Lenins testamente

Vladimir Lenin (1922)

Første gang trykt i Kommunist nr. 9, 1956.. Teksten er også kendt som Lenins testamente.

23. december 1922

Jeg vil meget tilråde, at der på denne kongres foretages en række forandringer i vor politiske struktur.

Her følger til jeres orientering de overvejelser, jeg finder vigtigst.

imgresI første række tænker jeg på en forøgelse af centralkomitemedlemmernes antal til nogle snese eller endda til omkring hundrede. Det forekommer mig, at foretager vi ikke denne reform, vil vor centralkomite komme ud for store farer i tilfælde af, at begivenhederne ikke forløber helt gunstigt for os (og andet kan vi ikke regne med).

Dernæst vil jeg foreslå kongressen at overveje at give Gosplans beslutninger [2] karakter af love, på visse betingelser, og i denne henseende imødekomme kammerat Trotskij, til en vis grad og på visse betingelser.

Hvad angår det første punkt, dvs. forøgelsen af centralkomitemedlemmernes antal, tror jeg, at noget sådant er fornødent både for at højne CK’s autoritet og for at kunne tage alvorligt fat på at forbedre vort apparat og for at forebygge, at konflikter mellem små dele af CK kan få overvættes betydning for partiets skæbne på alle felter.

Det forekommer mig, at en centralkomite på 50-100 medlemmer har vort parti ret til at forlange af arbejderklassen, og at vort parti vil kunne få dette antal uden at lægge overdrevent beslag på dens kræfter.

Denne reform vil forøge vort partis fasthed betydeligt og lette dets kamp blandt fjendtlige stater, en kamp, der efter min mening kan og må blive stærkt tilspidset i de nærmeste år. Det forekommer mig, at vort partis stabilitet vil øges tusindfold ved et sådant skridt.

24. december 1922

imgresVed centralkomiteens stabilitet, som jeg talte om ovenfor, forstår jeg foranstaltninger mod spaltning, for så vidt sådanne foranstaltninger overhovedet kan træffes. For naturligvis havde hvidgardisten i Russkaja Mysl [3] (det var vel S. S. Oldenburg) ret, da han, i de folks spil mod Sovjetrusland, for det første gjorde sin indsats på en spaltning af vort parti, og for det andet gjorde sin indsats på, at meget alvorlige divergenser kan føre til denne spaltning.

Vort parti bygger på to klasser, og derfor er dets ustabilitet mulig og dets fald uundgåeligt, hvis disse to klasser ikke kan leve i indbyrdes forståelse. I så fald er det unyttigt at træffe nogen foranstaltninger, i det hele taget at spekulere over vor centralkomites stabilitet. Ingen foranstaltninger vil i så fald vise sig egnede til at forebygge en spaltning. Men jeg håber, at en sådan tildragelse ligger for langt ude og er for usandsynlig til, at den behøver omtale.

Jeg sigter til stabilitet som garanti mod splittelse i den nærmeste tid og vil her komme ind på en række overvejelser af rent personlig art.

Jeg tror, at afgørende med hensyn til stabilitet ud fra dette synspunkt er centralkomitemedlemmer som Stalin og Trotskij. Forholdet mellem dem udgør efter min mening over halvdelen af den spaltningsfare, som kan undgås, og til hvis undgåelse efter min mening forøgelsen af centralkomitemedlemmernes antal til 50-100 bl.a. skal tjene.

imgres2Kammerat Stalin har som generalsekretær koncentreret en umådelig magt i sine hænder, og jeg er ikke sikker på, om han altid vil forstå at benytte denne magt tilstrækkeligt forsigtigt. På den anden side udmærker kammerat Trotskij sig ikke ved lutter fremragende egenskaber, hvad allerede hans kamp mod centralkomiteen i forbindelse med spørgsmålet om NKPS [4] viste. Personlig er han nok den dygtigste mand i den nuværende CK, men også alt for selvsikker og tilbøjelig til at gå op i sagens rent administrative side.

Disse to egenskaber hos to fremragende ledere i den nuværende CK kan, uden at nogen vil det, føre til en spaltning, og hvis vort parti ikke tager skridt til at hindre det, kan spaltningen komme uventet.

Jeg vil ikke ellers karakterisere andre medlemmer af CK ud fra deres personlige egenskaber. Jeg minder kun om, at oktoberepisoden med Sinovjev og Kamenev [5] naturligvis ikke var nogen tilfældighed, men at man lige så lidt kan gøre den til en bebrejdelse mod dem personlig, som man kan gøre ikke-bolsjevisme til en bebrejdelse mod Trotskij.

Blandt centralkomiteens unge medlemmer vil jeg sige nogle ord om Bukharin og Pjatakov. Det er efter min mening de mest fremragende kræfter (blandt de yngste kræfter), og vedrørende dem må man have følgende for øje: Bukharin er ikke blot en overordentlig værdifuld og betydelig teoretiker for partiet, han regnes også med rette for hele partiets yndling, men hans teoretiske anskuelser kan kun med meget stor tvivl regnes for fuldt ud marxistiske, for der er noget skolastisk ved ham (han har aldrig studeret og vist aldrig helt forstået dialektik).

25.12. Dernæst Pjatakov – en mand med utvivlsomt fremragende vilje og fremragende evner, men alt for optaget af administreren og den administrative side af en sag til, at man kan bygge på ham i et alvorligt politisk spørgsmål.

Naturligvis gøres både den ene og den anden af mine bemærkninger kun for indeværende tid, under den forudsætning, at disse to fremragende og trofaste medarbejdere ikke finder lejlighed til at supplere deres kundskaber og ophæve deres ensidigheder.

25. december 1922

Stalin er for grov, og denne mangel, som udmærket kan tåles i vor kreds og i omgang mellem os kommunister, bliver utålelig på generalsekretærens post. Derfor foreslår jeg kammeraterne at overveje en udskiftning af Stalin på denne post og at udnævne en anden, der i alle andre henseender kun adskiller sig fra kammerat Stalin ved et eneste fortrin, nemlig ved at være mere tålmodig, mere loyal, mere høflig og mere opmærksom over for kammeraterne, mindre lunefuld osv. Denne omstændighed kan se ud som en forsvindende bagatel. Men jeg tror, at med henblik på forebyggelse af spaltning og med henblik på mine bemærkninger om forholdet mellem Stalin og Trotskij er det ikke nogen bagatel, eller at det er en af den slags bagateller, der kan få afgørende betydning.

26. december 1922

imagesForøgelsen af centralkomitemedlemmernes antal til 50 eller endda 100 kan efter min mening tjene et dobbelt eller endda tredobbelt formål: jo flere centralkomitemedlemmer der bliver, jo større bliver opøvelsen i centralkomitearbejde, og jo mindre bliver faren for spaltning på grund af en uforsigtighed. Hvis der drages mange arbejdere med i centralkomiteen, vil det hjælpe arbejderne med at forbedre vort apparat, som er helt elendigt. Vi har faktisk overtaget det fra det gamle regime, fordi på så kort tid, især under krig, hungersnød osv. var det aldeles umuligt at omskabe det. Derfor kan man roligt svare de “kritikere”, der spydigt eller ondskabsfuldt gør os opmærksom på defekter ved vort apparat, at disse folk aldeles ikke forstår vilkårene for den indeværende revolution. På fem år var det overhovedet umuligt at omskabe apparatet tilstrækkeligt, især under de forhold, hvorunder revolutionen her i landet forløb. Det var nok, hvis vi på fem år fik skabt en ny type stat, hvor arbejderne går i spidsen for bønderne mod bourgeoisiet, og i betragtning af den fjendtlige internationale situation var dette i sig selv et gigantisk værk. Men bevidstheden herom skal på ingen måde skjule for os, at vi i grunden overtog det gamle apparat fra tsaren og fra bourgeoisiet, og at alt arbejde nu, efter fredens indtræden og opfyldelsen af det minimumsbehov, der holder sulten borte, må indrettes på at forbedre apparatet.

Jeg forestiller mig, at nogle dusin arbejdere som medlemmer af centralkomiteen bedre end nogen som helst andre kan tage fat på afprøvelse, forbedring og omskabelse af vort apparat. Arbejder- og bondeinspektionen, som i begyndelsen havde denne funktion, kunne ikke klare den og kan kun benyttes som “bivogn” eller på visse betingelser som medhjælper for disse centralkomitemedlemmer. De arbejdere, der kommer ind i centralkomiteen, skal efter min mening ikke fortrinsvis være folk, der har været i lang tids tjeneste i sovjetorganer (til arbejderne regner jeg alle vegne i denne del af brevet også bønderne), fordi der i disse arbejdere allerede er nedlagt visse traditioner og visse fordomme, som man netop gerne skulle bekæmpe.

De nye arbejdermedlemmer af centralkomiteen bør fortrinsvis vælges blandt arbejdere under det lag, der i løbet af fem år er kommet frem som sovjetfunktionærer, blandt mennesker, som lever nærmere ved de almindelige arbejdere og bønder, men som ikke hverken direkte eller indirekte kan rubriceres som udbyttere. Jeg tror, at når sådanne arbejdere er til stede på alle centralkomitemøder, på alle politbureaumøder, og læser alle centralkomitedokumenter, kan de udgøre en stab af trofaste tilhængere af sovjetsystemet og for det første forlene selve CK med stabilitet og for det andet formå virkelig at arbejde med apparatets fornyelse og forbedring.

27. december 1922

Om at tildele Gosplan lovgivningsfunktioner

Denne tanke blev fremsat af kammerat Trotskij, var det vist, for lang tid siden. Jeg talte imod den, fordi jeg fandt, at der i så fald ville blive kludder i vort system af lovgivende institutioner. Men ved nøje overvejelse af sagen finder jeg, at der i grunden er en sund tanke i den, nemlig den, at Gosplan står noget afsides fra vore lovgivende institutioner, på trods af, at Gosplan består af kyndige folk, eksperter, videnskabsmænd og teknikere og egentlig besidder de fyldigste oplysninger til sagernes rette bedømmelse.

Vi er imidlertid hidtil gået ud fra, at Gosplan skal levere staten et kritisk analyseret materiale, mens statsinstitutionerne skal afgøre statssagerne. Jeg tror, at som situationen nu er, hvor statssagerne er blevet ualmindelig komplicerede, og hvor der hvert øjeblik skiftevis behandles spørgsmål, som kræver ekspertbehandling blandt Gosplans medlemmer, og spørgsmål, som ikke behøver dette, ja endda sager, hvor visse punkter kræver Gosplans ekspertbehandling ind imellem punkter, som ikke kræver det – jeg tror, at i tiden som den er nu, må man tage et skridt i retning af en forøgelse af Gosplans kompetence.

Jeg forestiller mig dette skridt sådan, at Gosplans beslutninger ikke kan omstødes på ordinær sovjetvis, men for at kunne tages op til revision kræver en særlig fremgangsmåde, f.eks. forelæggelse på et møde i den centrale eksekutivkomite, en sagsbehandling før revisionen ud fra en særlig instruks, med særlige regler for indhentning af skriftlige bedømmelser til afvejning af, om denne beslutning fra Gosplan skal ophæves, endelig bestemte særlige frister, inden for hvilke revisionen af Gosplans beslutning skal finde sted osv.

imgres3I denne henseende kan og bør man efter min mening imødekomme kammerat Trotskij, men ikke med hensyn til, om formandskabet i Gosplan skal beklædes enten af en af vore politiske ledere eller af formanden for det Øverste Samfundsøkonomiske Råd osv. Det forekommer mig, at det principielle spørgsmål her for tiden hænger snævert sammen med det personlige. Jeg tror, at de angreb, som man for tiden hører mod Gosplans formand, kammerat Krsjisjanovskij og mod hans stedfortræder, kammerat Pjatakov, og som rettes mod dem begge, således at vi på den ene side hører anklager for overdreven blødhed, uselvstændighed, holdningsløshed, og på den anden side hører anklager for overdreven kluntethed og grovhed, utilstrækkelig solid videnskabelig uddannelse osv., jeg tror, at disse angreb er udtryk for, at spørgsmålet har to sider, som begge bliver overdrevet enormt, og at vi faktisk i Gosplan har brug for en forstandig kombination af to karaktertyper, af hvilke Pjatakov kan være mønster på den ene og Krsjisjanovskij på den anden.

Jeg tror, at Gosplan skal ledes af en mand, der på den ene side er videnskabeligt uddannet, enten teknisk eller landbrugsfagligt, med stor erfaring gennem flere årtier i praktisk arbejde enten på det tekniske eller på det landbrugsfaglige område. Jeg tror, at denne mand ikke så meget skal have administrative egenskaber som omfattende erfaring og evne til at drage mennesker til sig.

28. december 1922

Jeg har hos nogle af vore kammerater, der evner at påvirke statsanliggenders retning på afgørende måde, bemærket en tendens til overdrivelse af den administrative side, som naturligvis er nødvendig på rette plads og til rette tid, men som man ikke må forveksle med den videnskabelige side, med evnen til at fatte om den brede virkelighed, evnen til at drage mennesker til sig osv.

I enhver statsinstitution, især i Gosplan, behøves der en kombination af disse to egenskaber, og da kammerat Krsjisjanovskij fortalte mig, at han havde taget Pjatakov ind i Gosplan og aftalt med ham om arbejdet, så gav jeg mit samtykke dertil og beholdt på den ene side visse tvivl hos mig selv, men håbede på den anden side undertiden på, at vi her ville få en kombination af to typer statsledere. Om dette håb er gået i opfyldelse, det må man nu afvente og bedømme efter erfaringerne i noget længere tid, men i princippet kan der efter min mening ikke være tvivl om, at denne kombination af karakterer og typer (mennesker, egenskaber) ubetinget er nødvendig for, at statsinstitutionerne fungerer rigtigt. Jeg tror, at overdrivelse af det “administrative” er lige så skadelig som overdrivelse i det hele taget kan være. En statsinstitutions leder skal i høj grad besidde evnen til at drage mennesker til sig og i tilstrækkelig grad have solide videnskabelige og tekniske kundskaber for at kunne kontrollere deres arbejde. Dette må betragtes som hovedsagen. Ellers kan arbejdet ikke forløbe rigtigt. På den anden side er det meget vigtigt, at lederen forstår at administrere og har den rette hjælper eller de rette hjælpere på dette felt. En kombination af disse to egenskaber i en enkelt person vil man næppe finde, og det vil næppe heller være nødvendigt.

29. december 1922

Gosplan er øjensynlig i færd med på alle felter at blive en ekspertkommission hos os. I spidsen for denne institution må man absolut have en person med stor erfaring og alsidig videnskabelig uddannelse på det tekniske felt. Administrationstalentet må her efter sagens natur have en hjælperfunktion. En vis uafhængighed og selvstændighed hos Gosplan er uomgængelig, for at denne videnskabelige institution kan hævde sin autoritet, og er afhængig af en ting, nemlig dens medarbejderes samvittighedsfuldhed og deres samvittighedsfulde bestræbelse for at realisere vor plan for den økonomiske og sociale opbygning.

Denne sidste egenskab kan man jo for tiden undtagelsesvis finde, for det overvejende flertal af de forskere, der naturligt udgør Gosplans personale, er uvægerligt smittet af borgerlige anskuelser og borgerlige fordomme. At kontrollere dem fra denne side skal være opgaven for nogle personer, som kan danne et præsidium for Gosplan, og som skal bestå af kommunister og dag for dag under arbejdets gang på alle felter følge, hvor trofaste de borgerlige forskere er, og hvordan de opgiver deres borgerlige fordomme, og desuden hvordan de efterhånden går over til socialismens synspunkt. Dette dobbelte arbejde, at føre en videnskabelig kontrol ved siden af arbejdet med det rent administrative, skal være idealet for lederne af Gosplan i vor republik.

29. december 1922

Mon det er rationelt at opdele det arbejde, Gosplan udfører, i enkelte detailopgaver, og skulle man ikke tværtimod stræbe efter at få dannet en kreds af faste specialister, som systematisk kontrolleredes af Gosplans præsidium og kunne løse hele det problemkompleks, der indgår i denne kreds’ arbejdsområde? Jeg tror, at dette sidste er det mest rationelle, og at man skal forsøge at formindske antallet af midlertidige og hastende detailopgaver.

29. december 1922

(Til afsnittet om forøgelse af centralkomitemedlemmernes antal)

Når man forøger antallet af centralkomitemedlemmer, må man efter min mening samtidig og måske hovedsageligt tage fat på en afprøvelse og forbedring af vort apparat, som ikke duer til noget. Til dette formål skal vi gøre brug af højt kvalificerede specialister, og det må være arbejder- og bondeinspektionens opgave at skaffe disse specialister.

Hvordan man skal kombinere disse afprøvelsesspecialister, som har de tilstrækkelige kundskaber, og disse nye medlemmer af centralkomiteen – denne opgave må løses ad praktisk vej.

Det forekommer mig, at arbejder- og bondeinspektionen (i kraft af sin egen udvikling og i kraft af vore usikre opfattelser af dens udvikling) har givet det facit, vi nu iagttager, nemlig en overgangstilstand fra et særligt folkekommissariat til en særlig funktion udøvet af centralkomitemedlemmer; fra en institution, der reviderer alt og alle, til et fåtalligt hold førsteklasses revisorer, der skal aflønnes godt (det er særlig nødvendigt i vort kontante århundrede og under forhold, hvor revisorerne direkte går i tjeneste hos de institutioner, der betaler dem bedst).

Hvis antallet af centralkomitemedlemmer bliver forøget på passende måde, og hvis de år efter år med hjælp fra disse højt kvalificerede specialister og på alle områder meget autoritative medlemmer af arbejder- og bondeinspektionen gennemgår et kursus i statsforvaltning så tror jeg, at vi får held til at løse denne opgave, der i så lang tid ikke ville lykkes for os.

Altså til slut – indtil 100 medlemmer af centralkomiteen, og til hjælp for dem højst 400-500 medlemmer af arbejder- og bondeinspektionen, der reviderer på anvisning af dem.

30. december 1922

Om nationaliteter eller om “autonomisering” [6]

Jeg har vist gjort mig skyldig i en stor forseelse over for Ruslands arbejdere ved, at jeg ikke tilstrækkelig energisk og tilstrækkelig skarpt har blandet mig i det famøse spørgsmål om autonomisering, som vist officielt hedder spørgsmålet om en union af socialistiske sovjetrepublikker.

I sommer, da dette spørgsmål opstod, var jeg syg, og om efteråret nærede jeg overdrevne forhåbninger om at blive rask og om, at centralkomitemøderne i oktober og december ville give mig mulighed for at blande mig i dette spørgsmål. Men imidlertid lykkedes det mig ikke at deltage i hverken oktobermødet (om dette spørgsmål) eller decembermødet, og på den måde gik spørgsmålet næsten helt uden om mig.

Jeg nåede kun at tale med kammerat Dzerzinsky, som var kommet fra Kaukasus og fortalte mig om, hvordan det stod til med dette spørgsmål i Grusien. Jeg nåede også at veksle et par ord med kammerat Sinovjev og meddele ham mine bange anelser på dette punkt. Kammerat Dzerzinsky var leder af den delegation, som centralkomiteen udsendte til “undersøgelse” af den grusiske tildragelse, og af det, han fortalte mig, kunne jeg kun få de værste anelser. Hvis det er kommet så vidt, at Ordsjonikidse kan blive rasende og anvende fysisk vold, hvilket kammerat Dzerzinsky fortalte om, så kan man forestille sig, hvilken sump vi er havnet i. Hele dette påfund med “autonomisering” var åbenbart aldeles urigtigt og utidigt.

Man siger, at enhed i apparatet var nødvendig. Hvorfra kommer disse forsikringer? Mon ikke fra dette samme russiske apparat, som vi, hvad jeg allerede har skrevet i et tidligere nummer af min dagbog, har overtaget fra tsarismen og kun givet lidt sovjetisk smørelse. [7]

Man burde utvivlsomt have ventet med dette skridt, indtil vi kan sige, at vi står inde for vort apparat, at det er vort eget. Men for tiden må vi ærligt sige det modsatte: at det apparat, vi kalder vort, i virkeligheden i sit indre er os fremmed og er et borgerligt og tsaristisk miskmask, som vi absolut ikke kunne få has på i løbet af disse fem år, fordi vi ikke har fået hjælp fra andre lande, og fordi vi har været mest optaget af militære “beskæftigelser” og af kampen mod hungersnøden.

Under sådanne forhold er det meget naturligt, at “friheden til at udtræde af unionen”, som vi benytter til retfærdiggørelse, bliver et blankt stykke papir, der ikke kan forsvare ikke-russerne i Rusland mod at blive rendt over ende af det ægte russiske menneske, storrusseren, chauvinisten, faktisk skurken og voldsmanden, som den typiske russiske bureaukrat er. Der er ikke tvivl om, at den forsvindende procent af sovjetiske og sovjetiserede arbejdere vil drukne i dette hav af chauvinistisk, storrussisk pak som en flue i mælk.

Man siger til forsvar for denne foranstaltning, at der er udskilt særlige folkekommissariater, der direkte skal tjene den nationale mentalitet, den nationale oplysning. Men her er det et spørgsmål, om man har kunnet udskille disse folkekommissariater helt, og det næste spørgsmål er, om vi har været tilstrækkelig omhyggelige til at træffe foranstaltninger for virkelig at beskytte ikke-russerne mod den ægte russiske kommandersergent. Jeg tror ikke, at vi har truffet sådanne foranstaltninger, skønt vi kunne og burde have gjort det.

Jeg tror, at her har kammerat Stalins hastværk og hang til det administrative spillet en skæbnesvanger rolle, og ligeledes hans bitterhed mod den famøse “socialnationalisme”. Bitterhed spiller i det hele taget i politik i regelen den værst tænkelige rolle.

Jeg er også bange for, at kammerat Dzerzinsky, der rejste til Kaukasus for at undersøge sagen om disse “social-nationales” “forbrydelser”, på dette punkt heller ikke har udmærket sig ved andet end sin ægte russiske indstilling (som bekendt gør russificerede ikke-russere altid for meget ud af det med hensyn til ægte russisk indstilling), og at hele kommissionens upartiskhed karakteriseres tilstrækkeligt af Ordsjonikidses ” håndspålæggelse”. Jeg mener ikke, at nogen provokation, nogen fornærmelse kan retfærdigøre denne russiske håndspålæggelse, og kammerat Dzerzinsky har begået en uoprettelig fejl ved at tage let på den.

Ordsjonikidse repræsenterede statsmagten i forhold til alle øvrige borgere i Kaukasus. Ordsjonikidse havde ikke ret til at gribes af den irritation, som han og Dzerzinsky henviser til. Ordsjonikidse var tværtimod forpligtet til at optræde med en selvbeherskelse, som ingen almindelig borger er forpligtet til at opvise, og da langt mindre en mand, der anklages for en “politisk” forbrydelse. Og i grunden var de social-nationale jo borgere, der stod anklaget for politiske forbrydelser, og alle omstændighederne ved denne anklage kunne heller ikke kvalificere den som andet.

Her opstår det vigtigste principielle spørgsmål: hvordan skal man opfatte internationalisme? [8]

31. december 1922

Om nationaliteter eller om “autonomisering”
(fortsættelse)

Jeg har allerede i mine værker om det nationale spørgsmål skrevet, at det ikke duer at stille spørgsmålet om nationalisme i det hele taget abstrakt. Man må skelne mellem nationalisme i en undertrykkernation og nationalisme i en undertrykt nation, nationalisme i en stor nation og nationalisme i en lille nation.

I forhold til den anden nationalisme står vi medlemmer af en stor nation næsten altid som skyldige i et utal af voldshandlinger i den historiske praksis, ja uden at lægge mærke til det begår vi et utal af voldshandlinger og fornærmelser – jeg behøver blot at tænke på mine Volgaerindringer om, hvordan man her i landet behandler ikke-russere, hvordan man uvægerlig kalder polakken for “polakfyren”, hvordan man hånende titulerer tataren med “hertug”, ukraineren med “tot”, grusieren og andre kaukasiske ikke-russere med andre øgenavne.

Derfor må internationalisme for undertrykkernationen eller den såkaldt store nation (stor alene ved sine voldshandlinger, stor kun som en kommandersergent er det) ikke blot bestå i at overholde en formel ligestilling af nationerne, men også i at overholde en ulighed, som fra undertrykkernationens, den store nations side kompenserer den ulighed, der faktisk danner sig i livet. Den, der ikke har forstået dette, han har ikke virkeligt forstået det proletariske forhold til det nationale spørgsmål, han er i grunden ikke kommet længere end til småborgerens standpunkt og må derfor hvert øjeblik uvægerlig glide over til det borgerlige standpunkt.

Hvad er vigtigt for proletaren? For proletaren er det ikke alene vigtigt, men også vitalt nødvendigt at sikre sig, at ikke-russerne nærer et maksimum af tillid til ham i klassekampen. Hvad behøves der for at opnå dette? Til dette formål behøves der ikke alene formel ligestilling. Til dette formål må man ved sin opførsel eller ved sine indrømmelser til ikke-russeren på en eller anden måde kompensere den mistro, den mistænksomhed, de krænkelser, som “stormagts”-nationens regering i fortidens historie har bibragt ham.

Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at udrede dette mere udførligt for bolsjevikker, for kommunister. Og jeg tror, at vi i det givne tilfælde, over for den grusiske nation, har et typisk eksempel på, hvor umådelig forsigtig, betænksom og imødekommende man fra vor side må være for at tage ægte proletarisk på sagen. Den grusier, som tager skødesløst på denne side af sagen, skødesløst smider om sig med anklager for “social-nationalisme” (mens han selv er en virkelig og ægte “social-nationalist”, ja mere end det, en grov storrussisk kommandersergent), den grusier forser sig i grunden mod hensynet til den proletariske klassesolidaritet, fordi intet i den grad hæmmer udviklingen og befæstelsen af den proletariske klassesolidaritet som national uretfærdighed, og der er intet, “krænkede” nationale er så følsomme over for som følelsen af ligestilling og krænkelse af denne ligestilling, selv om en krænkelse måske kun skyldes skødesløshed, måske endda kun en spøg, en krænkelse af denne ligestilling begået af vedkommendes kammerater blandt proletarerne. Derfor må man i det givne tilfælde hellere gøre for meget end for lidt ud af det i retning af imødekommenhed og mildhed over for de nationale mindretal. Derfor kræver den proletariske solidaritets og altså også den proletariske klassekamps grundinteresse, at vi aldrig tager formelt på det nationale spørgsmål, men altid tager hensyn til den forskel, der må være mellem proletarens stilling til en undertrykt (eller lille) nation og hans stilling til en undertrykkende (eller stor) nation.

31. december 1922

Hvilke praktiske foranstaltninger må der da træffes i den opståede situation?

For det første, må man bevare og befæste unionen af socialistiske republikker; om dette kan der ikke være tvivl. Denne union behøver vi, ligesom det kommunistiske verdensproletariat behøver den til kamp mod verdensbourgeoisiet og til beskyttelse mod dets intriger.

For det andet, må man bevare unionen af socialistiske republikker i forhold til det diplomatiske apparat. For øvrigt er dette noget enestående i vort statsapparat. Der har vi ikke ansat noget menneske med nogen væsentlig indflydelse fra det gamle tsaristiske apparat. Der er hele det nogenlunde autoritative apparat sammensat af kommunister. Derfor har dette apparat allerede (det kan man roligt sige) vundet sig ry som et prøvet kommunistisk apparat, i langt højere grad renset for det gamle tsaristiske, borgerlige og småborgerlige apparat end det, vi er nødt til at klare os med i de øvrige folkekommissariater.

For det tredje, man må statuere et eksempel og straffe kammerat Ordsjonikidse (jeg siger dette med så meget større beklagelse, som jeg hører til hans personlige venner og har arbejdet sammen med ham som emigrant i udlandet), og ligeledes tilendebringe undersøgelsen eller på ny optage undersøgelsen af alle materialer fra Dzerzinskys kommission for at rette den enorme mængde urigtigheder og partiske domme, som utvivlsomt findes deri. Det politiske ansvar for hele dette ægte storrussisk-nationalistiske togt må naturligvis Stalin og Dzerzinsky bære.

For det fjerde, må man indføre strenge regler for brugen af det nationale sprog i de øvrige nationale republikker i vor union og kontrollere disse regler særlig omhyggeligt. Der er ingen tvivl om, at der under påskud af, at jernbanevæsenet må være fælles, at finansvæsenet må være fælles her i landet osv., og sådan som vort apparat for tiden er, vil opstå en masse misgreb af ægte russisk art. For at bekæmpe disse misgreb kræves der en særlig opfindsomhed, for slet ikke at tale om en særlig oprigtighed hos dem, der tager fat på denne bekæmpelse. Her kræves der en detaljeret samling af lovregler, som kun den pågældende republiks nationale indbyggere kan affatte nogenlunde vellykket. Og på dette punkt skal man aldeles ikke forsværge, at man som resultat af hele dette arbejde kommer til på næste kongres at vende tilbage, dvs. kun bevare unionen af socialistiske sovjetrepublikker, i militær og diplomatisk henseende, men i alle andre henseender genoprette de enkelte folkekommissariaters selvstændighed.

Man må tænke på, at opsplitning af folkekommissariaterne og mangel på koordination af arbejdet mellem dem og Moskva og andre hovedbyer kan modvirkes, hvis partiets autoritet er tilstrækkelig stor, og hvis denne autoritet bliver anvendt med nogenlunde tilstrækkelig betænksomhed og upartiskhed; den skade, vor stat kan lide ved mangelen på forening af de nationale apparater med det russiske apparat, er langt mindre, uendeligt meget mindre end den skade, der overgår ikke alene os, men også hele Internationalen og hundreder af millioner blandt Asiens folk, som i en nær fremtid, i hælene på os, skal træde frem i historiens forgrund. Det ville være en utilgivelig opportunisme, hvis vi på tærskelen til Østens fremtræden og i begyndelsen af Østens opvågnen undergravede den autoritet, vi der nyder, ved blot den ringeste grovhed eller uretfærdighed over for vore egne ikke-russere. En ting er nødvendigheden af at optræde samlet mod imperialisterne i Vesten, som forsvarer den kapitalistiske verden. Her kan der ikke være tvivl, og jeg behøver ikke at sige, at jeg ubetinget godkender disse foranstaltninger. En anden ting er det, når vi selv, måske kun i bagateller, plumper ud i imperialistiske relationer til nationaliteter, der undertrykkes, og derved komplet undergraver hele vor principielle oprigtighed, hele vort principielle forsvar af kampen mod imperialismen. Og morgendagen i verdenshistorien vil netop blive den dag, hvor vågnende nationer og folk, der er undertrykt af imperialismen, vågner endeligt, og hvor den afgørende, langvarige og svære kamp for deres befrielse tager sin begyndelse.

31. december 1922

Noter

1. Dette brev og de følgende breve dikterede Lenin under sin sygdomsperiode december-januar 1922-1923 til sine sekretærer. Brev Til Kongressen er også kendt under betegnelsen testamentet. Disse breve blev efter Lenins ønske oplæst for delegationerne på partiets 13. kongres, januar 1923, som drøftede spørgsmålet om at udskifte Stalin som generalsekretær. De delegerede udtalte sig for at beholde Stalin på posten, ud fra den betragtning, at han ville tage hensyn til Lenins kritik og forstå at udbedre sine mangler.

13. partikongres besluttede, at brevene ikke skulle offentliggøres; det samme gjaldt breve til kongressen om statsopbygning og det nationale spørgsmål. – S. 151.

2. Gosplan – sammentrækning af de russiske ord for den Statslige Planlægningskommission. – S. 151.

3. Russkaja Mysl (Den russiske tanke) – kontrarevolutionært tidsskrift, udgivet 1922 i Prag, med P. S. Struve som chefredaktør. – S. 152.

4. NKPS – forkortelse for Trafikkommissariatet. – S. 152.

5. Der sigtes til Sinovjevs og Kamenevs optræden på partiets centralkomitemøder den 10. (23.) og 16. (29.) oktober 1917, hvor de talte og stemte imod Lenins resolution om ufortøvet forberedelse af den væbnede opstand. Da Sinovjev og Kamenev på begge møder blev stærkt imødegået, offentliggjorde de den 18. oktober i det mensjevikiske blad Novaja Sjisn (Det nye liv) en udtalelse om, at bolsjevikkerne forberedte en opstand, og om, at de anså denne opstand for hasarderet. Derved udleverede de centralkomiteens fortrolige vedtagelser om organisering af en opstand i den nærmeste tid til de borgerlige myndigheder. Samme dag fordømte Lenin i “Brev til medlemmerne af bolsjevikkernes parti” denne opførsel og kaldte den et utroligt skurebrækkeri. – S. 153.

6. Autonomisering betød samling af sovjetrepublikkerne på en sådan måde, at de indtrådte i den russiske føderative sovjetrepublik (RSFSR) på autonomt grundlag. I et brev af 26. september 1922 til medlemmerne af politbureau underkastede Lenin dette udkast en alvorlig kritik. Han foreslog en principielt anden løsning af problemet – en frivillig sammenslutning af alle sovjetrepublikker, deriblandt RSFSR, i en ny statsdannelse. (Se artiklen Om Dannelsen Af USSR, dette bind, s. 135-137). Centralkomiteens kommission tog hensyn til Lenins udtalelser og omarbejdede resolutionsudkastet. Det nye udkast, der byggede på de leninske anvisninger, blev godkendt i oktober 1922 af centralkomiteen. På basis af centralkomiteens resolution optoges der et langvarigt arbejde med sammenslutningen af republikkerne. Den 30. december 1922 vedtog den første, hele unionen omfattende sovjetkongres den historiske beslutning om oprettelse af Unionen Af Socialistiske Sovjetrepublikker.

Lenin tillagde den rette gennemførelse af den nationale politik og den praktiske gennemførelse af sovjetkongressens deklaration og traktat enestående betydning og dikterede den 30. og 31. december 1922 yderligere ovenstående brev “Om nationaliteter, eller om ‘autonomisering'”. Lenins brev blev forelagt delegationslederne på RKP(b)s 12. kongres i april 1923. Kongressen vedtog resolutionen “om det nationale spørgsmål”, som byggede på Lenins anvisninger. (Se også note 1 til artiklen Om Dannelsen Af USSR). – S. 160.

7. Se dette bind, s. 153-158. – S. 161.

8. Videre i stenogrammet er følgende sætning blevet strøget: “Jeg tror ikke, at vore kammerater har sat sig tilstrækkeligt ind i dette vigtige, principielle spørgsmål.” – S. 162.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s