Skoletiden

Jeg gik i skole sidst i 50´erne og det meste af 60´erne. De børn der havde velhavende forældre sad forrest i klassen, husmandsbørn og arbejderbørn sad bagerst i klassen. Jeg og min bror sad naturligvis bagerst. Vi blev sjældent spurgt om noget og skete den endeligt og vi ikke kunne svarer, hvad vi oftest ikke kunne, blev der uddelt øretæver.
Vi lærte hurtigt i skolen som på de første arbejdspladser, kæft trit og retning. Det betød, at vi skulle holde vores mund, og kun tale, når vi blev spurgt. Vi havde bare at gøre, hvad der blev sagt. Vi skulle ikke spørge om hvorfor, ve skulle gøre det. Alle skulle gøre det samme på samme tidspunkt. Vi var som små soldater. Og de voksne var flittige med at give lussinger, når de mente, at poderne ikke opførte sig ordentlig.

Det jeg husker bedst fra min skolegang, er et ekstremt spild af tid og talent. Vi brugte det meste af tiden på noget, der lignede et kursus for lydighedstræning af hunde. Det var os elever der var hundene.

Allerede i skolesystemet bliver man opdraget i arbejdsmarkedets ånd. Man lærer at sætte sig tæt på læreren, så man kan få gode karakterer. Man skal opfylde kravene og blive til noget. Det gælder om at passe ind.

Men det skaber sådan en underlig form for apati, hvor man mister lysten til at styre sit liv, mangler evnen til at kreere og skabe sit liv, og man giver langsomt op, fordi mønstret gentager sig, hver eneste gang man støder ind i en autoritet – skolen, Skat, staten og kommunen.

skolenMin bror og jeg samt andre børn af fattige forældre blev derfor placeret i kategorien af dem der var opgivet på forhånd. At nogle af os kunne langt mere og var klogere end flere af de velstillede forældres børn talte ikke med. Vi var opgivet på forhånd.

At vi ikke hjemmefra havde fået nogen form for opdragelse og ikke anede hvordan man skulle opføre sig var nok med til denne placering.

I det hele taget blev der aldrig stillet nogen krav til os børn i min barndom. Ingen fortalte os fx hvornår vi skulle være hjemme eller interesserede sig for hvor vi gik. Vi lærte selv, helt fra små at styre vores eget liv.

Den “gamles hovedbeskæftigelse ” når han ikke passede kreaturer eller senere arbejdede på fabrikken var spil. Hver søndag gennemgik han stakken af tipskuponer. Når han en gang imellem vandt “den store gevinst”, der dog var brøkdele af det han havde spillet for var der glæde i det lille hjem. Ugen efter blev der derfor mulighed for at spille et endnu større system.

Det var nu ikke kun tips han brugte sine penge på. Brevduerne havde en stor plads i hans hjerte. Især var der en due som hed Bamse Lejse, der var det helt store i mange sæsoner. Den due vandt han mange penge på og tabte endnu flere når duen ikke havde medvind.

Jeg husker engang, da vi boede i Holbæk. Vi flyttede ret tit. Når bønderne solgte køerne fandt den gamle en ny bonde der havde køer. Da min ældste bror foreslog ham at tage arbejde på en fabrik råbte han og skreg som en sindssyg “- jeg kan ikke kaste mig ud i det uvisse”. Men det skete nu en dag alligevel. Men tilbage til Holbæk. Han kunne ikke starte knallerten og duebanen i Roskilde lukkede klokken 16 og køerne skulle malkes klokken 17 så manden havde travlt. Han løb ned af vejen med knallerten og råbte at “Det gælder liv eller død”, men lige meget hjalp det. Den uge blev der ikke spillet på Bamse Lejse som naturligvis vandt.

Et nyt studie (2013) viser at kommunikationen mellem hjerneområder er svækket hos mennesker, der lider af ludomani. Det indikerer, at lidelsen snarere skyldes en afvigelse i hjernen end en svag karakter.

Tja, Hvorfor drikker Jeppe? Eller hvorfor spiller Gunnar?

Når duer og tips havde fået deres penge var der ikke meget tilbage. Han styrede jo selv økonomien i det lille hjem. Mors løn blev udbetalt til ham. At vi ikke sultede ihjel skyldes det faktum at landarbejdere havde bolig og have med til jobbet. Mælk fik de på gården og de fleste grøntsager dyrkede vi selv. Det var ikke altid vi fik kød, med set i bakspejlet er det nu ikke så usundt endda.

sygehusetDa jeg var 7-8 år skulle jeg på sygehuset og opereres for brok. Det var jo ikke så godt for jeg havde jo ingen sko, men heldigvis kunne vi låne et par af naboen. Jeg tror faktisk først vi fik sko da vi begyndte at gå i skole.

Gummisko om sommeren og gummistøvler om vinteren. Ja, vi har prøvet at være fattige. Ikke sjovt at møde op til juleafslutning eller tur med skolen i gummistøvler.

Nu skal man ikke tro at vi hader vores forældre fordi vi var fattige og alle pengene blev spillet op. Vi anede jo ikke at det ikke skulle være sådan. Vi troede at det var normalt og andre bare vare mere heldige end os.
Den smule jeg har lært i skolen og i uddannelsesforløbt er hovedsagelig et tilfældigt resultat og ikke et slutprodukt af en målrettet indsats fra et uddannelsessystem.

Graden af humanisme i et samfund ses i den måde, hvorpå man behandler og betragter sine lærere, siger lærerne. Det er nogelt forvrøvlet syntes jeg og også uværdigt. Hvad med kontanthjælpsmodtagere, psykisk syge, kræftpatienter, handicappede, sultne børn i Afrika, arbejdsløse eller topskatte-ramte metalarbejdere? Måles et samfund ikke også på, hvordan de og mange andre behandles?

På trods af min manglende erfaring og viden gik jeg ud i verden med oprejst pande klar til de udfordringer der måtte komme.

Reklamer