Sådan startede det hele

Mit uheld her i livet startede i virkeligheden før jeg blev født eller kort efter. Min mor havde lovet nabokonen eller godsejerfruen, at hun måtte få den ene, hvis hun fik tvillinger. Hun havde jo mange børn i forvejen.

Nu fortaber historien sig i det dunkle og hvordan det gik til og hvilken variant der var den rigtige.

 

foto-4-345x400

Per´s skolefoto 1960

Nabokonen skulle være gift med det lokale postbud og godsejerfruen giver jo sig selv, men begge havde nokgivet et andet liv. Historien er også lidt forskellig om det nu var mig eller min bror, der blev givet væk. Men på den anden side så kan vi være forbyttet så mange gange at det ikke kan siges hvem af os det var.

Men historien endte med at far også kaldet “due Gunnar”, ikke ville give mig væk. Pokkers til uheld. Dårligere start i livet kunne jeg vel ikke få.

 

Fra vi var helt små, to – tre år tror jeg eller fra vi kunne gå rendte vi rundt som vi nu havde lyst til. Jeg ved ikke om der var nogen til at se efter os,  når ikke lige vores store søskende var i nærheden. De havde jo fået pålagt den store opgave som det var, at passe på os.

Engang kom en af os tilbage og sagde at den anden var faldet i et hul. Da fik de gamle nok travlt. Det viste sig at hullet kun var ude på marken hvor der havde ligget en sten på 5-6 centimeters dybde.

1961-400x261

Vi rente naturligvis altid rundt i bare tærer. Sko havde vi ikke. Som barn blev jeg indlagt på Holbæk sygehus med brok. Jeg har været omkring 8 år. Der gik naturligvis betændelse i såret og jeg lå der 21 dage. Datidens læger var lige så sjuskede som dem vi har i dag. Hverken sygeplejersker eller læger er gode nok til vaske deres hænder. Men lægerne er de værste.

Problemet med håndhygiejnen er ikke nyt. Tal fra firserne fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at under halvdelen af alle ansatte på sygehusene vasker hænder som de skal.

Maden var ikke værd at æde. Især leverpostejmadderne smagte af sild og gav mig brækfornemmelser. Jeg blev skældt ud til hvert måltid fordi jeg ikke ville spise maden. Det ente naturligvis med at jeg begyndte at gemme maden i skuffen. Det gik også godt indtil de begyndte at lugte så brød helvedet løs.

Vi boede et par kilometer fra sygehuset og mor kom og besøgte mig hver søndag. Far så jeg aldrig og de øvrige dage fik jeg som den eneste på børneafdelingen ikke besøg.

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s