Jesus er med dig

Hvis russerne kommer, sagde obersten altid..

Militærtjeneste er vel nok noget af det mest tåbelige tidsfordriv der findes, måske bortset fra at side i fængsel, men det har jeg aldrig prøvet.
Der er selvfølgelig nogle få fordele som jeg hurtigt kan nævne. Man lærer at bruge våben og klare sig hvis der skulle blive krig eller revolution. Men vigtigst man får en masse gode kammerater.

Da jeg var på session var der ikke noget der hed frinummer. Alt, bortset fra invaliderne kunne bruges.billede-livgarden-300x249

Perioden jeg vil beskrive i diverse indlæg efterfølgende indeholder meget andet end militæret. Det var jo mine ungdomsår og her går livet jo stærkt. Diverse dunkle arbejdspladser vil blive beskrevet indgående men også forskellige aktiviteter, politiske som religiøse og meget andet.

Alt jeg beskriver er som tidligere naturligvis fuldstændigt sandt og som jeg husker det.

 

Gammelt møg og ragelse var en god forretning.

Midt i 70 ´erne var der ikke de store problemer med arbejdsløshed. Kunne du ikke li værkførerne gik du bare over på den anden side af gaden for at få et job. Dengang blev der ikke spurgt om hvilken uddannelse du have men hvad du kunne. Noget man godt kunne bruge i dag. Hvor de unge mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet og tror de er verdensmestre og skal være chefer, for det har deres forældre fortalt dem.
Mange af dem får en grim oplevelse. Sådan var det ikke med os fra arbejderhjem i 60 og 70´erne, vi havde lært at klare os selv, også på en fabrik med hårdt arbejde.

fabriksarbejder-400x381 (1)

Jeg havde lige haft ej job på noget der hed ON Electric. En dag og 45 minutter inden jeg gik min vej. De havde altid skilt ude ved vejen med besked om de søgte folk.

Så jeg fik arbejde med det samme jeg kom forbi. Fandt dog hurtigt ud af at værkførerne var småtossede. Det fortalte de andre mig og det viste sig hurtigt at de havde ret. Men lad det ligge de var for længst nået til niveauet for deres egen inkompetence.

Jeg stod ved en maskine og udstansede hjørne på plader til kaffemaskiner. Da jeg havde lavet den første palle med plader, hvilket tog den første dag, kom værkføreren og sagde det gik for langsomt. Inden jeg nåede at svare var han gået igen. Det sagde han til alle nye fortalte de andre.
Næste dag kom han for sent eller mødte først 45 minutter efter mig. Det var derfor jeg nåede at være der i 45 minutter. Jeg opdagede nemlig, bag et forhæng, plader til resten af mit liv og det var mange når man nu kun var i begyndelsen af de tyve år.

Da han kom, sagde jeg til ham at han godt kunne sende mig mit guld for det var en lorte arbejdsplads så jeg stopper nu.
– Hvad for noget sagde han, her holder man ikke op af sig selv – du er fyret. Så fik jeg min løn for en dag og 45 minutter og gik over på den anden side af gaden hvor de søgte folk.

Det var en gummifabrik og formanden blev ved med at spørge mig om jeg havde problemer med ryggen. Det syntes jeg lød lidt for meget af slæbearbejde så gik i stedet ned på banen og købte avisen.

Frelsens Hær

Den første jobannonce jeg faldt over var Frelsens hær. Jeg skulle tømme dødsboer og hente møbler og andet ragelse som folk i deres godhed gav til Frelsens hær.

Da jeg blev ansat sagde kørsels chefen til mig. Hvis du drikker en øl for du en advarsel og hvis du drikker en mere, og det er lige meget om der er tre måneder imellem, så bliver du fyret! Lønnen er ikke så men til gengæld er Jesus med dig, fortalte han.

Vi havde fået en liste med steder, hvor vi skulle hente møbler og hvad folk ellers ville give til organisationen. Gokke, der havde været flere år i organisationen, styrede ruten. Vi startede med at køre på kaffebar. Det viste sig at alle de andre i kørselsafdelingen også var her da vi ankom. Der blev vi 2 timer. Der var en spilleautomat her som de alle var meget interesseret i. Kvinden der ejede cafeen udbetalte nemlig kontanter for de point de havde opnået.

Frelsens hær

Socialarbejder på job

Jeg var faktisk lidt urolig, havde jo regnet med at jeg var ansat for at udføre et stykke arbejde. Og protester overhørte de. Efter et par timer kørte vi så endelig ud på vores første sted. Her hentede vi nogle gamle møbler og vi nåede at hente 3-4 steder mere inden min makker dirigerede mig hen til kaffebaren igen. De andre kom også lidt efter lidt. Her gik der så et par timer mere og det endte jo med, vi måtte arbejde over for at nå dagens besøg. Naturligvis til overtidsbetaling.

Nogle af møblerne forsvandt på mystisk vis fra læsset mens vi opholdt os på kaffebaren. Jeg fandt senere ud af at Gokke havde en aftale med en klunser og havde en lille ekstra fortjeneste her. Næste morgen læssede vi af på lageret og her erfarede jeg, at der igen blev der sorteret fra. Denne gang til de ansatte her. Kun en lille del af de ting, som folk i deres godtroenhed gav væk gik til velgørende formål.

Jeg var vidne til mange hændelser i det år jeg var i organisationen.

Hos de mennesker der gav deres afdøde slægtninges effekter væk var det ikke alle der gav væk af et godt hjerte. Tit var vi ude for, at møbler var smadret og madrasser flået op, efter arvingernes jagt efter penge.

En kvinde, der bad os hente nogle madrasser fra sin afdøde mor og far, fortalte at årsagen til at de store huller i de nedslidte madrasser var, at hende forældre ikke kunne blive enige om hvor de skulle købe nye.
Hun var flov, nok ikke over at hun ikke selv for længst havde købt nye til dem, men nok mere over at vi opdagede hvordan det stod til. Men ikke flov nok til bare selv at smide madrasserne ud. Hun kunne jo komme af med dem gratis ved at ringe til os. Mange gange tømte vi dødsboer, hvor folk havde ligget døde mange måneder i deres senge og først da stanken eller mider fik naboerne til at reagerer skete der noget. Som regel blev vi altid tilkaldt for at fjerne det ingen alligevel gad have.

Symaskinen
Engang skulle vi tømme en hel lejlighed, hvor ejeren netop var afgået ved døden. Arvingerne havde forladt stedet. Der var stort set ikke noget tilbage der var intakt. Madrasser var splittet op, i deres jagt efter penge og andre værdier. Vi tømte lejligheden. Det meste blev kørt på lossepladsen og resten solgt fra organisationens loppemarked.
Kort tid efter var der en gammel kvinde, der ringede til organisationen og fortalte, at hun havde fundet så mange penge i en symaskine som hun gerne ville afleverer. Uheldigvis for organisationen havde kvinden også fortalt det til pressen, der lavede en historie ud af det og var med da hun afleverede de fundne penge. Omkring 80.000 kr.
Arvingerne fik deres penge og jeg lærte, at symaskiner skulle undersøges nøjere inden de blev afleveret i organisationen.

25 øre

En anden gang rullede der en 25 øre ud af et møbel, som vi skulle have med fra en anden ældre dame. Da den rullede ned på gulvet og hen foran hendes fødder samlede jeg den op og gav hende den. Efter nogen tid blev jeg kaldt ind til organisationens leder der gav mig en check på 250 kr. Denne skulle afleveres til den ærlige medarbejder, som havde afleveret en funden 25 øre.

Jeg fik checken og chefen hængte brevet op i en ramme over sit skrivebord. Den slags breve var man ikke vandt til at modtage. For mig var det en meget fin anbefaling da der en dag manglede et tobaksskab, som vi havde hentet hos en kunde. Dette kendte jeg absolut intet til.

Gokke

Min makker “gokke”, blev han kaldt, måske fordi han faktisk hed Georg, boede ude i sydhavnen i et kolonihavehus. Her blev der tit læsset gode ting og sager af. Han havde ikke noget kørekort. Det havde han mistet ved domstolen. Indicier sagde han, det var han meget sur over. Hans bil stod smadret ind i en lygtepæl foran kolonihaven, motoren var varm og han knaldede brandert ud, med bilnøglerne i lommen inden for. Uretfærdigt eller ej men han havde ingen kørkort og fik derfor en krone mindre i timen end mig.

Da Gokke skulle afsone spritdommen fik jeg i stedet en “rigtig” frelser soldat med som makker på møbelvognen. Han var tidligere sømand og alkoholiker og sad en dag agterudsejlet på et værtshus i Istedgade, da der kom en frelserpige ind og sang “Nærmere gud til dig” eller hvad den nu hed.

Da blev han frelst, han så lyset, meldte sig ind i hæren og lærte at blæse i trompet.
Den første dag vi arbejdede sammen var vi ikke andet end lige kørt ud af porten før han spurgte mig om det var i orden at han røg tobak i uniform? Det måtte en soldat i hæren ikke, altså ryge i uniform.

Jeg sagde han kunne ryge som det passede ham og fik ild på min egen pibe, i øvrigt jordens største fornøjelse.

Lidt senere kørte vi forbi en kiosk – stop for satan råbte han. Jeg klaskede bremserne i og han for ud af bilen og ind i kiosken og kom ud med en håndfuld guldøl.
Det første dødsbo vi skulle tømme kikkede han meget på et leksikon i 12 bind. Sådan et har jeg altid ønsket mig, sagde han. Det er dit sagde jeg gavmildt og han fik det med hjem (på vejen). Det viste sig at han var meget værre end alle de andre. Intet skulle Frelsens hær have, han kunne bruge alt. Men det gik jo ikke, vi var jo nød til at afleverer lidt til hæren.
Jeg kunne godt lide ham, han var en frisk fyr og vi rente tit i byen sammen og scorede damer og drak bajere. Vi havde endda planer om at jeg også skulle blive frelser soldat og så avancerer så vi en dag kunne overtage magten i organisationen. Det blev dog aldrig til noget. Og ærgerligt nok kom Gokke jo tilbage en dag.

Nogle år senere da jeg arbejde på servicefabrikken mødte jeg har. Han var startet for sig selv, på budcykel. Opkøbte gamle ting og sager i den blå avis og solgte det hele rundt omkring. Jo han var en driftig herre.

Gamle lig og legetøj

Det grimmeste var når vi skulle tømme dødsboer, hvor den afdøde havde ligget der i flere måneder og møblerne var fyldt med mider og andet småkravl. Lugten af liv er forfærdeligt og det er ikke til at vaske væk. Sådan nogle steder er der som regel ikke noget at hente som hæren kunne gøre op i penge. Så arvingerne måtte betale for at få det ryddet, men det kostede nu ikke alverden.

En sted spurgte en gammel kone om vi ikke kunne tømme loftet for gammelt legetøj og ragelse. Vi så på det men besluttede at de gamle tinsoldater, bliktog, dukker og andet gammel legetøj ville vi nok ikke kunne sælge i forretningen så kunden måtte betale 100 kr. for at få det fjernet, naturligvis mod behørig kvittering. Gokke tog det med hjem, det var nemmere end at smide det i containeren på Amagerforbrændingen.

Og så var der alle de småperverse kvinder der åbnede for os meget afklædt, helt eller delvist. De troede vel de kunne lokke nogle frelsersoldater i fordærv. Nu var vi jo ikke soldater men ganske almindelige lønslaver, så fordærv fik de os aldrig i.

Reklamer