvis vandt.

Et nyt studie (2013) viser at kommunikationen mellem hjerneområder er svækket hos mennesker, der lider af ludomani. Det indikerer, at lidelsen snarere skyldes en afvigelse i hjernen end en svag karakter.

Tja, Hvorfor drikker Jeppe? Eller hvorfor spiller Gunnar?

Når duer og tips havde fået deres penge var der ikke meget tilbage. Han styrede jo selv økonomien i det lille hjem. Mors løn blev udbetalt til ham. At vi ikke sultede ihjel skyldes det faktum at landarbejdere havde bolig og have med til jobbet. Mælk fik de på gården og de fleste grøntsager dyrkede vi selv. Det var ikke altid vi fik kød, med set i bakspejlet er det nu ikke så usundt endda.

sygehusetDa jeg var 7-8 år skulle jeg på sygehuset og opereres for brok. Det var jo ikke så godt for jeg havde jo ingen sko, men heldigvis kunne vi låne et par af naboen. Jeg tror faktisk først vi fik sko da vi begyndte at gå i skole.

Gummisko om sommeren og gummistøvler om vinteren. Ja, vi har prøvet at være fattige. Ikke sjovt at møde op til juleafslutning eller tur med skolen i gummistøvler.

Nu skal man ikke tro at vi hader vores forældre fordi vi var fattige og alle pengene blev spillet op. Vi anede jo ikke at det ikke skulle være sådan. Vi troede at det var normalt og andre bare vare mere heldige end os.
Den smule jeg har lært i skolen og i uddannelsesforløbt er hovedsagelig et tilfældigt resultat og ikke et slutprodukt af en målrettet indsats fra et uddannelsessystem.

Graden af humanisme i et samfund ses i den måde, hvorpå man behandler og betragter sine lærere, siger lærerne. Det er nogelt forvrøvlet syntes jeg og også uværdigt. Hvad med kontanthjælpsmodtagere, psykisk syge, kræftpatienter, handicappede, sultne børn i Afrika, arbejdsløse eller topskatte-ramte metalarbejdere? Måles et samfund ikke også på, hvordan de og mange andre behandles?

På trods af min manglende erfaring og viden gik jeg ud i verden med oprejst pande klar til de udfordringer der måtte komme.

De første jobs

Mit første job var på en pillefabrik.

Jeg forlod pillefabrikken og fik arbejde på en fabrik, hvor man lavede stikkontakter.

77889Jeg arbejde på lageret sammen med to andre. Det var også her mig der som sidst ankomne og den yngste fik alt slidearbejdet. De to andre brugte det meste af tiden på at drikke øl og diskuterer verdens situationen.

Den ene var eksistensidealist fordi han engang havde læst noget af Søren Kirkegaard. Den anden var kommunist, tidligere KZ fange under krigen og nu rød tillidsmand.

Ingen tvivl om at de to retninger påvirkende en ung mand som mig. Det kommer jeg tilbage til.

Jesus er med dig

Hvis russerne kommer, sagde obersten altid..

Militærtjeneste er vel nok noget af det mest tåbelige tidsfordriv der findes, måske bortset fra at side i fængsel, men det har jeg aldrig prøvet.
Der er selvfølgelig nogle få fordele som jeg hurtigt kan nævne. Man lærer at bruge våben og klare sig hvis der skulle blive krig eller revolution. Men vigtigst man får en masse gode kammerater.

Da jeg var på session var der ikke noget der hed frinummer. Alt, bortset fra invaliderne kunne bruges.billede-livgarden-300x249

Perioden jeg vil beskrive i diverse indlæg efterfølgende indeholder meget andet end militæret. Det var jo mine ungdomsår og her går livet jo stærkt. Diverse dunkle arbejdspladser vil blive beskrevet indgående men også forskellige aktiviteter, politiske som religiøse og meget andet.

Alt jeg beskriver er som tidligere naturligvis fuldstændigt sandt og som jeg husker det.

 

Gammelt møg og ragelse var en god forretning.

Midt i 70 ´erne var der ikke de store problemer med arbejdsløshed. Kunne du ikke li værkførerne gik du bare over på den anden side af gaden for at få et job. Dengang blev der ikke spurgt om hvilken uddannelse du have men hvad du kunne. Noget man godt kunne bruge i dag. Hvor de unge mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet og tror de er verdensmestre og skal være chefer, for det har deres forældre fortalt dem.
Mange af dem får en grim oplevelse. Sådan var det ikke med os fra arbejderhjem i 60 og 70´erne, vi havde lært at klare os selv, også på en fabrik med hårdt arbejde.

fabriksarbejder-400x381 (1)

Jeg havde lige haft ej job på noget der hed ON Electric. En dag og 45 minutter inden jeg gik min vej. De havde altid skilt ude ved vejen med besked om de søgte folk.

Så jeg fik arbejde med det samme jeg kom forbi. Fandt dog hurtigt ud af at værkførerne var småtossede. Det fortalte de andre mig og det viste sig hurtigt at de havde ret. Men lad det ligge de var for længst nået til niveauet for deres egen inkompetence.

Jeg stod ved en maskine og udstansede hjørne på plader til kaffemaskiner. Da jeg havde lavet den første palle med plader, hvilket tog den første dag, kom værkføreren og sagde det gik for langsomt. Inden jeg nåede at svare var han gået igen. Det sagde han til alle nye fortalte de andre.
Næste dag kom han for sent eller mødte først 45 minutter efter mig. Det var derfor jeg nåede at være der i 45 minutter. Jeg opdagede nemlig, bag et forhæng, plader til resten af mit liv og det var mange når man nu kun var i begyndelsen af de tyve år.

Da han kom, sagde jeg til ham at han godt kunne sende mig mit guld for det var en lorte arbejdsplads så jeg stopper nu.
– Hvad for noget sagde han, her holder man ikke op af sig selv – du er fyret. Så fik jeg min løn for en dag og 45 minutter og gik over på den anden side af gaden hvor de søgte folk.

Det var en gummifabrik og formanden blev ved med at spørge mig om jeg havde problemer med ryggen. Det syntes jeg lød lidt for meget af slæbearbejde så gik i stedet ned på banen og købte avisen.

Frelsens Hær

Den første jobannonce jeg faldt over var Frelsens hær. Jeg skulle tømme dødsboer og hente møbler og andet ragelse som folk i deres godhed gav til Frelsens hær.

Da jeg blev ansat sagde kørsels chefen til mig. Hvis du drikker en øl for du en advarsel og hvis du drikker en mere, og det er lige meget om der er tre måneder imellem, så bliver du fyret! Lønnen er ikke så men til gengæld er Jesus med dig, fortalte han.

Vi havde fået en liste med steder, hvor vi skulle hente møbler og hvad folk ellers ville give til organisationen. Gokke, der havde været flere år i organisationen, styrede ruten. Vi startede med at køre på kaffebar. Det viste sig at alle de andre i kørselsafdelingen også var her da vi ankom. Der blev vi 2 timer. Der var en spilleautomat her som de alle var meget interesseret i. Kvinden der ejede cafeen udbetalte nemlig kontanter for de point de havde opnået.

Frelsens hær

Socialarbejder på job

Jeg var faktisk lidt urolig, havde jo regnet med at jeg var ansat for at udføre et stykke arbejde. Og protester overhørte de. Efter et par timer kørte vi så endelig ud på vores første sted. Her hentede vi nogle gamle møbler og vi nåede at hente 3-4 steder mere inden min makker dirigerede mig hen til kaffebaren igen. De andre kom også lidt efter lidt. Her gik der så et par timer mere og det endte jo med, vi måtte arbejde over for at nå dagens besøg. Naturligvis til overtidsbetaling.

Nogle af møblerne forsvandt på mystisk vis fra læsset mens vi opholdt os på kaffebaren. Jeg fandt senere ud af at Gokke havde en aftale med en klunser og havde en lille ekstra fortjeneste her. Næste morgen læssede vi af på lageret og her erfarede jeg, at der igen blev der sorteret fra. Denne gang til de ansatte her. Kun en lille del af de ting, som folk i deres godtroenhed gav væk gik til velgørende formål.

Jeg var vidne til mange hændelser i det år jeg var i organisationen.

Hos de mennesker der gav deres afdøde slægtninges effekter væk var det ikke alle der gav væk af et godt hjerte. Tit var vi ude for, at møbler var smadret og madrasser flået op, efter arvingernes jagt efter penge.

En kvinde, der bad os hente nogle madrasser fra sin afdøde mor og far, fortalte at årsagen til at de store huller i de nedslidte madrasser var, at hende forældre ikke kunne blive enige om hvor de skulle købe nye.
Hun var flov, nok ikke over at hun ikke selv for længst havde købt nye til dem, men nok mere over at vi opdagede hvordan det stod til. Men ikke flov nok til bare selv at smide madrasserne ud. Hun kunne jo komme af med dem gratis ved at ringe til os. Mange gange tømte vi dødsboer, hvor folk havde ligget døde mange måneder i deres senge og først da stanken eller mider fik naboerne til at reagerer skete der noget. Som regel blev vi altid tilkaldt for at fjerne det ingen alligevel gad have.

Symaskinen
Engang skulle vi tømme en hel lejlighed, hvor ejeren netop var afgået ved døden. Arvingerne havde forladt stedet. Der var stort set ikke noget tilbage der var intakt. Madrasser var splittet op, i deres jagt efter penge og andre værdier. Vi tømte lejligheden. Det meste blev kørt på lossepladsen og resten solgt fra organisationens loppemarked.
Kort tid efter var der en gammel kvinde, der ringede til organisationen og fortalte, at hun havde fundet så mange penge i en symaskine som hun gerne ville afleverer. Uheldigvis for organisationen havde kvinden også fortalt det til pressen, der lavede en historie ud af det og var med da hun afleverede de fundne penge. Omkring 80.000 kr.
Arvingerne fik deres penge og jeg lærte, at symaskiner skulle undersøges nøjere inden de blev afleveret i organisationen.

25 øre

En anden gang rullede der en 25 øre ud af et møbel, som vi skulle have med fra en anden ældre dame. Da den rullede ned på gulvet og hen foran hendes fødder samlede jeg den op og gav hende den. Efter nogen tid blev jeg kaldt ind til organisationens leder der gav mig en check på 250 kr. Denne skulle afleveres til den ærlige medarbejder, som havde afleveret en funden 25 øre.

Jeg fik checken og chefen hængte brevet op i en ramme over sit skrivebord. Den slags breve var man ikke vandt til at modtage. For mig var det en meget fin anbefaling da der en dag manglede et tobaksskab, som vi havde hentet hos en kunde. Dette kendte jeg absolut intet til.

Gokke

Min makker “gokke”, blev han kaldt, måske fordi han faktisk hed Georg, boede ude i sydhavnen i et kolonihavehus. Her blev der tit læsset gode ting og sager af. Han havde ikke noget kørekort. Det havde han mistet ved domstolen. Indicier sagde han, det var han meget sur over. Hans bil stod smadret ind i en lygtepæl foran kolonihaven, motoren var varm og han knaldede brandert ud, med bilnøglerne i lommen inden for. Uretfærdigt eller ej men han havde ingen kørkort og fik derfor en krone mindre i timen end mig.

Da Gokke skulle afsone spritdommen fik jeg i stedet en “rigtig” frelser soldat med som makker på møbelvognen. Han var tidligere sømand og alkoholiker og sad en dag agterudsejlet på et værtshus i Istedgade, da der kom en frelserpige ind og sang “Nærmere gud til dig” eller hvad den nu hed.

Da blev han frelst, han så lyset, meldte sig ind i hæren og lærte at blæse i trompet.
Den første dag vi arbejdede sammen var vi ikke andet end lige kørt ud af porten før han spurgte mig om det var i orden at han røg tobak i uniform? Det måtte en soldat i hæren ikke, altså ryge i uniform.

Jeg sagde han kunne ryge som det passede ham og fik ild på min egen pibe, i øvrigt jordens største fornøjelse.

Lidt senere kørte vi forbi en kiosk – stop for satan råbte han. Jeg klaskede bremserne i og han for ud af bilen og ind i kiosken og kom ud med en håndfuld guldøl.
Det første dødsbo vi skulle tømme kikkede han meget på et leksikon i 12 bind. Sådan et har jeg altid ønsket mig, sagde han. Det er dit sagde jeg gavmildt og han fik det med hjem (på vejen). Det viste sig at han var meget værre end alle de andre. Intet skulle Frelsens hær have, han kunne bruge alt. Men det gik jo ikke, vi var jo nød til at afleverer lidt til hæren.
Jeg kunne godt lide ham, han var en frisk fyr og vi rente tit i byen sammen og scorede damer og drak bajere. Vi havde endda planer om at jeg også skulle blive frelser soldat og så avancerer så vi en dag kunne overtage magten i organisationen. Det blev dog aldrig til noget. Og ærgerligt nok kom Gokke jo tilbage en dag.

Nogle år senere da jeg arbejde på servicefabrikken mødte jeg har. Han var startet for sig selv, på budcykel. Opkøbte gamle ting og sager i den blå avis og solgte det hele rundt omkring. Jo han var en driftig herre.

Gamle lig og legetøj

Det grimmeste var når vi skulle tømme dødsboer, hvor den afdøde havde ligget der i flere måneder og møblerne var fyldt med mider og andet småkravl. Lugten af liv er forfærdeligt og det er ikke til at vaske væk. Sådan nogle steder er der som regel ikke noget at hente som hæren kunne gøre op i penge. Så arvingerne måtte betale for at få det ryddet, men det kostede nu ikke alverden.

En sted spurgte en gammel kone om vi ikke kunne tømme loftet for gammelt legetøj og ragelse. Vi så på det men besluttede at de gamle tinsoldater, bliktog, dukker og andet gammel legetøj ville vi nok ikke kunne sælge i forretningen så kunden måtte betale 100 kr. for at få det fjernet, naturligvis mod behørig kvittering. Gokke tog det med hjem, det var nemmere end at smide det i containeren på Amagerforbrændingen.

Og så var der alle de småperverse kvinder der åbnede for os meget afklædt, helt eller delvist. De troede vel de kunne lokke nogle frelsersoldater i fordærv. Nu var vi jo ikke soldater men ganske almindelige lønslaver, så fordærv fik de os aldrig i.

Ansat hos det offentlige

Jeg prøvede en offentlig arbejdsplads. 

Jeg troede først at det var noget specielt for denne arbejdsplads hvor jeg arbejdede, og jeg søgte derfor om et andet arbejde, denne gang hos det offentlige og i en anden by. Jeg udfyldte de specielle formularer, vedlagde de krævede dokumenter og rettede mig uden indvending efter alle de bureaukratiske bestemmelser.
Adskillige uger senere kom min ansøgning retur sammen med alle dokumenterne. Nej, der var ikke noget i vejen med mine papirer; de var korrekt udfyldt; et officielt stempel viste at de var ankommet i god behold. Men i et ledsagende brev stod der: – “De har på ansøgningen skrevet modtageren som staten men imidlertid har amtet overtaget sagen. De bedes derfor på ny fremsende dokumenterne til ministeriet under iagttagelse af at modtageren skal være amtet..” Jeg begyndte at få mistanke om at den lokale arbejdsplads ikke havde monopol på inkompetence.

plejehjemmet
Plejehjemmet i Ballerup

Efter meget besvær fik jeg arbejdet. Det var på et plejehjem for psykisk syge. Jeg skulle arbejde i maskinhuset hvor jeg b. la. skulle reparerer kørestole og hvad der ellers gik i stykker. Herudover kom jeg rundt på afdelingerne med mad fra køkkenet, og hvad der nu ellers var brug for. Jeg opdagede ligeledes hurtigt at de ansatte fra top til bund var komplet ligeglade med patienternes ve og vel.
Jeg så psykisk syge mennesker fastspændt i dagevis med store liggesår. En dag køkkenet måtte smide fordærvede fiskeboller ud til den forlorne skildpadde blev disse erstattet af stykker af hornfisk fra dagen før. De syges protester gad ingen høre på. Næ, de private virksomheder kan ikke gøre krav på inkompetence.

En nattevagts oplevelser

Vægtergården

Jeg fik arbejdede i et firma, indenfor vagt og sikkerhed og blev en del chokeret over at opdage, at et meget stort antal kollegaer, overvægtere og chefer viste sig at være komplet uvidende om deres faglige pligter og inkompetente til at udføre deres arbejde.

For eksempel var min chefs vigtigste grundsætning at alle kontrolnøgler skulle sidde i samme højde, at de skulle være trukket i nummerorden, og at ingen måtte gå i eller i nærheden af rosenbedene. For inspektøren var det hovedsagen at ingens satte fodaftryk på tæpperne, og at alle rapporter skulle udfyldes og indsendes til tiden.
Det meste af hans arbejdsdag gik med at se fodbold og drikke øl. Kundernes ønsker og behov var det der sjældnest strejfede administratorernes tanker. Hvis man ville i kontakt med ham måtte man starte en samtale om fodbold.

alteropdaget1Det var vigtigt, at huske at rose de danske fodboldspillere. Mens vagtmesteren havde travlt med at sidde hjemme på vagtcentralen havde hans folk travlt ude hos kunderne. Travlt med at se hvad der var i køleskabet eller få en time eller to på øjet på kundens sofa. Hvis de da ikke havde travlt med at se hvad der var i skuffer og skabe. Ofte var både lommerne og maver fyldte når vagten forlod kunden.
Mad have en stor betydning for medarbejderne. Den medbragte madpakke blev ofte spist inden vagten begyndte men takket være et stærkt industrialiseret intensivt landbrug og kantiner på de fleste virksomheder var der masser af mad.

Nogle af de ruter man havde var bedre end andre. Kreds 67 var en møg rute. Her var Bl.a. tilsyn på Berlingske i Pilestræde. Op ad gamle trapper og hen over lofter. Ret uhyggeligt men der var jo nok at læse i, hvis tiden blev for lang.

Nede i porten stod værtshusgæsterne fra det nærliggende værtshus og pissede. Der var åbenbart for meget kø på værtshusets lokum. Der var sgu tit samlet en hel sø. En dag jeg kom ind i porten stod der en og pissede.

– hvad fanden, sagde jeg til ham, står du og pisser på min bevogtning.

Han spydtete efter mig og for ind på værtshuset, men jeg nåede dog at give ham et spark så han røg ind ad døren.

Heldigvis kikkede jeg ud af vinduet da jeg var færdig med min rundering. Alle værtshusets slagsbrødre stod og ventede på mig. Så jeg måtte finde en anden vej ud.