cthoki- I mellem verden og dimensionerne

I mellem verden og dimensionerne

Når man mister sit barn, mister man også alle de forventninger, man havde til barnet og sig selv. De tanker man havde gjort sig om sit liv passer ikke mere.

Ved tabet mistes således også ens selvforståelse og ens identitet. To ting er vigtige ved et tab: Erkendelse og håb. Det er vigtigt at erkende at tabet er sket, at leve sine følelser ud. – At græde, når man har lyst til det – eller at bruge sit temperament, f.eks. tilat få skældt ud, hvis man er vred – eller måske skrive breve. Det er vigtigt at få sat ord på sine følelser.

Disse sider er min måde, at vise mine følelser.

Efterfølgende artikel blev skrevet ca. 2 år efter davids Død.

Det begyndte ret uskyldigt med at David fik influenza midt i maj 1994. Den var ganske vist voldsom, og han var temmelig medtaget i den halve snes dage, den rasede. Men lige før pinse var han da kommet så meget ovenpå, at vi talte om, at han godt kunne starte i skolen igen tirsdag efter pinse.david Om søndagen fik han imidlertid et tilbagefald. Han blev uhyggelig bleg og elendig, og han fik høj feber og så voldsom kvalme, at han til sidst ikke kunne holde noget i sig. Klokken 5 mandag morgen ringede vi til lægevagten, der kom hurtigt og han syntes for en sikkerheds skyld at det var bedst at indlægge David på mistanke om lungebetændelse. Hans fødder var på det tidspunkt blevet så forfærdelig iskolde, Joan sad og masserede dem for at få dem varme igen, før ambulancen kom. Men vi troede bestemt ikke, at der kunne være fare for Davids liv.

Angsten begyndte først at melde sig, da han var blevet indlagt og scannet. Bagefter spurgte lægen nemlig “Er David født med dårligt hjerte?”
Spørgsmålet undrede os meget, for han havde jo aldrig været syg, men nu var der åbenbart noget alvorligt i vejen med hans hjerte…. Og pludselig udviklede alting sig med lynets hast, så han lå med slanger alle vegne og fik drop med både morfin, antibiotika og stesolid. Han skulle ubetinget og omgående til Rigshospitalets hjerteafdeling med fuld udrykning og to læger ved sin side. Heldigvis tror jeg ikke at David på noget tidspunkt sansede at være bange. Men han var så træt og sløj, at han ikke orkede at sige ret meget… og han bad hele tiden om at få en cola at drikke, fordi det var det eneste han kunne holde i sig.

Det bad han også om, da han var indlagt på Rigshospitalet: “- Far, jeg vil have en cola,” sagde han og det blev hans sidste ord til os.

Jeg gik ned og hentede en cola i kiosken, men jeg nåede aldrig af få givet David den. For da vi sad i venteværelset, mens han blev grundigt undersøgt, kom overlægen ind til os: – ” Jeres søn er meget alvorligt syg. Han er ved at dø… og vores eneste mulighed er at lægge ham i hjertelungemaskine, indtil vi får et donorhjerte til ham”. Ordene lød så fjernt og uvirkelig, det var som at sidde i en glasklokke. Men de tog trods alt ikke håbet helt fra os, for selv om overlægen ikke lagde skjul på, hvordan det stod til med David havde han samtidig en fantastisk beroligende udstråling, og han sagde at nødråbet om, at en 15-årig dreng i Danmark ville dø, hvis han ikke omgående fik et nyt hjerte, allerede var sendt ud over hele europa.

image010Det var ikke til at rumme andre tanker, end at David selvfølgelig nok skulle blive reddet. Tirsdag morgen tog Davids tilstand en vending til det værre, så lægerne besluttede at holde ham i fuld narkose, indtil hjertet kom.
Natten til onsdag kom der besked fra et hospital i Finland om, at de havde et egnet donorhjerte, og et dansk lægehold fløj omgående af sted for at hente det. Hjertet kom, men kort før operationen skulle gå i gang, viste det sig, at Davids hjerne ikke længere fungerede. Han var hjernedød, og det kunne end ikke et stærkt og rask hjerte rette op på. Davids liv var uigenkaldeligt forbi.

Det var lige så ufatteligt og uvirkeligt at komme hjem og se hans værelse, hvor alting lå, som om intet var sket, og som om han kunne vende hjem hvert øjeblik. Selv om der er gået 2 år, ligger det meste der endnu.

Da David døde, havde vi mest af alt brug for at få lov at tale, tale og tale om ham. Men angsten for, at døden kan smitte, fik selv gode venner og bekendte til at svigte…image011

Det mest rystende var, at så mange lader, som om de ikke så os og der var ikke mange der har taget sig tid til at tale med os. Flere som vi havde tæt kontakt med og som vi talte med næsten hver dag holdt sig pludselig væk. “I kan ringe, hvis I har brug for det var standardsvaret. Det har gjort utroligt ondt at blive svigtet i en så hudløs situation!

Tiden der fulgte var ikke nem at komme igennem og især Joan havde det meget svært. Da David ville være blevet 18 år modtog vi et uhyggeligt brev til David, fra Forstædernes bank der skrev: “Til lykke! Vi vil hermed benytte lejligheden til at ønske til lykke med din fødselsdag den 9. maj. Brevet slutter: Vi ønsker dig en rigtig god dag”.

Siden David døde for tre år siden, har jeg fire gange gjort banken opmærksom på, at David er død. Men lige meget hjælper det.

Vi var trods alt nået så langt, at vi omsider var begyndt at kigge efter et hus på landet, hvor vi kunne bygge et nyt liv op og mindes David uden den sorg, som skræmte så mange væk, da vi havde allermest brug for dem…

I juli 1997 flyttede vi til Frederiksværk. Vi havde købt et gammelt hus tæt på skov og strand. Vi havde håbet på at nye omgivelser kunne hjælpe os videre i livet. Det var den største fejl jeg har begået her i livet..
image013Det startede allerede den første uge, efter vi var flyttet til Frederiksværk. Vi og især Joan havde et meget specielt forhold til vores læge i Ballerup idet han var medvirkende årsag til at vi fandt tilbage til livet. Vi havde aftalt med ham at vi beholde ham som læge selv om vi flyttede, men det sagde Frederiksborg amt/ Frederiksværk kommune nej til med den begrundelse at der var for langt? Det havde været forståeligt, hvis det var afstanden der var et problem, vi kunne i hvert fald ikke i de to år vi havde en læge i Frederiksværk få ham til at komme på sygebesøg. Det brugte man ikke her. Undset hvor syg man var måtte man komme i klinikken hvis man ville ses af en læge?? Ved lægevalget den gang, var han den eneste læge der var ledig i kommunen så valg er så meget sagt. Joan døde den 24 maj 1999 Hun blev 47 år. På nær en dag var det nøjagtigt 5 år efter at David døde. Joan døde formentlig af en blodprop i hjertet, inkompetence af lægerne på Sygehuset er årsagen til det aldrig bliver opklaret. Joan var syg den sidste måneds tid før hun døde, men hendes læge fandt ved 3 besøg ikke andet galt end mavekatar på trods af smerter i brystet og ud i venstre arm.

Den 24 maj om morgenen, stod Joan op ved 5 tiden fordi hun havde smerter, som så ofte før i den foregående måned. Smerter der kunne forveksles med mavekatar og som vi jo troede det var da hendes læge havde fortalt det var det.
Jeg hentede en glas mælk til hende som hun drak halvdelen af. Pludselig som hun sad der i stolen kastede hun op og faldt forover. Herefter gik det stærkt, jeg fik tilkaldt falck, men Joan var allerede død.

Joan havde haft det meget svært siden David døde, men alligevel holdt hun humøret oppe. Hun talte om David som om han stadig levede og hun var aldrig i tvivl om, at hun eller vi, en dag igen skulle gå hånd i hånd sammen. Hun elskede hendes hunde og katte. Disse var for hende en stor trøst når savnet blev for stort.Vi er mange der elsker Joan og vi ved at hun nu går langs livets flod med David ved hånden.

image015Til slut vil jeg vise et brev Joan skrev til David, et brev der så smukt viser hvilket dejligt menneske Joan var og også hvor ondt det gør at miste den man elsker højest her i livet.

Elskede David
Du blev lavet med kærlighed. Du blev født på Herlev hospital. Det var en smerte jeg aldrig glemmer, men da jeg så dig for første gang og så hvor dejlig du var, var smerten glemt. Du var så smuk og lille. Du forlangte ikke ret meget, bare du fik mad og blev skiftet så var du tilfreds.
Du var et meget nysgerrigt barn, du skulle se på alt og da du blev lidt større og begyndte at gå skulle du også røre ved alle de ting du kom i nærheden af.

Jeg gik hjemme sammen med dig de første 3½ år. Når du var med i centeret gik du og tog de vare, som du syntes vi skulle have, og lagde ned i kurven. Og det var mange mærkelige ting. Du blev større og vi legede meget sammen. Jeg købte “stjernekrigen” til dig. Du kunne sidde i timer og lege med det og Hans, vores gamle kat, legede med. Du havde en så god fantasi. Du brugte Hans som Jabba og du grinede meget længe når han væltede det hele.
David, da du blev 3½ år kom du i børnehave. Du havde brug for at lege med andre børn, få kammerater. Og kammeraterne betød så meget for dig resten af dit liv. Altid var du omgivet af en masse venner.

Elskede David, min kærlighed til dig er så stor, at det gør ondt. Der var så mange ting jeg ville have sagt til dig. Derfor skriver jeg nu om min kærlighed til dig. David, der er blevet så dødt og tomt herhjemme. Far og mor har svært ved at leve uden dig. Den ene dag går efter den anden. Jeg kommer op til dig på kirkegården hver dag og snakker med dig og lægger blomster og det gør mig lidt godt.

Jeg håber du har det godt, der hvor du er nu og oplever en masse sjove ting.
David vi kommer til at være sammen igen en dag og så skal vi leve et andet liv sammen for der hvor du er nu er det nok ikke som på jorden. Den dag ser jeg frem til David for jeg savner dig af hele mit hjerte. Far savner dig også, han er blevet så tavs og indesluttet og “lille Hans”, han snuser til dine ting inde på dit værelse, det er hans måde at vise at han savner dig. Jeg spiller din musik hver dag og især når jeg er ked af det og så tænker jeg på dig og de gode timer vi har haft sammen og selv om mor råbte lidt højt, når i var mange kammerater sammen og spillede højt så mente jeg det ikke og i dag spiller jeg selv din musik meget højt. Det trend du skrev på husmurene, “Cthoki”, går vi tit rundt og ser på og glædes over, at du, som alle andre unge mennesker, tå trods af vores formaninger, gav os et minde. Desværre er ordet efterhånden udvasket og overmalet og snart væk David du nåede ikke at blive voksen. Du nåede kun at blive en ung mand og skulle først til at leve livet. Et voksent liv. Du blev 15 år, men jeg tror du nåede at opleve hvad kærlighed var. Jeg ved nu at du havde mange piger, der elskede dig. Du var så smuk David. Dine kammerater så op til dig og de kommer nu på kirkegården og lægger blomster til dig.
Far og jeg har også tit mødt piger, vi aldrig har set der stod og græd ved din grav.


Jeg elsker dig David

Kærlig hilsen Mor 

 

sten4Jeg går til et sted,
hvor alle er
Og alene sidder jeg der

Den dobbelt tunge sorg

Sorgen følger 41-årige Per Jensen som en skygge, da han forlader lejligheden og begynder at vandre målrettet gennem gaderne syd for Ballerup Station. Det er en af de første sommerdage i 1994. Per Jensen er en høj mand med blå øjne og et mørkt overskæg. Hans kortklippede hår gråner ved ørerne. Tæt ved går hans kone Joan. Siden David døde, har Per vandret turen gennem Ballerup fem-seks gange hver eneste dag, og nu nærmer han sig igen Skovvejens Kirkegård.

Kristeligt Dagblad 2003

De går langs en høj hæk, der grænser op til et gadehjørne. Pludselig ser Per, at deres nabokone gennem mange år dukker frem fra en sidevej foran dem. Hun ser dem. Hun standser op. Så træder hun et skridt tilbage. Hendes kinder taber farve, og hun vifter med armene, som om hun var skibbruden eller havde set et spøgelse. – Hvad skal jeg sige?, stammer hun, hvad skal jeg gøre?krdagblad
Netop dét spørgsmål har naboen og mange af deres andre bekendte tilsyneladende stillet sig selv i de seneste uger – uden at finde et ordentligt svar. Før Davids død snakkede Per Jensen og hans kone stort set med deres nabo hver eneste dag. De besøgte hinanden, de hyggede sig, og de havde endda fejret nytår sammen nogle gange. Nu skyr naboen dem som pesten. Og hun er ikke den eneste. Når Per sammen med Joan trasker gennem gaderne mod kirkegården, skimter han velkendte ansigter, der får øje på dem og straks kigger væk. Bekendte flygter over gaden, hvorefter de lister tilbage på samme fortov igen et par hundrede meter bag dem. Selv om de har deres lille netværk af familie og venner, skærer det Per i hjertet. Ingen kender vel sorgens smerte, før den rammer. Men han havde ikke forestillet sig, at den også skulle gøre ondt på denne måde. Nu kan deres nabo ikke flygte. Men hun virker fuldstændig panisk. Per hører Joan sige:
– Vi er jo de samme mennesker. Bare snak normalt.

Balletten i Kvickly

263x413-davidMange danskere går tilsyneladende i en stor bue uden om sorgen. Sygehuspræsten Tom Andersen Kjær kalder vores forhold til sorg og sørgende for “balletten i Kvickly”. – Som sørgende møder du folk, du ellers kender godt, men som simpelthen ikke aner, hvad de skal gøre eller sige. Du ser, hvordan de nærmest danser ballet gennem supermarkedet for at undgå dig. De fleste sørgende mennesker bevarer en del af deres netværk, men det gør ondt, når mange pludselig svigter, siger han. Andre sjælesørgere og sorgterapeuter fortæller lignende historier. For bare lidt over hundrede år siden fik sorgen lov at stå i fuldt sørgeflor. Men gennem det meste af det 20. århundrede og op til nutiden har den haft trange kår.

Samfundsforskere og historikere diskuterer stadig hvorfor. Måske blev sorgen ubærlig efter verdenskrigenes blodbade. Måske afskaffede vi den som en modreaktion mod 1800-tallets massive sorgdyrkelse. Eller måske er sorg og død simpelthen for svære begreber at tumle i en tid, hvor folk lever 75-80 år i gennemsnit, tre ud af fire dør på sygehuse eller institutioner, og vi kan leve et halvt liv uden at opleve et eneste dødsfald i familien.
– Vi kan ikke kontrollere sorgen på samme måde, som vi kontrollerer de fleste andre ting i vores moderne samfund. Så mange fortrænger den. Vores kultur er stadig ikke god til ritualer omkring sorg og død, om end der er tegn på bedring, siger den erfarne psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen, der har skrevet bøger om sorg og tab. De mange allehelgen-arrangementer i denne weekend tegner et billede af en sorg, der jagter nye udtryk. Sorggrupper og pårørendeforeninger er andre eksempler. I Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød oplever sekretariatsleder Helle Børglum små skred i den rigtige retning. Men tendensen er stadig, at venner og bekendte hellere bliver væk end træder hjælpende til, når mennesker mister.

– Andres sorg minder os nok om, at noget lignende kan ske for os selv. Og berøringsangsten er endnu større, når børn eller helt unge mennesker dør. Folk aner ikke, hvordan de skal reagere. Hvor er meningen i, at et barn dør?, siger Helle Børglum.

Det var en pinsesøndag i maj 1994, at vagtlægen for en sikkerheds skyld indlagde Joan og Per Jensens eneste søn David på Herlev Sygehus, fordi den 15-årige dreng havde symptomer, som kunne tyde på en lungebetændelse. En tidlig morgen, blot tre dage senere, stod ægteparret i et firkantet, gråt lokale ved en operationsstue på Rigshospitalet. Den kendte chefoverlæge Gösta Pettersson fortalte stille, at han uden held havde prøvet at transplantere et nyt hjerte til David. En sjælden, men akut hjertebetændelse, som kan ramme helt raske og sportstrænede mennesker, havde pludselig dræbt deres søn.

I dag sidder Per Jensen i en lænestol i en lavloftet stue i sit lille hus i Frederiksværk. På en håndfuld år har han oplevet at miste de mennesker, han elskede højest, og samfundets berøringsangst gjorde sorgen dobbelt tung. Hans historie ligner en lærebog i, hvad man bør gøre – og måske især ikke bør gøre – når mennesker lider tab. – I lange perioder var jeg rasende over, at folk opførte sig, som de gjorde. Nu bærer jeg ikke nag længere. Måske er jeg blevet et stærkere menneske, og i dag forstår jeg dem også bedre. Jeg ville bare ønske, at man kunne forklare folk, hvor lidt der egentlig skal til. Forskellen mellem, hvad der sårer mennesker, og hvad der giver dem trøst, er så ufatteligt lille, siger han.

Berøringsangsten

En dag i juni 1994 træder Johnna Andersen ind i Joan og Per Jensens 3. sals lejlighed i et boligkompleks i Ballerup. Hun fortsætter ind i dagligstuen, hvor de to ægtefæller sidder i deres rødbrune hjørnesofa, drikker kaffe og stirrer tomt frem for sig.

Per mærker en svag lettelse, da han ser Johnna. Et par uger har slæbt sig hen siden Davids begravelse. Deres dage går med at besøge graven. Når mørket falder på, sluger han og Joan som på tælling deres lægeordinerede sovepiller og stesolider, smider sig på sengen og falder i søvn som sten uden at drømme.

Skovvejskirkegården ballerup
Per er tekniker i et firma, der sælger og servicerer vandbehandlingsanlæg. Joan arbejder i en børnehave. Da David døde, ringede Per til deres arbejdspladser samme morgen og gav besked om dødsfaldet. Kort efter troppede Joans to kolleger, Johnna og Winnie, op på den stue på Rigshospitalet, hvor David lå under et dynetæppe, befriet for slanger og ledninger og mest af alt lignede en dreng, der sov. Per kendte ikke Joans kolleger særlig godt inden da. De havde været til nogle fester sammen og havde hilst på hinanden af og til. Men siden de to kvinder dukkede spontant op på sygehuset, har der hersket en fortrolighed. Sammen med Pers bror og en anden god ven driver pædagogerne en slags besøgsordning, så Joan og Per hver dag kan regne med gæster på et fast tidspunkt. Det letter enormt. Til Davids begravelse kom 200 mennesker, inklusive kammerater og lærere fra skolen. Men siden er det tyndet ud i opmærksomheden.
Nabodøren er lukket for bestandig. Og på gaden lægger Per mærke til, at folk bevidst undgår dem. De fleste er flygtige bekendtskaber, mennesker han normalt nikker til eller standser op og snakker kort med. Men overfladiske eller ej – når folk pludselig ikke længere hilser, gør det ondt. En dag vandrer Per ned i Ballerup Centret for at købe ind. På hjørnet hen mod Føtex ser han en midaldrende kvinde med gråligt hår, der kommer ud fra en tøjforretning. Det er Davids gamle børnehavepædagog. Per plejer at stoppe op og snakke med hende. For nogle år siden hjalp han hende med at sætte ledninger op og ordne andre praktiske ting i børnehaven. Han husker, at børnene jublede, når han dukkede op i blåt arbejdstøj. “En rigtig arbejdermand” kaldte de ham.
– Dav, siger Per.
De står ganske tæt ved hinanden. Han ser hende i øjnene. Hun mæler ikke et ord. Så kigger hun bort og haster videre gennem centret, som om de aldrig havde set hinanden. Oplevelsen sætter sig i Per som en smerte. Han havde aldrig forestillet sig, at et menneske, der havde passet David, ville svigte.Da Per dukker op på sin arbejdsplads, gentager mønstret sig. Nogle få kolleger kondolerer eller tager ham om skulderen eller giver ham et knus. Men flertallet nævner ikke Davids død med ét ord, og når han selv prøver at bringe det på bane, kigger folk væk eller haster videre. En chef føler til gengæld, at han må kommentere det. Han siger:
– Selv om du ikke tror det, er der en mening med alt. Det er heller ikke ligefrem den melding, Per har brug for. Han siger til sine få, fortrolige kolleger, at berøringsangsten går ham på. Han forestiller sig, at de giver beskeden videre til de andre. Men det kaster foreløbig ingen reaktioner af sig. Som tiden går, ranker han ryggen – til at begynde med i trods. Derhjemme tærer berøringsangst mere på Joan. Hun møder ikke længere verden med den samme sprudlende energi.

Bare man er der

Hvis vores berøringsangst i forhold til sorg er ved at ændre sig, er det på høje tid. Da den franske historiker Philippe Ariès midt i 1970erne udgav sit berømte værk “Dødens historie i Vesten”, talte han ligefrem om et socialt forbud mod sorg i det meste af det 20.århundrede. Han refererede den britiske sociolog Geoffrey Gorer, der sidst i 1940erne besøgte en afdød vens kone. Ti måneder efter vennens død var Gorer den første, der aflagde visit hos den sørgende kvinde. Samfundet havde ladt hende i stikken. Så slemt er sorgens tabu ikke i dag. Sorg- og krisepsykologi gennemsyrer efterhånden vores tankegang, og de fleste mennesker ved formentlig, at det er vigtigt at tale med mennesker, der har mistet. Ét er dog teori. Noget andet er, hvad man i praksis gør som moderne menneske – i et samfund uden sørgebind, grædekoner og kondolenceritualer – når man pludselig står over for et sørgende menneske, som man kender, men måske ikke kender helt godt nok til at tage i sin favn?

– En af vores kulturs frygtelige tendenser er, at man hele tiden skal have svar på rede hånd. Hvis vi møder en af vores venner, som er ved at blive skilt, siger vi febrilsk: Nå, ja, du var jo heller ikke særlig glad for din mand. Men sådan en bemærkning er jo ikke en trøst. Det er en bagatellisering af smerten, siger Helle Børglum fra Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød. Hun giver følgende råd, som bygger på psykologers erfaringer og på mange samtaler med forældre, der har mistet børn:

– Vis din utilstrækkelighed. Vis, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Sørgende, der oplever, at de pårørende viser deres egen sårbarhed, ser det faktisk som en stor hjælp. Det virker som en trøst, at omgivelserne heller ikke ved, hvad de skal gøre. Præsten Tom Andersen Kjær fra Amtssygehuset i Herlev har den samme erfaring. Det er slet ikke nødvendigt at sige noget. Man skal derimod blot vise, at man bekymrer sig. – Vi skal lære at være afmægtige. Man gør ikke noget forkert ved at sige til et sørgende menneske, at man ikke aner, hvad man skal stille op. Bare man er der. For smerten er ikke et problem, der skal løses. Det er noget, man lever med, siger han.

Fem år

En tidlig søndag morgen sidst i maj 1999 rejser Per Jensen sig fra lænestolen i en lille, lavloftet stue i et hus i Frederiksværk. På væggen hænger et portrætfoto af David i en ramme af brunt træ. Joan sidder i stuens anden lænestol.
Bag hende vender et vindue ud mod en lang og rolig villavej. De er stået tidligt op. Joan føler sig skidt tilpas. Per går ud i køkkenet for at hende et glas mælk til hende. I to år har de boet i det lille hus, som de købte for at starte på en frisk og få plads til at holde hunde og katte. Joan er gået på førtidspension, fordi hun har udviklet nikkeleksem. I lang tid har hun følt sig syg. Per ved, at det ikke ligefrem hjælper på hendes humør og helbred, at hun bare går derhjemme.

Selv har han det bedre. Han begynder at kunne tænke tilbage på sin søn uden at falde i en dyb afgrund af sorg. Han tager sig selv i at smile, når han tænker på morsomme ting, David har gjort. Per giver Joan mælken. Hun drikker et halvt glas. Pludselig får hun det dårligere. Hun besvimer i stolen. Ambulancen når frem efter bare fire minutter. På nær et enkelt døgn er det fem år siden, at David døde. Nu har en blodprop ramt hans 47-årige hustru. Klokken lidt over seks fortæller en læge på Frederikssund Sygehus ham, at Joan er død. Per er alene. To uger går med støtte fra de samme mennesker, der hjalp efter Davids død. Så vender han tilbage til sit arbejde. Han træder ind i det aflange kontor, hvor han nu sidder i en højere stilling sammen med fem andre og planlægger andre teknikeres arbejde. Han frygter på en måde det værste. Men denne gang fornemmer han, at noget er anderledes. En pige fra bogholderiet viser sig næsten med det samme i døren. Hun lod som ingenting efter Davids død. Nu går hun hen imod ham med tårer i øjnene.

– Jeg har det dårligt med det her, men jeg må gøre det, siger hun.

Per forstår, hvad hun mener. Han rejser sig. De giver hinanden et knus og lader tårerne løbe. Han er temmelig rørt. Måske havde hun det på samme måde, da David døde. Men dengang vidste hun vel ikke, hvordan hun skulle reagere. Han tænker, at hans bemærkninger og beklagelser til kolleger gennem årene alligevel må have haft en effekt.

Heldig

En kold aften i oktober 2003 starter Per Jensen sin bil og ruller ud ad indkørslen ved det lille hus i Frederiksværk. Mørket ligger tungt over villavejen. Han ved med sig selv, at han får en lille nedtur i de kommende dage, fordi han har rippet op i sin fortid, da han genfortalte den til Kristeligt Dagblad. Joans død ramte hårdt, men han forstod hurtigt, at den største smerte trods alt var at miste sit barn. Efter et par måneder begyndte sorgen langsomt at lette.
Mod slutningen af samme år sad han ved sin computer og begyndte at korrespondere med en kvinde via internettet – en social- og sundhedsassistent fra Århus. Hun hed Ingrid og var også alene. Et års tid senere flyttede Ingrid til Frederiksværk. De begyndte at skabe et nyt liv sammen. I dag ser han og Ingrid jævnligt de venner, der hjalp ham igennem sorgen. Blandt andre Johnna, som stadig bemærker, at der går en lille skygge over Pers øjne, når hun nævner sin søn, som var jævnaldrende med David. Der kommer vist også et særligt skær over ham, når noget i deres samtaler minder ham om Joan. Men han havde aldrig forestillet sig, at han skulle få en ny familie. Ingrid har to voksne døtre, som han holder af og efterhånden tænker på som sine egne. Nu tæller familien endda også et barnebarn. Alligevel, fra tid til anden, når der er gået en måned, eller når noget i ham fortæller, at han har brug for det, opsøger han en lille og en lidt større gravsten, der står ganske tæt, side om side, på Skovvejens Kirkegård i Ballerup.

Sorgen forsvinder vel aldrig, tænker Per. Men den har på en måde fundet sin plads.

Historiens rekonstruktioner bygger blandt andet på Per Jensen private foto af mennesker og lokaliteter, observationer på steder, hvor begivenhederne fandt sted, samt interview med Joans kollega Johnna Andersen Nielsen, der har været tæt på Per Jensen efter hans tab. Desuden interview med Per Jensen selv. David og Joan Jensen er mindet på hjemmesiden http://www.menighedsbladet.dk/cthoki/

Fredag 31. oktober 2002

Af Jens Lenler
Illustration: Peter M. Jensen
‘Copyright Kristeligt Dagblad og Jens Lenler 2003 – gengivet efter aftale med forfatteren’

Brevet fra banken

Det er ligesom at få tilsendt en ny ligskjorte to dage før, David kunne være blevet 18 år. Per og Joan Jensen fra Ballerup er oprevne. For tre år siden døde deres 15 årige søn David af betændelse på hjerteklappen. I dag er det hans 18 års fødselsdag. Den markerede Forstædernes Bank i onsdags med et lykønskningsbrev, en hvid T-shirt og en diskette til bankens on-line system. Til lykke! Vi vil hermed benytte lejligheden til at ønske til lykke med din fødselsdag den 9. maj, skriver Forstædernes Bank til David. Brevet slutter: Vi ønsker dig en rigtig god dag. Siden han døde for tre år siden, har hans forældre fire gange gjort banken opmærksom på, at David er død. Men lige meget hjælper det. – Det her er simpelt hen for meget. Nu skal alle vide, hvordan den bank har rod i sine systemer. Det kan ikke være rigtigt, at David ikke kan fjernes fra deres registre. Godt nok har de denne gang kaldt ham for David Hansen, selv om vi hedder Jensen. Men både adressen og fødselsdagen er god nok, siger en vred Per Jensen.

 fb1

Bank ønsker død dreng til lykke

side 4 – fredag den 9 maj 1997 – af Thomas Szlavik Foto: Ole Buntzen

FEMTE GANG

Da David døde den 25. maj 1994 skrev hans far til de banker, hvor han havde oprettet en konto. Som så mange andre unge, havde han moret sig med at få konto i næsten hver eneste bank i området. De blev aldrig brugt til noget, og Per Jensen tror ikke, David nogensinde har haft en eneste krone stående i Forstædernes Bank.- De andre banker kunne godt få slettet David. Men ikke Forstædernes Bank. Dette er femte gang, banken har skrevet til David, siden han døde. Det gør så ondt at modtage breve til sin døde søn. Og især det sidste lige før hans 18 års fødselsdag har været meget forfærdeligt at modtage.
– Tre gange har vi fået et kontoudtog, og en gang kom der et ungdomsblad. De tre første gange ringede eller faxede jeg hvergang til banken og gjorde opmærksom på, at David var død. Den tredje gang blev jeg ringet op af en direktør, der undskyldte meget, men i øvrigt gerne ville have mig tilbage som kunde i banken. Han havde nemlig lige søgt mig i deres arkiver, og set, jeg også en gang havde været kunde i Forstædernes Bank.
– Efter den samtale fik vi endnu et kontoudtog, men gjorde ikke noget. For der fremgik det, at kontoen nu var lukket. Så regnede jeg med, at vi ville få fred. Men jeg tog åbenbart fejl, siger Per Jensen.

VÆRST I MAJ

Hans kone Joan er stadig dybt chokeret over oplevelsen i onsdags. – Det var væmmeligt. Jeg begyndte at græde, da jeg lukkede brevet op. Et brev, hvor de ønskede til lykke. Det var ligesom, han var levende. Nu hvor han ville være blevet 18 år. – Maj er årets værste måned. Det er både hans fødselsdag og den måned, hvor han døde. Derfor vælder alting op i en og virker voldsomt. Efter tre år, var vi begyndt at få det bearbejdet. Men så kom det brev fra banken. Jeg kan slet ikke forklare, hvor rædselsfuldt, det var, siger hun. Hun ringede omgående til sin mand på arbejdet. Han blev rasende og tog kontakt til Forstædernes Bank. – Det gik ud over en uskyldig mand, der fik et møgfald og kun kunne undskylde. Da jeg truede med at gå til pressen, bad han mig om at lade være. – Men det vil jeg ikke. Alle skal vide, hvordan de er i Forstædernes Bank. Derfor har jeg også lagt hele historien ud på Internettet, siger Davids far.

DRAMATISK DØD

Her beskriver han også dramaet omkring Davids død, der startede som en hel banal influenza. Influenzaen medførte betændelse på hjerteklappen, og da sygdommen blev opdaget, var det et kapløb med døden. Et kapløb, som David tabte. -Vi nåede lige at få ham indlagt på Herlev sygehus, og han nåede også at blive overført til Rigshospitalet. Her blev han behandlet af Gösta Petterson, der skulle transplantere et nyt hjerte i David. Der kom et hjerte fra Finland. Men et halvt døgn før, det ankom, var David hjernedød. Så vi nåede det ikke, fortæller Per Jensen. Det er alle disse oplevelser, der vælder op i forældrene på denne tid af året, og som Forstædernes Bank har gjort endnu værre for dem med sit til lykke. Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra Forstædernes Bank. Den administrerende direktør Kjeld Mosebo Christensen forlod hjemmet, netop som Ekstra Bladet ringede, og ville først lomme så sent hjem, at hans datter ikke regnede med, han ville tale med bladet.

Brev fra Davids Far til Forstædernes Bank 8. maj 1997

Forstædernes Bank
Centrumgaden 15
2750 Ballerup

Kære Bank
Så har I gjort det igen. Sendt et brev til vores døde dreng. Denne gang er det et tillykke brev på hans 18 års fødselsdag i morgen. Det er så 5 gang efter Davids død i sender breve, blade, opgørelser og i dette tilfælde er det så en Forstædernes Bank t-shirt samt nogle disketter.

At jeg lige fra vi modtog det første brev, 5 gange har skrevet faxet og talt med jer i telefonen, hvor vi har gjort jer opmærksom på at vores søn døde den 25 maj 1994, betyder åbenbart mindre for jer. En af jeres øverste chefer har ringet hjem til os privat og lovet, at vi aldrig ville høre mere. Alligevel modtog vi nogle måneder senere en årsopgørelse. Vi har så ikke hørt noget i et par år og så kommer dette brev i går. David har i mellemtiden åbenbart fået navneforandring idet han nu hedder Hansen men fødselsdag, adresse og fornavn passer.

Hvad er det næste i sender. Et brev på hans 21 års fødselsdag med tilbud om studielån eller på hans 30 årsdag om huslån? Hvis i er så glade for at give gaver kan i gå ned på skovvejens kirkegård med et buket blomster. Bare spørg graveren hvor han ligger. Jeres beklagelser kan vi ikke bruge til noget. I har tydeligt vist at i ikke magter en så simpel ting som at slette en person fra jeres register. Jeg sender kopi af dette brev til alle jeg overhovedet kan komme i tanke om.
Jeg håber i nyder fridagen i dag. Vores har i fået ødelagt.

Med venlig hilsen
Per Jensen

<Ekstra Bladet Lørdag den 10 maj 1997

UNDSKYLD FRA BANKEN

– Vi beklager dybt, sådan noget må ikke kunne ske. Bankdirektør Kjeld Mosebo Christensen er pinligt berørt efter at have læst Ekstra Bladets historie om, hvordan Forstædernes Bank tre år efter 15-årige David Jensens død stadig sender post vedrørende David til hans forældre.

– Jeg kendte slet ikke til sagen, før jeg læste avisen her til morgen. Normalt sætter vi jo en spærringskode på de konti, der tilhører afdøde kunder. Koden sikrer, at der ikke sendes post til disse mennesker. Men i denne sag har systemet ikke været godt nok. Sandsynligvis skyldes det en menneskelig fejl, og det beklager vi meget.fb2

Kjeld Mosebo Christensen vil nu sørge for, at banken tager kontakt til David Jensens forældre, Joan og Per Jensen. Siden deres søn døde 15 år gammel i 1994 af betændelse i hjerteklappen, har parret modtaget fem breve fra banken. Senest i onsdags, to dage før David Jensen ville være fyldt 18 år.
Det er ligesom at få tilsendt en ny ligskjorte to dage før, David kunne være blevet 18 år, sagde Joan Jensen til Ekstra Bladet efter at have modtaget bankens hilsen.fb3

zas

Vi hørte aldrig fra banken, de sendte en buket blomster ned på Davids grav med bud men det er jo også det nemmeste, når man har penge nok!Efterskrift: Her 19 år senere eksisterer Forstædernes Bank ikke længere. Det var en af de banker der blev opkøbt under krisen. Nu er det en del af Nykredit bank.

 

Patientklagenævnet

 

spyt-ikkeHistorien om Joan
Joan døde den 24 maj 1999 Hun blev 47 år. Joan døde formentlig af en blodprop i hjertet, inkompetence af lægerne på Sygehuset er årsagen til det aldrig bliver opklaret.
Joan var syg den sidste måneds tid før hun døde, men hendes læge fandt ved 3 besøg ikke andet galt end mavekatar på trods af smerter i brystet og ud i venstre arm.
Den 24 maj om morgenen, stod Joan op ved 5 tiden fordi hun havde smerter, som så ofte før i den foregående måned. Smerter der kunne forveksles med mavekatar og som vi jo desværre troede på da hendes læge havde stillet denne diagnose.
Jeg hentede en glas mælk til hende som hun drak halvdelen af. Pludselig som hun sad der i stolen kastede hun op og faldt forover. Herefter gik det stærkt, jeg fik tilkaldt Falck, men Joan var allerede død.

Patientklagenævnet

Kære Per Jensen.
Jeg skriver til dig for at beklage på afdelingens vegne, at den bestilte obduktion af din hustru ikke har fundet sted……

drkilare-1Denne del er for så vidt en bagatel i forhold til den langt alvorligere klage over hendes praktiserende læge, men skal med for fuldstændigheden skyld.

På sygehuset oplyste vagthavende læge mig, efter vi havde talt om hvad Joan måske kunne have fejlet, at medvirkende årsag til Joans død kunne være fejldiagnose fra hendes praktiserende læge. Hun var siden 6/4-99 blevet behandlet flere gange for mavekatar selv om hun havde oplyst symptomer, der burde give anledning til en hjerte undersøgelse, dette især under iagttagelse af at hun ca. et år før havde haft en blodprop i benet, som lægen ikke fandt nødvendig at behandle samt hun efter vores søns død for 5 år siden var under medicinsk behandling for alt for højt blodtryk.

Vi aftalte obduktion for at finde ud af hvad der var sket.
Jeg kørte hjemad, helt alene denne søndag morgen. Ingen havde, bortset fra Falckfolkene, der mødte mig på P-pladsen spurgt mig om jeg havde brug for hjælp.
Jeg måtte nu køre den tunge vej alene til Joans mor, for at fortælle hende at hendes datter var død.

Jeg ventede længe på obduktionsrapporten, der aldrig kom. Tre gange i den efterfølgende måned ringede jeg til hospitalet og hver gang fik jeg besked om at den var lige på trapperne.
Og så kom brevet….

Kære Per Jensen.
Jeg skriver til dig for at beklage på afdelingens vegne, at den bestilte obduktion af din hustru ikke har fundet sted……

Jeg blev meget vred og ked af det. Forstod det ikke, men skrev så tilbage og forlangte aktindsigt.
Jeg mente at jeg havde krav på aktindsigt inden for 10 dage men blev meget klogere.
Først da jeg lagde brevet på Internettet og andre læger havde set det reagerede overlægen på sygehuset.
Samtidig klagede jeg til Patientklagenævnet over hele sagsgangen, men de ville kun tage sig af spørgsmålet om den manglende aktindsigt. Og her blev sygehuset frikendt da loven ikke gælder pårørendes ret til aktindsigt inden for 10 dage.

drkilare-2Jeg klagede til sundhedsstyrelsen og hvem jeg ellers kunne komme i tanke om, men ingen reagerede. Først da ombudsmanden et helt år efter kontaktede sundhedsstyrelsen kom der en reaktion fra sundhedsstyrelsen…

 

Den praktiserende læge

Min hustru henvendte sig til lægen ved alle 3 besøg, med smerter i brystet og ud i venstre arm…

Jeg sendte en klage til Patientklagenævnet. Min viden om nævnet og om hvorledes man klagede var praktisk taget meget lille, men jeg forventede at nævnet var en institution oprettet for at beskytte patienterne og deres rettigheder. Det skulle vise sig at jeg tog alvorligt fejl.

Jeg skrev b. la. i min henvendelse: På baggrund af de hændelser der fandt sted ved min hustru, Joan Jensen, Død, den 24.05.1999 klager jeg hermed over: * læge * for grov uagtsomhed ved at have stillet en fejlagtig diagnose ved besøg i konsultationen den 8/4 -99,13/4 -99 og 5/5 -99. og dermed undladt at give hende den behandling og undersøgelse, der kunne have redet hendes liv.

Min hustru henvendte sig til lægen ved alle 3 besøg, med smerter i brystet og ud i venstre arm samt forøgede smerter ved let overanstrengelse.

På trods af at alle 3 symptomer peger på problemer med hjertet stillede * læge * diagnosen “akut mavekatar”, og havde ikke mistanke om hjertelidelse selv om, efter hvad jeg har fået oplyst, at smerter fra brystet og ud i venstre arm ikke forekommer ved mavekatar.

Min hustru blev henvist til en mave specialist, men der var det først muligt at få en tid i juni måned. Under alle omstændigheder burde han i de tilfælde hvor der kan være tale om flere diagnoser behandle for den mest alvorlige og livstruende først.

Herudover har min hustru gået til behandling for alt for højt blodtryk siden vores eneste søn på 15 år døde for 5i,4 år siden og fået hjertemedicin herfor i alle årene. De sidste 2 år hos * læge *. Endvidere har min hustru i de sidste 2 år gået til behandling hos hudlæge for nikkeleksem og allergi opstået efter en arbejdsskade, hvor hun var under medicinsk behandling.

I journalen skriver lægen, efter han har fået oplyst om dødsfaldet:
“Jeg kan oplyse, at der ikke herfra har været mistanke på hjertelidelse, Men set i bakspejlet kan man da godt overveje, om de mavesymptomer, pt. havde evt., kunne have været udtryk for en hjertesygdom.” – En efter min opfattelse klar indrømmelse fra lægen, at han har stillet og behandlet efter en forkert diagnose.

Ikke en men tre gange, har lægen stillet en forkert diagnose. , på trods af at diagnosen med hjerteproblemer ikke burde være vanskelig at se, foruden han var vidende om at min hustru havde mistet sin søn, med efterfølgende psykiske og fysiske problemer, der alle slider hårdt på hjertet samt forhøjet blodtryk og allergi samt eksem.

Jeg er af den opfattelse, at der er en direkte linie mellem min hustrus symptomer omhandlende dage og hendes drkilare-3død og * læge * derfor har handlet groft uagtsomt.

Patientklagenævnet har forstået det således…. 

Kort tid efter modtog jeg et brev fra Patientklagenævnet hvor de b. la skrev:

“Patientklagenævnet har forstået det således, at de ønsker at klage over følgende:
At * læge * ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999vurderede, at årsagen til Joan Jensens symptomer var akut mavekatar.”

Jeg studsede en del over denne formulering, men slog mig til tåls med, at nævnet nok bedst kunne vurderer hvilken formulering, der var den bedste for at få sagen belyst fra alle vinkler og jeg troede at uanset formuleringen stod der jo højt og tydeligt hvad jeg klagede over i min oprindelige klage. Set i bakspejlet har jeg måtte konstatere at jeg tog alvorligt fejl. Formuleringen fra Nævnet var bevist sløret og omformuleret således at man kunne frikende lægen ved kun at undersøge om Joan havde symptomer på mavekatar. At mavekatar og hjertelidelse har enslydende symptomer kunne man så her springe let og elegant hen over. At hun havde typiske tegn på hjerteproblemer som smerte ud i venstre arm og i gennem længere tid haft forhøjet blodtryk behøvede man ikke at tage sig da hun også kunne have mavekatar og det ville så være nok til at lægen havde handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt praksis?

Patientklagenævnets Forslag til afgørelse

Kort tid efter modtog jeg så Patientklagenævnets Forslag til afgørelse der i uddrag var som følger:

Praktiserende læge * læge * har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af Joan Jensen i perioden fra den 6. april til den 5. maj 1999 i sin praksis.

Joan Jensen kontaktede den 6. april 1999 praktiserende læge * læge * telefonisk, idet hun havde haft tiltagende smerter i maven gennem nogle dage. Der blev aftalt tid i konsultationen senere samme dag, hvor læge * læge * undersøgte Joan Jensen og ordinerede medicin mod mavekatar.

afgorelseDen 13. april 1999 kontaktede Joan Jensen igen læge * læge *, idet hun mente, at hun var overfølsom overfor den medicin, lægen havde ordineret den 6. april 1999. Fortsatte gener i ma­ven var årsagen til, at Joan Jensen den 5. maj 1999 henvendte sig i konsultationen hos læge * læge *.

Den 24. maj 1999 fik Joan Jensen ondt i brystet, da hun stod op, og kort efter afgik hun ved døden på grund af hjertestop.

Der er klaget over, at læge * læge * ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at årsagen til Joan Jensens symptomer var akut mavekatar.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge * læge * for hans vurdering af Joan Jensens symptomer.

For så vidt angår konsultationerne den 6. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at Joan Jensen angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig en akut mavekatar. Hun oplyste læge * læge * om, at hun et par år tidligere havde fået syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at hun havde smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun havde halsbrand og sure opstød. Læge * læge * undersøgte Joan Larsen og fandt, at hun var meget øm i øverste del af maven, men ellers upåvir­ket. Læge * læge * ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300 mg), som Joan Jensen skulle tage om aftenen.

For så vidt angår telefonkonsultationen den 13. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at Joan Jen­sen ifølge journalen fandt, at hun havde haft gavn af medicinen, men at hun mente, at hun ikke kunne tåle den, idet hun havde kløe og hævelse af læberne og omkring øjnene. Læge * læge * anbefalede Joan Jensen at afbryde behandlingen med Nizax og ordinerede i stedet et andet syreneutraliserende præparat (tablet Lanzo 30 mg).

Nævnet har, for så vidt angår konsultationen den 5. maj 1999, lagt vægt på, at Joan Jensen ifølge journalen oplyste, at hun generelt havde fået det bedre, idet hun ikke længere havde mavesmer­ter, men at hun stadig havde svien bagved brystbenet og op i halsen, samt at hun havde haft fe­ber, diare og opkastning. På denne baggrund valgte læge * læge * at henvise Joan Jensen til speciallæge i intern medicin.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at læge * læge * ifølge journalen den 16. juli 1999 hav­de telefonisk kontakt med Joan Jensens mand, og herefter i journalen har anført, at Joan Jensens mavesymptomer set i bakspejlet kunne have været udtryk for en hjertesygdom, men at han ikke havde haft mistanke herom.doctor-bad-1

Patientklagenævnet finder, at læge * læge * ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke havde anledning til at tolke Joan Jensens symptomer som tegn på en hjertelidelse, idet han ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet. Det er nævnets opfattelse, at lægen relevant tolkede Joan Jensens symptomer som tegn på sygdom i mavesækken og nederste del af spiserøret.

Der var alligevel noget der nagede mig….

Som det tydeligt fremgår har Patientklagenævnet fået vendt og drejet hele sagen, som jeg skrev tidligere, til kun at handle om mavekatar. Og på den baggrund skal lægen jo frikendes. Jeg blev nu alligevel lettet over deres forslag idet jeg så kunne få fred i sjælen og få fjernet den mistanke jeg havde til lægen.

Men efter nogle dage og efter at have læst papirerne mange gange var der alligevel noget der nagede mig, noget der ikke stemte. Hvorfor denne overdrevne ros af lægens handlinger i konsulentens svar? Efterfølgende fandt jeg også flere unøjagtigheder og direkte usandheder.

jeg læser ingen steder i journalen, hvorvidt der er observeret dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet..

Jeg skrev til Patientklagenævnet at jeg ikke kunne godtage deres forslag til afgørelse og i min begrundelse anførte jeg b. la.

Jeg vil her gennemgå nævnets sagkyndiges udtalelse punkt for punkt, da jeg finder at den indeholder mange subjektive vurderinger, hvilket nævnet tilsyneladende ikke har været opmærksom på.

For det første kan det undre mig, at en sagkyndig konsulent i Almen Medicin “finder det indsamlede materiale er tilstrækkeligt til at belyse sagen”. Min hustru konsultere sin læge 6. April 1999 vedrørende mavesmerter. Min hustru er i den kommende måned i løbende kontakt med lægen vedrørende tiltagende smerter. Den 5. Maj 1999 er sidste gang min hustru konsulterer sin læge. Den 24. Maj 1999 afgår min hustru ved døden, efter fra morgenstunden at have haft ondt i brystet. I øvrigt de samme smerter, som hun overfor mig havde klaget over i hele forløbet.

Sagkyndig konsulent i Almen Medicin finder således ikke grundlag, for at indhente oplysninger i perioden 5. Maj 1999 til 24. Maj 1999. Sagkyndig konsulent i Almen Medicin har på ingen måde søgt resultatet af en eventuel obduktion, eller en udtalelse fra sagkyndig i dødsårsager, eksempelvis en patolog.

Sagkyndig konsulent i Almen Medicin, mener at “praktiserende læge * læge * har levet op til den almindelige anerkendte faglige standard,…”, hvilket konkluderes udefra den sagkyndige konsulent i Almen Medicin, egen begrundelse. Hvilken jeg finder subjektiv, modsat den beskrivelse af hændelsesforløbet der foreligger fra Embedslægeinstitutionen Frederiksborg Amt.

doctor1I begrundelsen fra sagkyndig konsulent i Almen Medicin nævnes det at min hustru: “… var i telefonisk kontakt med * læge *, fordi hun mente, hun havde akut mavekatar”. Videre står der, at hun samme dag var til konsultation hos lægen. Lægen skriver ifølge sagkyndig konsulent i Almen Medicin, i sin journal: “…at Joan Jensen ikke var alment påvirket, det vil sige, der var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet. Der var altså ikke symptomer tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet”.

Ved min egen gennemgang af journaludskriften finder jeg at sammenfatningen af denne konsultation, fra sagkyndig konsulent i Almen Medicin vurderes både mangelfuldt og subjektivt.

For det første udelades fuldstændig journalens første sætning vedrørende konsultationen den 06-04-99: “Nogle dage tiltagende ondt i epigastrien men også udstrålende mod venstre arm.”. For det andet nedtones det, at min hustru er “.. . meget øm i epistragiet.”, med : “. . . ømhed i epistragiet”. Endelig læser jeg ingen steder i journalen, hvorvidt der er observeret dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet. Denne sidste konklusion kan jeg udelukkende tillægge sagkyndig konsulent i Almen Medicin.

Ved den efterfølgende konsultation den 13. April 1999 står i journalen, at læse: “Gavn af Nizax – men nu hævelse af læber og omkring øjne + kløe. Pt. overbevist om, at det er udløst af tabl.”.

I min opfattelse af sproget, er der en væsentlig forskel på “Gavn” og “God virkning”. Sidstnævnte har en langt mere positiv klang en det første. I spørgsmålet om hvorvidt min hustru er overfølsom, er sagkyndig konsulent i Almen Medicin enig med såvel min hustru som hendes læge. Men sagkyndig konsulent i Almen Medicin stiller ikke spørgsmålstegn ved denne overfølsomhed. Der spørges ikke til, om det eventuelt kunne skyldes fejlmedicinering.

Ved konsultationen den 5. Maj 1999 står der i journalen, at læse: “Generelt fået det bedre, men stadig mavesymptomer med forværring ved let anstrengelse. Svien retrosternalt med svien helt op i halsen, men ikke mavesmerter.”.

Om dette skriver sagkyndig konsulent i Almen Medicin: “Ved konsultationen den 05.05.1999 er det anført, at Joan Jensen havde det bedre, men fortsat havde symptomer med svien, ikke smerter bagved brystbenet (retrosternalt), og op i halsen, samtidig havde der været feber, diarré og opkastning.”.

Sagkyndig konsulent i Almen Medicin hæfter sig overhovedet ikke ved, at min hustru har:
mavesymptomer med forværring ved let anstrengelse… .”. Efter at min hustru gennem en måned, havde haft svære problemer med svien og halsbrand, gøres stadig intet, I journalen står: “Svien retrosternalt…”. Sagkyndig konsulent i Almen Medicin gør særskilt opmærksom på, at der er tale om svien og ikke smerte retrosternalt.

Jeg må spørge hvorfor denne nedtoning af svien til smerte er så vigtig? Jeg har svært ved, at skelne mellem svie og smerte, I min sprogopfattelse er det blot en gradbøjning af det samme. Og desuden ved jeg, at mennesket er stand til, at vænne sig til smerte. Og skulle det derfor ikke være sandsynligt, at min hustru således naturligt har nedtonet tilstanden? Og er det ikke lægens ansvar, at være opmærksom på dette faktum? Det er i hvert fald spørgsmål, sagkyndig konsulent i Almen Medicin overhovedet ikke tager op, som mulige problemstillinger.

Sagkyndig konsulent i Almen Medicin slutter således sin vurdering: “Der har således ikke i de telefoniske kontakter og konsultationer der har været hos * læge *, i perioden 06.04.1999 – 05.05.1999, været symptomer der tydede på hjertelidelse.

Derimod har det været lægeligt korrekt, at tolke de oplyste symptomer, som kommende far mavesækken og den nederste del af spiserøret.”.

Men jeg læser ingen steder i journalen, at der er symptomer i mavesækken. Tværtimod læser jeg ved den første konsultation den 06-04-99: “Intet peritonealt…”. Den 05-05-99 læser jeg i journalen: “.. men ikke mavesmerter”.

Jeg har selv søgt oplysninger hos NetDoktor, under emnet “Halsbrand, sure opstød, mavesyre-reflux og spiserørs-katar”. Emnet er belyst af Læge Torben Nathan og Overlæge Professor dr.med. Ove Schaffalitzky de Muckadell. I deres beskrivelse af hvorledes diagnosen stilles for mavesyre-reflux og spiserørs-katar, understreges det at doctor2“symptomerne ved mavesyre-reflux kan forveksles med mavesår, hjertesmerter (angina pectoris) “. Og videre en række andre sygdomme. Og de slutter: “Undertiden er det derfor nødvendigt at undersøge for disse tilstande.”. Endvidere har jeg siden min hustrus død, ved indtil flere lejligheder spurgt andre læger hvad deres reaktion ville have været. De har sammenfattende sagt, at deres opmærksomhed ville have været vakt allerede efter første konsultation. Men at der nok ville have været forsøgt med syreneutraliserende medicin til at begynde med. Men ingen af de læger jeg selv efterfølgende har talt med, ville lade en hel måned gå med de samme symptomer, uden at foretage undersøgelse af hjertet.

Jeg forkastede patientklagenævnets forslag til afgørelse. 

Jeg forkaster til fulde patientklagenævnets forslag til afgørelse.
Jeg forlanger en grundigere og langt mere saglig vurdering af forløbet

Som svar på min forkastelsen fik jeg et brev fra Nævnet skrevet i en form for vrede og irritation, over at jeg ikke accepterer sagsbehandlerens vurdering. Jeg finder det dybt beklageligt, at sagsbehandleren sender mig et brev, hvori han gør opmærksom på hvorledes Patientklagenævnet arbejder. Da jeg ikke fandt, at den digteriske, forvanskede og mangelfulde vurdering fra den sagkyndige konsulent, må ligge til grund for afgørelsen klagede jeg nu til sundhedsstyrelsen, der dog bare sendte brevet videre til direktøren for Patientklagenævnet

Jeg er ked af, at det er Deres opfattelse, at Patientklagenævnet ikke giver Dem en retfærdig sagsgang

Denne svarede at han var ked af, at det er min opfattelse, at Patientklagenævnet ikke giver mig en retfærdig sagsgang. Det var hans opfattelse, at sagsbehandlingen i Patientklagenævnet foregår på et sagligt grundlag og varetages af dygtige medarbejdere, herunder et særdeles kompetent korps af sagkyndige konsulenter.
Han gik overhovedet ikke ind i sagen og så på de enkelte klagepunkter jeg have fremført eller forsøgte at modbevise mine synspunkter. Men af det lærte jeg så, at det intet nytter at klage til nævnets øverste myndighed og chef.

Kort tid efter modtager jeg et nyt brev fra patientklagenævnet. Denne gang er det sagens afgørelse.

Afgørelsen er et kopi af nævnets forslag, selv nævnets stavefejl er med.. 

Afgørelsen er et kopi af nævnets forslag, selv nævnets stavefejl, hvor man i forslaget har omdøbt min kone til at hedde Larsen er med i afgørelsen.
På intet tidspunkt har man svaret på min indsigelse og de deraf rejste spørgsmål man har ensidigt tilgodeset behandleres og andre sundhedspersoners interesser og alene lagt udtalelser fra andre læger til grund for afgørelsen, mens alle udtalelser fra mig ignoreres. Hvad værre er. Nævnet har indhentet nye udtagelser fra en anden lægelig konsulent uden at partshøre mig eller i det hele taget orienterer mig om hans udtagelse inden nævnet traf deres afgørelse.
Dette er klart lovstridig og mod god forvaltningsskik, hvilket nævnet også bliver belært om senere af folketingets ombudsmand.
Patientklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til en ankeinstans og sagen burde herfor være slut her. Men jeg var så vred over nævnets behandling af mig som ikke kunne gøres bedre i en bananrepublik, at jeg skrev en afsluttende brev til Nævnets direktør med kopi til sundhedsstyrelsen og sundhedsminister Carsten Koch. Her i skrev jeg b.la.

Jeg påpegede at der flere steder var direkte fejlcitering og udeladelser af det foreliggende journalmateriale…

Jeg var dybt rystet over det grundlag, hvorpå Patientklagenævnet har truffet afgørelse i min Klagesag. Det var min klare opfattelse, at da jeg fuldt ud forkaster Patientklagenævnets forslag til afgørelse, må nævnet komme med et nyt forslag. I min forkastelse af forslaget, gennemgik jeg grundigt den sagkyndige konsulents redegørelse for forløbet. Jeg påpegede at der flere steder var direkte fejlcitering af det foreliggende journalmateriale. Samt at der anvendtes et sprog der i positive vendinger omtalte den indklagede sundhedspersons diagnosticering, frem for blot at holde sig objektivt til det. Og endelig mente jeg, at den sagkyndige konsulent havde udeladt vigtige elementer i journalen.

Desuden ønskede jeg sagen forelagt en konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund, end den indklagede sundhedsperson.

Patientklagenævnet har på ingen måde søgt at opfylde dette. Man har i stedet blot ladet en ny sagkyndig konsulent i almen medicin gennemgå journalmaterialet. Denne skriver i store træk det samme som den første, og hans vurdering falder på et ligeså subjektivt grundlag som den første. Han inddrager endda i sin vurdering at jeg ikke var tilstede ved konsultationerne. For det første finder jeg det ikke relevant for vurderingen, for det andet ved jeg ikke hvor lægen har den oplysning fra da det ikke fremgår af journalen, om jeg var tilstede, ved konsultationerne, kan jeg kun tolke det som, at den sagkyndige har været i kontakt med den indklagede sundhedsperson.

no-respond2-1Patientklagenævnets afgørelse er i store træk, en genudskrivning af deres forslag til afgørelse. Endda deres stavefejl er med, også den pludselige navneændring fra Jensen til Larsen. Jeg finder det dybt beklageligt, at jeg ikke har ret til at udtale mig om den nye sagkyndiges vurdering, men at man blot herudfra træffer afgørelsen. Man har altså fra nævnets side fundet min kritik korrekt, og har derfor bedt en anden udtale sig i sagen. Men man har ikke ønsket, at lade en person med en anden uddannelsesmæssig baggrund udtale sig. Man gør end ikke i afgørelsen opmærksom på, at jeg har bedt om en sådan ny vurdering. Eller forklarer hvorfor man har besluttet ikke at gøre det. Men blot har valgt at benytte, en anden sagkyndig i almen medicin, hvilket man i øvrigt heller ikke gør opmærksom på i afgørelsen.

Patientklagenævnet skriver i deres afgørelse:
“Afgørelsen er truffet på baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets brev af 16. november 1999. Kommentarer fra sagens parter er indgået i nævnets vurdering af sagen”.

For det første har Patientklagenævnet truffet afgørelse på grundlag af den nye sagkyndiges vurdering. Dette på trods af, at man først har modtaget vurderingen fra denne den 1. februar 2000. For det andet har nævnet i deres afgørelse under ingen omstændigheder taget højde, for de kommentarer jeg er fremkommet med.

I pjecen “Sagsgang i Patientklagenævnet” som er udsendt af sundhedsstyrelsens patientklagenævn, står under “Sagens parter orienteres” at læse: “Det er Patientklagenævnets pligt at sikre alle parters rettigheder. Embedslægens sammenfatning (og kopi af de relevante sagsakter), Patientklagenævnets forslag til afgørelse og eventuelle sagkyndige konsulenters udtalelser sendes derfor både til klageren og til de sundhedspersoner klagen drejer sig om. Parterne får herved lejlighed til at komme med kommentarer, inden nævnet træffer en afgørelse”. Hvis dette er den procedure der skal følges, kan det undre mig, at jeg sammen med afgørelsen modtager den nye sagkyndiges vurdering. På denne måde er jeg blevet afskåret fra at kommentere den sagkyndiges vurdering. En vurdering som patientklagenævnet bygger deres afgørelse på.

Det er min opfattelse, at nævnet kunne have bedt en Jord & Betonarbejder om at være den sagkyndige konsulent nummer to. For eftersom jeg alligevel ikke kan gøre indsigelse om nævnets afgørelse, finder jeg det irrelevant at spørge en ny. Ligesom jeg finder det irrelevant, at spørge en anden sagkyndig i almen medicin, hvis man fra nævnets side mener, at den førstes udtalelse er tilstrækkelig.

Jeg står nu tilbage med den følelse, der er den værste. Nemlig afmagt overfor det danske sundhedsvæsen. Jeg er nu fuldt ud overbevist om, at Patientklagenævnet er en institution oprettet for at beskytte sundhedsvæsenet. Men at det blot har fået sit fine navn, for at give indtryk af, at være til for at beskytte patienterne og deres rettigheder. 

Jeg mener, at denne sag efterhånden indeholder så mange groteske eksempler på offentlig forvaltning, er jeg af den opfattelse at sagen efterhånden er vedkommende for flere end blot den offentlige forvaltning og jeg selv.

Jeg tvivler stærkt på, at jeg er den eneste i dette land, der har den slags oplevelser med det danske sundhedsvæsen. Jeg er derimod af den opfattelse, at det er praksis. Og det er nemt med fine ord, og flotte hensigter, at kue mennesker der allerede befinder sig i en svær krise. Enten efter at de lige har mistet deres kære, eller med en besked om, at livet er ødelagt på grund af sundhedspersoners lemfældige omgang med deres ansvar.

Hans udtalelse bygger alene på de akter der findes i sagenombudsmanden

Det eneste svar jeg fik var fra Nævnets direktør der først beklagede, at Patientklagenævnet ét sted i sin afgørelse fejlagtigt har omtalt min afdøde hustru som Joan Larsen.
Endvidere skriver han:
“De har i Deres e-mail anført, at Patientklagenævnet har skrevet til Dem, at afgørelsen er truffet på grundlag af de oplysninger, som blev sendt med nævnets brev af 16. november 1999, selv om udtalelsen fra sagkyndig konsulent *PKN lægekonsulent2* af 26. januar 2000 indgik i afgørel­sesgrundlaget. Der er tale om en skrivefejl, hvilket jeg naturligvis beklager. Jeg vil dog gerne understrege, at dette ikke betyder, at udtalelsen fra sagkyndig konsulent *PKN lægekonsulent2* ikke indgik i afgørelsesgrundlaget.

Endvidere har De stillet spørgsmålstegn ved * PKN lægekonsulent2 * uvildighed, idet De forudsætter, at denne har været i kontakt med den indklagede.

Patientklagenævnet har i dag talt med * PKN lægekonsulent2 * , der oplyser, at han ikke har været i kontakt med praktiserende læge * læge *. Hans udtalelse bygger alene på de akter der findes i sagen, og som er tilsendt Dem den 16. november 1999.

Efter at have gennemgået Deres sag er det min bestemte opfattelse, at nævnet har foretaget en grundig behandling af Deres klage, og at afgørelsen er truffet på et sagligt grundlag. Jeg kan dog oplyse Dem om, at De har mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand over nævnets sagsbehandling.”

Sådan, det var ordene. Han har gennemgået sagen og syntes at nævnet har foretaget en grundig behandling af min klage. På intet tidspunkt har jeg fået svar på alle de spørgsmål jeg har rejst og alligevel har nævnet foretaget en grundig behandling? Direktøren har spurgt * PKN lægekonsulent2 * , der oplyser, at han ikke har været i kontakt med praktiserende læge * læge *. Hans udtalelse bygger alene på de akter der findes i sagen. Disse agter findes ikke og det er derfor en lodret løgn direktøren kommer med her.

Det eneste positive ved direktørens brev, var at han oplyste mig om at jeg kunne klage til Folketingets Ombudsmand over nævnets sagsbehandling. 

Folketingets ombudsmand
Jeg finder det dybt beklageligt og kritisabelt, at man fra Patientklagenævnet gang på gang undlader at svare på kritiske spørgsmål….ombudsmanden2Igennem et års tid kørte nu en omfattende korrespondance mellem Nævnet og mig med ombudsmanden som mellemmand.
Nævnets korrespondance og svar var mangelfulde, vildledende og usande. Som jeg ser det forsøgte man fra nævnets side at snakke uden om idet man ikke ønsker at få egne fejl frem i lyset.Efter min opfattelse fremgår det klart af korrespondancen at nævnet, har brudt lovgivningen, har forsøgt at dække over dette, samt ikke har været uvildige og ikke har indhentet de nødvendige oplysninger.Jeg finder det dybt beklageligt og kritisabelt, at man fra Patientklagenævnet gang på gang undlader at svare på kritiske spørgsmål ved at henvise til tidligere udtagelser i sagen, vel vidende at disse tidligere udtagelser ikke besvarer spørgsmålet!Jeg opfordrer til, at læserne giver sig tid til at se vedlagte resuméer, der klar bekræfter min påstand.Ombudsmandens bemærkninger

Ombudsmanden har imidlertid kritiseret nævnets sagsbehandling…..

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan ombudsmanden – kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de to lægefagkyndige vurderingers rigtighed – som er af afgørende betydning for denne sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Sammenfattende kan han ikke kritisere indholdet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse af 8. februar 2000 af ovennævnte grund.

Ombudsmanden har imidlertid kritiseret nævnets sagsbehandling. Det er således hans opfattelse at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik dersom Jeg havde fået orientering om nævnets afvisning af at indhente sagkyndige erklæringer fra personer med andre specialer end almen medicin før nævnet traf afgørelse i sagen. Det er ligeledes ombudsmandens opfattelse at nævnet burde have partshørt mig over *Sagkyndig konsulent i Almen Medicin (2) navn udeladt * udtalelse før navnet traf afgørelse, jf § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om nævnets forretningsorden. Endelig havde det efter ombudsmandens opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik at nævnet i dets begrundelse i den endelige afgørelse havde gengivet de væsentligste af mine indsigelser og udtrykkeligt forholdt sig til disse.
Ombudsmanden udtaler endvidere at Nævnet burde i dets begrundelse tillige (eventuelt kortfattet) have redegjort for udviklingen i sagen efter at nævnets forslag til afgørelse blev sendt.

På trods af denne kritik fra ombudsmanden og nævnets lovbrud er det endnu ikke lykkedes mig at få nævnet til at annullerer deres afgørelse.

Se mere herom senere.

 

Advokaten

Jeg fik en advokat til at se på sagen. Denne frarådede mig at anlægge en retssag med mindre jeg kunne få fri proces, hvilket ikke var muligt.

Advokaten ville ikke fortælle mig mulighederne for at vinde en retssag men oplyst mig at en tabt sag ville være en meget kostbar affære og han foreslog mig først at få Patientklagenævnet til at genoptage sagen.

Genoptagelsen

Det er ikke mine forslag Patientklagenævnet behandler…..

advokatEfter min vurdering har Nævnets fejler på væsentlig måde påvirket afgørelsens indhold.
Havde man medtaget mine indsigelser i vurderingen, hvilket Nævnet ikke har sandsynliggjort de har, samt givet mig partshøring, ville man ikke kunne komme frem til samme afgørelse som i forslaget.

Dersom jeg var blevet partshørt ville jeg med overvejende sandsynlighed kunne se om afgørelsen ville blive den samme eller med samme udgang som forslaget, og derfor øjeblikkeligt have trukket klagen tilbage.

Jeg mener at jeg hermed sandsynliggør, at fejlene på væsentlig måde har påvirket afgørelsens indhold og jeg anmodede derfor Patientklagenævnet at trække afgørelsen tilbage og meddele dette til alle parter i sagen.

Patientklagenævnet oplyste mig, ” at Patientklagenævnet ikke har hjemmel til at trække en afgørelse tilbage og jeg havde mulighed for at begære sagen genoptaget ved nævnet. Ved afgørelsen af om der findes grundlag for at genoptage sagen vil nævnet lægge vægt på, om der er fremkommet nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger.”

Jeg har så nu anmodet nævnet om at genoptage sagen og her står vi så nu. Jeg har indtil nu modtaget flere forslag til afgørelse, som jeg ikke kan godkende af den enkle grund
– det er ikke mine forslag de behandler -.
Patientklagenævnet har gennem hele sagens forløb, og sidst i forslaget til afgørelse af 19 maj 2003, fastholdt den praksis, at omformulere mine klagepunkter. Nævnet har således på intet tidspunkt, siden jeg indgav min klage til Patientklagenævnet i brev at 10. august 1999, taget stilling til mine oprindelige klagepunkter. Derimod har nævnet gennem hele forløbet, fastholdt at behandle klagen således som Patientklagenævnet selv har formuleret den.

Mine oprindelige klagepunkter omhandler grov uagtsomhed, i forbindelse med behandlingen at min hustru. Jeg skriver i min oprindelige klage: Under alle omstændigheder burde han i de tilfælde hvor der kan være tale om flere diagnoser behandle for den mest alvorlige og livstruende først.

Mine oprindelige klagepunkter retter altså sigtet på, at undersøge om den Praktiserende læge har overtrådt Lægelovens § 6 stk. 1, ved ikke at have udvist den omhu og samvittighedsfuldhed i behandlingen at min hustru, som måtte anses for rimelig i almindelig anerkendt praksis.

Patientklagenævnet mangler altså fortsat, at behandle den klage jeg oprindeligt indgav i brev at 10. august 1999. Da jeg modtog brev at 19. august 1999, havde jeg tiltro, at den sammenfatning at min klage, som Patientklagenævnet havde foretaget, var begrundet i en vejledende – og ikke vildledende – handling.

Jeg afventer fortsat, at Patientklagenævnet optager og behandler den klage, jeg har fremsat.

Så har Patientklagenævnet igen handlet uden at have taget hensyn eller svaret på min spørgsmål.

Og det på trods at Folketingets ombudsmand tidligere har skrevet følgende til nævnet:
” Det havde derfor efter min opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik at Patientklagenævnet i dets begrundelse i den endelige afgørelse havde gengivet de væsentligste af Deres indsigelser og udtrykkeligt forholdt sig til disse.

Det er i øvrigt min opfattelse at nævnet i dets begrundelse i den endelige afgørelse tillige (eventuelt kortfattet) burde have redegjort for udviklingen i sagen efter at nævnets forslag til afgørelse blev sendt til Dem.
Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.”

Ingen af mine indsigelser til Nævnets forslag til afgørelse har man svaret på, man har blot fjernet ordet “forslag” og ladet det være den endelige afgørelse.

Hvordan kan en klager klage til Patientklagenævnet når klageren ikke selv kan få lov at bestemme hvad han klager over?
Tja, hvas så nu – jeg må vel skrive til Ombudsmanden igen.

For mig er det ufatteligt, at Nævnet omformulerer min klage til ukendelighed.
God forvaltningsskik må da for pokker være, at klageren er enig med den forvaltning han klager til, hvad han klager over.

Så kom svaret fra ombudsmanden som ikke mener, at en ny ombudsmandsundersøgelse af sagen ville kunne hjælpe mig yderligere.

Trist, vi har et patientklagenævn, der kan bryde loven og en ombudsmand der ikke kan gøre andet end sige det til dem. Og de behøver naturligvis ikke rette sig efter det, men kan fortsætte med at ændre klagerne til ukendelighed, bryde loven og hvad de ellers finder på.

 

Hvad nu, – nogen forslag?


Jeg modtog aldrig nogle forslag. Og det var ikke fordi jeg ikke forsøgte at gøre opmærksom på sagen. Uanset hvem jeg forelagde sagen var der ingen der reagerede. Sagen var blevet for kompliceret og det var for magtfulde kræfter jeg var oppe imod.

De fleste mente det var blevet en slags besættelse for mig og det vel efterhånden var mig og ikke systemet der var noget galt med.
Ingen har sikkert stillet sig selv det spørgsmål om hvordan de selv ville have reageret, hvis det nu var dem selv det var gået ud over. Ja hvem ved, det kan jo ske den dag i morgen.

Min bror Ove

´Vores bror, Louises far har pludselig og uden varsel forladt os. Ham der var det sundeste af alle mennesker. Pludselig en morgen var det slut. Det er en tung og ubeskrivelig sorg der har ramt os.

Ove Jensen

Ove fortalte aldrig ret meget om sig selv. I mange år var han i østen hver vinter. Han rejste rundt mange steder, men det var ikke meget han fortalte, selv om jeg altid flere gange om ugen var i kontakt med ham når han var hjemme. Enten over computeren eller hvis vi lige kom forbi hinanden.

ovejensen1Ved begravelsen kom jeg for første gang i kontakt med nogle af de mennesker Ove kendte, men der var mange flere.

Hvis du kendte Ove og har lyst til at fortælle os andre det er du velkommen til at skrive i gæstebogen.

Sarmarkan, den sang gav Ove os kort efter Davids død. Han syntes den var så smuk og det havde han ret i. Vi hørte den igen og igen og spillede den også til Joans begravelse. Hvad er mere naturligt end at spille den her i dag hvor det er Ove der er død.

Intet er permanent eller uforanderligt. Så længe der er liv er der også død, ligesom alt godt ender en dag. Legeme og ånd skaber i forening det levende menneske, og ved dødens indtræden skilles disse.
Legemet forgår, men ånden lever videre.

Ove, din ånd er gået over på den anden side. Men jeg er ikke i tvivl om, at du er i blandt os her og kan se og høre alt hvad vi siger. Den anden side er nær det hjem du boede i, og jeg er sikker på du stadig viser interesse for din familie, der til gengæld husker dig ved at tænke på dig og lægge blomster på din grav. Måske vil du vise dig for os i drømme, i visioner eller åbenlyst for at hjælpe os til svar på et rejst spørgsmål eller for at fortælle hvad du selv ønsker. Du har nu svaret. Det svar som alle vi andre må vente på.
Disse spørgsmål talte jeg tit med Ove om der ikke var uenig med mig. Men han meldte aldrig klart ud hvad han troede på. Han fortalte tit at han troede på alle religioner. Sæt nu en af dem have ret og han havde satset på den forkerte hest. Det ville han ikke risikerer.

Jeg husker endnu da jeg var barn når Ove læste op af Leonard Clarks bog, Floderne løber mod øst. Denne har jeg læst mange gange siden og tænkte tit på Oves begejstring når han læse op.

Meget i mit liv har Ove som den ældste været igangsætter til.

Han lærte mig at spille skak og mange andre ting her under militær eksercits da han var soldat. Vi skulle pudse alt han udrustning for en biografbillet.
Og var det ikke pudset godt nok måtte vi løbe rundt om spisebordet med brændestykker i stræk arm til straf. Jeg sendte et brev til min tandlæge, hvor det stod “Du er fyret” efter han ikke ved to forsøg havde kureret min tandpine. Dette udtryk havde jeg lært af Ove. Han sagde nøjagtigt de samme ord til sin kørelære efter han som 30 åring dumpede til køreprøven fordi han kørte alt for forsigtig.

Jyttes drenge kaldte ham “onkel Joachim” efter en berømt nærig and. Men Ove var langt fra nærig selv om han forsøgte at give det indtryk. Ove var forretningsmand.

Som barn ventede han med at spise sit slik til mine søstre havde spist deres for derefter at åbne sit eget, som de naturligvis kunne købe lidt af til ret så forhøjede priser.

På trods af det gik ingen gik forgæves til Ove, hvis der var brug for hjælp. Da min søster Annelise manglede ½ år af sine studier og de opsparede midler var sluppet op, sendt han 10 kroner om ugen. Og det var afgørende for at hun kunne læse færdig.

ovejensenOve fortalte forbavsende lidt om sit liv. Der gik mere end et år før vi fik at vide, at han var blevet gift ned i Australien. Og hvad han ellers foretog sig på hans mange rejser rundt omkring i verden står hen i det uvisse.

Louise, din far talte altid om dig. Jeg tror ikke der findes mange andre der satte deres børn så højt som han satte dig. Du skal fortsætte dit liv som du og ham sikkert så ofte har talt ham og der kommer en dag hvor sorgen bliver erstattet af dejlige minder.
Din far drømte det han ønskede at drømme. Han tog derhen hvor han ønsker at være. Og blev det han ønskede at være , fordi han var klar over at i dette liv var der kun èn chance til at gøre alle de ting han ønskede at gøre!

Ove har påvirket vores liv på den ene eller anden måde…
Han fik os til at smile når vi virkelig behøvede det…!
Han fik os til at se de lyse sider , når vi var helt nede…
Han betød noget for os…!

TÆL IKKE ÅRENE – TÆL MINDERNE!!!

 

Reklamer